Find mere om:
Nyhed: Faneflugt i browseren | elektronik.guide.dk

Nyhed: Faneflugt i browseren

Vivaldi er en kamæleon af en browser, som du selv kan skræddersy, og som gør det nemt at organisere faneblade og skrive noter.

Min browser er et rod. Som regel har jeg 20-30 faneblade åben i både Firefox og Chrome i et virvar af research, nyhedssider, flybilletter, fodboldmålscorer og alt ind imellem, så fanerne til sidst bliver så små, at jeg ikke kan læse overskriften. Resultatet er, at jeg febrilsk klikker mig frem og tilbage i et fanelotteri for at finde, hvad jeg leder efter. Det er kluntet, men jeg har ikke fundet en bedre løsning – før nu.

Der var engang, hvor Internet Explorer nærmest havde monopol på at være folkets portal til det store, vide internet, men siden da har Chrome, Firefox og Safari heldigvis givet os bedre alternativer. Men måske er konkurrenterne blevet mætte, i hvert fald minder browserne mere og mere om hinanden i takt med, at de bliver mainstream, og det er her, Vivaldi kommer ind i billedet. Vivaldi er en ny browser, startet af to folk fra den norske browser Opera, der henvender sig til teknologirutinerede powerbrugere, der bruger timevis på nettet hver dag.

»De andre browsere forsøger at designe et produkt, der vil tilfredsstille 80 pct. af befolkningen. Vi henvender os ikke til masserne, men til de resterende 20 pct. af befolkningen,« siger Tatsuki Tomita, en af grundlæggerne bag Vivaldi.

Saml dine faner

Vivaldis mest nyskabende funktion er, at man kan samle sine åbne faneblade i grupper. Er du eksempelvis ved at planlægge en ferie til Thailand, kan du samle alle de sider, som du kigger på med hoteller, rejsetips og flybilletter, under et. Det gør man ved ganske enkelt at trække fanerne over hinanden.

Holder man derefter musen over fanebladet, får man vist en miniature af hver enkelt side, og det gør det langt nemmere hurtigt at bevare overblikket. Højreklikker man over gruppen, kan man desuden få vist hjemmesiderne i et gitter ved siden af hinanden, hvilket er nyttigt, hvis man eksempelvis skal sammenligne flybillet fra en række søgesider.

Har du stadig svært ved at finde, hvad du leder efter, har Vivaldi en praktisk søgefunktion. Ved at trykke Ctrl+G (Command+G på en Mac) dukker et søgefelt frem, hvor man kan søge efter specifikke ord på alle de hjemmesider, man har åbne.

USA: Lovlig marihuana på mobilen

»Hvis du har 30 faner åbne på en gang, er det en hurtig måde at finde dem, du leder efter,« siger Tatsuki Tomita.

Hvis browseren er den racerbil, du bruger til at drøne rundt på nettet, hvorfor skulle du så ikke kunne vælge, hvordan den skal se ud? I Vivaldi kan man rykke rundt på URL-søgefeltet og bogmærkerne og selv bestemme, om de skal stå øverst, nederst, til højre, over hinanden eller for sig, ligesom man kan vælge, om bogmærkerne skal have ikoner eller ej eller slet ikke vises.

Derudover kan man også selv skræddersy, hvordan man vil bruge tastaturgenvejene, men Vivaldi tager det et skridt videre og har lavet genveje med musen. For at gå tilbage til forrige sider holder man højre museknap nede og rykker musen til venstre, mens du kan gå frem ved at rykke musen til højre. Holder man højre knap nede og bevæger musen i en L-form, lukker man fanebladet, mens man åbner en ny fane ved at tegne et I med musen. Det kræver lidt øvelse, men ellers virker det overraskende godt og det er praktisk, hvis man ikke har hånden på tastaturet hele tiden.

»Det handler om at give brugerne en masse valgmuligheder – der er ikke en måde, der er bedre end en anden, alle bruger deres browser på forskellige måder,« siger Tatsuki Tomita.

B972052524Z.1_20150812175230_000+GD3N0VJJ.1-0.jpg

Browser-renæssance

Vivaldi har flere tricks oppe i ærmet og forsøger at udvide, hvad vi bruger browseren til ved på kløgtig vis at integrere en notefunktion i browseren. Her kan du skrible noter ned til den side, som du har åben, og så bliver den gemt sammen med URL’en, eller du kan markere et afsnit i teksten og tage et screenshot i tilfælde af, at siden bliver ændret. I menulinjen finder man desuden et e-maillogo – Vivaldi arbejder nemlig på at lave deres egen e-mailklient, så man hurtigt kan tjekke mails uden at forlade den side, man har åben.

Hillary Clinton bruger emojis i valgkampen

»E-mailklienter i browsere er ikke særligt veldesignede, så det vil vi lave om på, for selv med sociale medier er e-mail stadig en vigtig kommunikationsform,« siger Tatsuki Tomita.

Stadig under udvikling

Vivaldi er stadig under udvikling og ikke engang i beta endnu, og selv om det betyder, at den nogle gange fryser eller uventet lukker ned, fungerer den ikke desto mindre overraskende godt. Uanset om det kribler i dine fingre for at gruppere faneblade eller ej, så kan Vivaldi være med til at ruske nye idéer frem, der kan ændre på, hvordan vi bruger browseren fremover. Russiske Yandex har ligeledes udviklet en browser, der ser helt anderledes ud, mens Microsoft har valgt at skrotte Internet Explorer for at starte forfra med Edge, så måske står browseren foran en mindre renæssance.

»Det er på tide, at andre browsere kommer til,« siger Tatsuki Tomita.

Digi Talt

45692444.jpg

Sole Bugge Møller er journalist og bor i San Francisco. Han skriver om teknologi, apps og hjemmesider, der gør vores dagligdag nemmere og sjovere.

Guide: Gør de dårlige fotos bedre

07-03-2016: Hvis du har taget et dårligt foto af en vigtig begivenhed, behøver du ikke altid ærgre dig. For du kan ofte redde billedet med programmet Paint.Net. Læs artikel

Guide: Nu kan du opgradere gratis til Windows 10

31-08-2015: Windows 10 er på gaden, og har du Windows 7 eller en nyere version af styresystemet på din pc eller tablet, kan du opgradere gratis. Men er det nye styresystem værd at løbe efter, og hvad får du med i pakken? Læs artikel

Nyhed: Ny Android på vej: Her er de 6 største nyheder

31-05-2015: Den næste Android M-version er nu en realitet ved den store Google I/O-event. Bliv klogere på de 6 største nyheder i den næste version. Læs artikel

Guide: Synkroniser dine filer med OneDrive

08-12-2014: Hvis du bruger de samme filer på flere computere og vil slippe for at rode med USB-drev, er skytjenesten OneDrive en praktisk løsning, der giver dig adgang til de filer, du skal bruge, fra hvilken som helst pc. Læs artikel

Guide: Opret din egen hjemmeside

31-08-2012: Med Weebly kan du på få timer lave din egen lækre hjemmeside. Perfekt, hvis du vil udstille din største hobby Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...