Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test: Mellemklasse-smartphones kan være.. | elektronik.guide.dk

Test: Mellemklasse-smartphones kan være gode

Man kan godt finde en fed smartphone uden at tømme kontoen.

Smartphone
HTXC Desire 610
HTC

Smartphone
LG G2 Mini
LG

Smartphone
Motorola Moto G
Motorola

Smartphone
Nokia Lumia 1320
Nokia

Smartphone
Sony Xperia M2
Sony

Man skal et par år tilbage for at finde high-end smartphones med de samme specifikationer som dem, der i dag bliver solgt som mellemklasse-smartphones for et par få tusind kr. Men selv om udviklingen på high-end markedet er gået hurtigt, kan man stadig få en god brugeroplevelse og en ganske glimrende smartphone for sine penge i mellemklasse-segmentet, hvis man bare ser sig godt for. Og det gør man bl.a. ved at læse denne test.

Vi kan nemlig konstatere, at selv om fire ud af fem deltagende mobiler på papiret nærmest er identiske  - den femte er en Nokia baseret på Windows Phone og har derfor andre specifikationer - så er der ret stor forskel på, hvor godt de fungerer i praksis. Vores test viser i hvert fald, at HTC og Motorola har været langt bedre til at få det bedste ud af teknikken end LG og Sony. Nokia har vi længe haft et godt øje til i den prisbillige klasse, og heller ikke denne gang bliver vi skuffet.

Sådan udvalgte vi deltagerne

Vi har med vilje valgt at teste producenternes egne bud på mellemklasse-smartphones i prislejet mellem ca. 1.500 og 2.500 kr. Vi kunne også have valgt at kigge på sidste eller forrige års topmodeller, som nu er sat ned i pris, men dels er det aldrig til at sige, hvor længe de tidligere high-end modeller bliver på markedet, og dels er det ofte netop modellerne i denne test, der bliver tilbudt til meget små penge sammen med en abonnementsaftale ude i telebutikkerne.

Samsung og Apple glimrer ved deres fravær i denne test. Apple, fordi firmaet kun har den gamle iPhone 4S, der til nød kunne leve op til vores priskrav, men den er efterhånden tre år gammel, og ud over prisen har et andet kriterium været, at de deltagende telefoner ikke måtte have mere end godt et halvt år på bagen, da vi ikke vil fylde bladet med tests af gamle smartphones. Dermed blev vi også nødt til at takke nej til Samsungs eneste bud på en mellemklasse-mobil, Samsung Galaxy S4 mini, der blev lanceret i juli 2013.

Sådan testede vi

Ydelsen på alle smartphones er - med en enkelt undtagelse - testet med testprogrammet Geekbench 3 fra Primate Labs i en cross-platform version, der giver os resultater, som er sammenlignelige på tværs af operativsystemer. Geekbench 3 afvikler en række typiske brugeropgaver på maskinen. Testresultaterne måles med et pointsystem, hvis reference (en score på 2.500) er en Mac mini fra 2011 med en 2,5 GHz Intel Core i5-2520M processor. En score på 5.000 betyder altså, at den pågældende maskine er dobbelt så hurtig som referencemodellen.

Geekbench 3 leverer resultater, der skelner imellem antallet af processorkerner. Resultatet er således delt op i et single-core og et multi-core resultat, hvor sidstnævnte er processorens samlede ydelse, mens førstnævnte viser, hvor godt hver enkelt processorkerne yder. Vi har ikke kunnet foretage benchmark-test af Nokia Lumia 1320, da Geekbench 3 programmet ikke findes til Windows Phone 8.

Vi har endvidere vurderet enhederne ud fra følgende testkriterier: Internet- og browser-oplevelse (sidstnævnte benchmarkes også med Browsermark 2.1), skærm (herunder opløsning, farver og touch-funktion), kamera, medier (herunder lydkvalitet og videoafspilning), specifikationer samt øvrige faktorer som brugeroplevelse, ydelse og eventuelle specielle funktioner.

Sidst, men ikke mindst spiller også design og byggekvalitet en afgørende rolle for den samlede vurdering.

Vi tester:

  • HTC Desire 610 2.199 kr.
  • LG G2 mini 2.290 kr.
  • Motorola Moto G 1.315 kr.
  • Nokia Lumia 1320 1.777 kr.
  • Sony Xperia M2 1.995 kr.

Geekbench 3 testresultater: Single-core, Multi-core

  • HTC Desire 610: 336, 1.105
  • LG G2 mini: 341: 1.136
  • Motorola Moto G: 334, 1.124
  • Nokia Lumia 1320: n/a, n/a
  • Sony Xperia M2: 315, 1.029

htc-desire-610-en-slide-02-zoom.jpg

En positiv overraskelse

HTC Desire 610 skiller sig ikke ud på papiret, men i praksis præsterer den bedre end forventet.

Plus:

På papiret kunne både skærmopløsning og ydelse være bedre, men HTC får mere ud af teknikken end konkurrenterne, og resultatet er absolut tilfredsstillende. Det samme er lydkvaliteten, og vi er glade for understøttelsen af microSD-kort op til 128 GB.

Minus:

Plasticbagsiden nærmest samler på fedtede fingeraftryk.

HTC Desire 610 er ikke den kønneste smartphone, vi har set. Selv om den låner sit design fra den populære HTC One, så er og bliver den en plastictelefon, der ovenikøbet har den negative egenskab, at den samler på fedtfingre.

Men Desire 610 klarer sig godt dér, hvor det tæller. Selv om skærmopløsningen kunne være bedre, så er billedkvaliteten godkendt, og det samme gælder ydelsen. Lyden er decideret glimrende, og så er vi ret glade for, at den understøtter microSD-kort op til 128 GB.

 

LG-G2-Mini-4.jpg

Lille model skuffer lidt

LG G2 mini har godt nok navnet tilfælles med den anmelderroste topmodel, men forvent ikke for meget.

Plus:

Kameraet er hæderligt, lyden godkendt, og LG’s unikke design og funktioner er også værd at bide mærke i. Det samme er 4G/LTE i betragtning af den rimelige pris.

Minus:

LG G2 mini er sløv i optrækket, og skærmopløsningen er ikke tilfredsstillende. Heller ikke til prisen. Og så havde mere lagerplads været at foretrække.

LG G2 mini byder på et godt kamera, ganske fin lyd, 4G/LTE og en række sjove funktioner samt LG’s unikke design med en multifunktionsknap på bagsiden i stedet for knapper på mobilens sider. Men det samlede indtryk får ridser i lakken af en mindre imponerende ydelse og en skærm, der nok ser pæn ud, men godt kunne have budt på højere opløsning.

Motorola-MotoG.jpg

Den rene oplevelse

Meget tættere på en ægte Google-mobil end Motorola Moto G kommer man ikke. Og det er ment som en ros.

Plus:

Fremragende skærm med HD-opløsning, godt kamera med sjove funktioner, glimrende lydkvalitet og god ydelse, der giver en glidende og let brugeroplevelse uden afbrydelser.

Minus:

8 GB indbygget lagerplads er i underkanten, og der er ikke mulighed for at udvide via microSD-kort. Og så kommer Moto G uden 4G/LTE.

Motorola Moto G er en rendyrket Android-mobil, der kommer så tæt på Googles egen vision, som det vist overhovedet kan lade sig gøre. Til prisen er ydelsen absolut godkendt, og skærmkvaliteten er i top – testens bedste faktisk. Kameraet er godkendt og kommer med sjove funktioner, og lydkvaliteten er også i orden.

Desværre må vi undvære 4G/LTE og muligheden for at udvide den alt for begrænsede hukommelse. Ellers havde vi haft vores testvinder her. I stedet kårer vi Moto G som testens bedste køb.

Nokia-Lumia-1320-image-1.jpg

Verdens eneste budget-phablet

Nokia Lumia 1320 er lidt af en ener, men giver alligevel konkurrenterne kam til deres hår.

Plus:

Fede kamera-apps, god ydelse og fremragende lyd gør Nokia Lumia 1320 til en underholdende smartphone, der absolut er pengene værd. Og vi er glade for understøttelsen af microSD-kort op til 64 GB.

Minus:

Windows Phone platformen byder ikke på så mange apps som konkurrenterne Android og iOS. Og 8 GB indbygget lager er ikke alverden.

Nokia Lumia 1320 er testens eneste phablet. Den store skærm på 6 tommer kommer med højere opløsning end de fleste af konkurrenterne, men fordi skærmen er større, er billedkvaliteten ikke markant bedre end hos konkurrenterne. Nokias kamera-app samt et ganske fint kamera gør til gengæld Lumia 1320 til en god kameramobil til prisen.

Ydelsen er langt bedre, end man har lov til at forvente fra en dual-core processor, mens den glimrende lyd er en anden positiv overraskelse. Til prisen behøver man ikke tøve med at investere i Lumia 1320.

Sony_Xperia_M2_White_Group.jpg

M for middelmådig

Sony Xperia M2 mangler lige det sidste.

Plus:

Lydkvaliteten er i top, og vi kan lide Sonys egne apps, herunder kamera-app’en og Walkman-musikafspilleren.

Minus:

Ydelsen er for ringe, hvilket resulterer i en brugeroplevelse med hakken og små pauser. Skærmopløsningen kunne også være bedre, og hvad sker der for frontkameraet, som kun har VGA-opløsning?

Sony Xperia M2 er mere middelmådig, end den behøver at være til prisen. Ydelsen og skærmen er ringere, end vi havde forventet. En rigtig god lydkvalitet, sjov kamera-software og et robust design (omend telefonen virker lidt for tung) er lyspunkter.

Se Hele testen hos Lyd & Billede

HTC Desire 610

  • Operativsystem: Android 4.4.2 KitKat
  • Skærm: 4,7" 960 x 540 qHD TFT, 234 ppi
  • Processor: 1,2 GHz Snapdragon 400 quad-core
  • Hukommelse: 1 GB RAM / 8 GB lager (+ microSD op til 128 GB)
  • Kamera: 8 MP + 1,3 MP
  • Trådløst: 4G LTE, 802.11 b/g/n, Bluetooth 4.0, NFC
  • Mål: 143,1 x 70,5 x 9,6 mm
  • Vægt: 143,5 g
  • Batteri: 2040 mAh
  • Pris: 2.199 kr.

LG G2 mini

  • Operativsystem: Android 4.4.2 KitKat
  • Skærm: 4,7" 960 x 540 qHD IPS, 234 ppi
  • Processor: 1,2 GHz Snapdragon 400 quad-core
  • Hukommelse: 1 GB ram / 8 GB lager (+ microSD op til 32 GB)
  • Kamera: 8 MP + 1,3 MP
  • Trådløst: 4G LTE, 802.11 b/g/n, Bluetooth 4.0, NFC
  • Mål: 129,6 x 66 x 9,8 mm
  • Vægt: 121 g
  • Batteri: 2440 mAh
  • Pris: 2.290 kr.

Motorola Moto G

  • Operativsystem: Android 4.4.2 KitKat
  • Skærm: 4,5" 1280 x 720 HD IPS, 329 ppi
  • Processor: 1,2 GHz Snapdragon 400 quad-core
  • Hukommelse: 1 GB ram / 8 GB lager
  • Kamera: 5 MP + 1,3 MP
  • Trådløst: HSPA+, 802.11 b/g/n, Bluetooth 4.0, GPS
  • Mål: 129,9 x 65,9 x 11,6 mm
  • Vægt: 143 g
  • Batteri: 2070 mAh
  • Pris: 1.315 kr.

Nokia Lumia 1320

  • Operativsystem: Windows Phone 8 med Lumia Black
  • Skærm: 6" 1280 x 720 IPS, 245 ppi
  • Processor: 1,7 GHz Snapdragon S4 dual-core
  • Hukommelse: 1 GB ram / 8 GB lager (+ microSD op til 64 GB)
  • Kamera: 5 MP + VGA
  • Trådløst: 4G LTE, 802.11 b/g/n, Bluetooth 4.0
  • Mål: 164,2 x 85,9 x 9,8 mm
  • Vægt: 220 g
  • Batteri: 3400 mAh
  • Pris: 1.777 kr.

Sony Xperia M2

  • Operativsystem: Android 4.3 Jelly Bean
  • Skærm: 4,8" 960 x 540 TFT, 229 ppi
  • Processor: 1,2 GHz Snapdragon 400 quad-core
  • Hukommelse: 1 GB ram / 8 GB lager (+ microSD op til 32 GB)
  • Kamera: 8 MP + VGA
  • Trådløst: 4G LTE, 802.11 a/b/g/n, Bluetooth 4.0, NFC
  • Mål: 139,6 x 71,1 x 8,6 mm
  • Vægt: 148 g
  • Batteri: 2300 mAh
  • Pris: 1.995 kr.

Test: Otte kvalitets-smartphones

09-08-2012: Her finder du den rette smartphone for dig denne sommer. Læs artikel

Test: De bedste kameramobiler

04-06-2013: At tage billeder med mobilen er uden tvivl mere praktisk end at slæbe rundt på et kompaktkamera, men hvordan er det med billedkvaliteten? Læs artikel

Test af syv nye smartphones

14-07-2016: Vi opsummerer indtrykkene af årets nye mobiltelefoner og finder deres unikke fordele, så du kan vælge den helt rigtige. Læs artikel

Test af billige smartphones

13-08-2013: Hvor meget smartphone får man egentlig for pengene, hvis man ikke vil kaste hele børneopsparingen efter en af markedets topmodeller? Læs denne test af smartphones til budgetpriser og få svaret. Læs artikel

Test: Gadgets som alle har råd til

11-01-2010: Morsomme og praktiske gadgets får os til at gå i selvsving og gør vennerne misundelige. Her er nogle for enhver smag. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...