Anmeldelse:
Anmeldelse: 2 out of 6
Find mere om:
Test: Chromecast – næsten et smart-tv | elektronik.guide.dk

Test: Chromecast – næsten et smart-tv

Med Chromecast kan du få Netflix og YouTube fra Android-enheder op på fladskærmen i stuen, men det er ikke en helhjertet konkurrent til Apple TV.

Dongle
Chromecast
Google

Sjældent har et tv-produkt fået så meget opmærksomhed, som tilfældet var, da Google i slutningen af juli 2013 præsenterede Chromecast, der samme dag kom på markedet i USA.

Idéen er, at Chromecast skal være et alternativ til Apples Airplay-system samt Apple TV, der er integreret i en stor mængde tredjepartsprodukter. Vi ser i dag AirPlay i et væld af særligt højttalerprodukter, men også Apple TV-boksen har naturligvis funktionen.

Chromecast kan bedst beskrives som Googles svar på en konkurrent til Apple TV, og det er bestemt en hæderlig og velkommen idé, da Android-platformen mangler et device, der kan tage konkurrencen op, men desværre oplevede jeg at være forsøgskanin for Googles produkt.

Det tekniske

Googles tv-gadget kører en simplificeret udgave af operativsystemet Chrome OS.

Indeni sidder mikro-computeren Marvel 88DE3005 (Armanda 1500-mini) med understøttelse af videoformaterne VP8 og H.264.

Wi-Fi-delen kører 802.11 b/g/n på 2.4 GHz, og der er 512 MB RAM og 2 GB flashhukommelse.

Teknikken HDMI CEC er indbygget i Chromecast, der er en mega smart feature. Så snart der sendes et signal til enheden, skifter tv’et automatisk over på den rigtige HDMI-indgang.

Lyt podcasten om de nye TV-tjenester

Utrolig let opsætning

Chromecast er en lille dongle på 72 × 35 x 12 mm, der passer i HDMI-indgangen på tv-skærmen. Enheden får strøm via et usb-kabel, der enten kan tilsluttes den medfølgende strømforsyning eller sættes til tv’ets usb-indgang, hvis en sådan er til stede.

Velkomstbilledet beder brugeren om at åbne en setup-side i Chrome-browseren på computeren og hente et lille program, hvorefter Chromecast, netværk og opsætning sker næsten magisk. Her kan alle være med.

Efter at have hentet en Chromecast extension til Chrome var det hele sat op og køreklart. Det tog vel 5-10 minutter at få hul igennem. Så Googles opsætningsprocedure er på alle måder godkendt.

Hvad kan Chromecast?

Med Chromecast kan du sende YouTube-videoer fra telefonen og computeren, hvis cast-donglen er på det samme lokale trådløse netværk.

Netflix-applikationen på mobiler og tablets virker også med Chromecast, så en smartphone kan benyttes som afspillerenhed uden nogen yderligere hardware eller tekniske udfordringer.

YouTube-videoer afspilles næsten med det samme, der trykkes ”play”, mens Netflix er noget længere tid om at komme i omdrejninger, men når først billedet er der, fungerer det glimrende.

Det er muligt at bruge telefonen til andre ting, mens filmen afspilles på Chromecast. Du kan således sagtens gå på nettet, svare beskeder eller tjekke mails imens. Selv telefonopkald afbryder ikke Netflix.

Årsagen er, at Chromecast skaber forbindelse via internettet til indholdsudbyderen, uden om telefonen. Når først afspilningen er aktiveret, kan mobilen slukkes, vel at mærke uden at filmen stopper. Fordelen er, at ens tablet eller telefon ikke drænes for batteri, da den hverken skal beregne billeder eller streame via netværket.

Også HBO Go er understøttet, men den HBO-applikation, jeg har på min iPad, har jeg ikke kunnet få til at virke med Googles dongle. Google lover desuden, at Google Play Music fungerer med Chromecast, men heller ikke denne har jeg haft held ved.

Link: Googles liste over Chromecast-tjenester

Billedkvaliteten på Netflix-film og YouTube er rigtig god, og systemet tilpasser selv kvaliteten i forhold til, hvor hurtig din internetforbindelse er.

Virker også fra computeren

Den lille extension i Google Chrome-browseren gør det muligt at sende indhold fra computeren direkte op på den store skærm, men i mit tilfælde skete det med udfordringer.

I begyndelsen af testen kunne jeg kun se indholdet fra browseren på tv’et i få sekunder, hvorefter forbindelsen blev tabt. Men pludselig dukkede der en softwareopdatering op, der rettede fejlen. Donglen opdaterede sig selv, uden min indblanden. Genialt!

Fra computeren kan du desuden afspille YouTube-videoer i Chrome, præcis som det sker fra telefonen.

Hvad kan Chromecast ikke?

Det er ikke muligt at overføre hele brugerfladen fra telefonen eller computeren og se en spejling i realtid, sådan som Apple TV kan. Du kan heller ikke sende browser-indhold fra Chrome på telefonen over på Chromecast.

Desværre understøtter tjenester som DR NU og TV 2 Play ikke Googles smart-tv device.

I fotogalleriet (testet på Nexus 5 og Sony Xperia Z1 Compact) kan man heller ikke sende billeder eller videoer fra telefonen over på tv-skærmen, så også her har Googles HDMI-dims en barriere.

Chromecast lider grundlæggende af gerne at ville en hel masse uden at kunne indfri forventningerne, som ved lanceringen var kæmpestore.

Konklusion: Heller ikke et smart-tv

Jeg er skuffet over Chromecast, der i hvert fald ikke endnu er en værdig konkurrent til Apple TV. Jeg håber dog inderligt, at Google arbejder hårdt på at udbrede systemet, så Android-brugerne også kan bruge tjenester som Viaplay, TV 2 Play eller DR NU via smartphonen i kombination med fladskærmen i hjemmet.

Chromecast har potentiale, men selvom lanceringen i USA ligger omkring et halvt år tilbage, er det stadig ikke blevet et interessant forbrugerprodukt. Det er fortsat en gadget, der bedst egner sig til udviklere og supernørder, der vil være først på en ny og måske kommende trend.

Google scorer pluspoint for, at Chromecast kan bruges på Android såvel som iPhone og iPad (iOS). Desuden er både pc og Mac understøttet. Apples AirPlay er ”Apple-only”, så her viser Google en åben tilgang.

Er du på rejse i USA,  kan Chromecast købes til 35 dollars (lige under 200 danske kr.), men i Danmark skal du slippe omkring 500 kr. for det samme produkt, der sælges via en række netbutikker.

Jeg er overbevist om potentialet for Chromecast, men indtil videre er jeg forsøgskanin for Googles smart-tv-projekt, der ikke er synderligt smart.

Karakteren, i forhold til pris og udbytte, 2 ud af 6 stjerner.

Fordele

  • Lille enhed, der let kan skjules bag skærmen uden ekstra fjernbetjening
  • Let opsætning, direkte stream fra udbyderen
  • Understøttelse på Android, iOS, Windows og Mac.

Ulemper

  • Kun meget få tjenester understøtter Chromecast
  • Ingen dublering af skærmbillede fra tablet eller smartphone
  • Høj pris i forhold til udbytte

Mere til historien

Apple TV opleves i sammenligning med Chromecast som et mere færdigt produkt, og priser ned omkring 700 kr. gør den til et meget bedre køb, hvis man har en iPad eller iPhone. Netop lukketheden mod Apples enheder er denne enheds største ulempe.

Test: Apple TV er virkelig smart

Nyhed: To nye Chromecasts er blevet lanceret i Danmark

30-09-2015: Google lancerer en helt ny streamingenhed og udgiver samtidig ny version af den populære Chromecast. Læs artikel

Nyhed: Tv-boksen Nexus Player til salg i Danmark

29-04-2015: Nu kan du udstyre din store fladskærm med Android TV-styresystemet med den nye Nexus Player, der kan købes i Danmark. Læs artikel

Guide: Her er 15 af de bedste apps til streaming

28-01-2016: Chromecast er en fantastisk lille tingest til få penge. Her giver vi vores bud på nogle af de bedste apps, som kan bruges med den. Læs artikel

Nyhed: Ny Android på vej: Her er de 6 største nyheder

31-05-2015: Den næste Android M-version er nu en realitet ved den store Google I/O-event. Bliv klogere på de 6 største nyheder i den næste version. Læs artikel

Nyhed: Nexus 6 – sådan er den

02-12-2014: Først i Danmark. Sammen med MereMobil.dk kan JP nu præsentere de første indtryk af Googles nye super-Android. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...