Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af Sony Smartwatch 3 SWR50 | elektronik.guide.dk

Test: Sony Smartwatch 3 SWR50 - Aktiv og vågent smart-ur

Sonys smart-ur satser på motionisterne, og det er ikke nogen dum idé.

Smartwatch
Sony Smartwatch 3 SWR50
Sony

Sony og sportselektronik har længe rimet sammen. Første bevis går helt tilbage til den ikoniske skriggule sports walkman til nutidens vandtætte Z-mobiler. Sony er fortrolige med elektronik, der kan holde til lidt af hvert.

Denne sportstunede tankegang opleves også i Sonys tredje bud på et smart-ur. Navnet er derimod ikke synderligt kreativt: det hedder ganske enkelt SmartWatch 3, efterfulgt af kodenavnet SWR-50.

Til at overbevise teknologi- og sportsentusiaster, adskiller Sonys ur sig fra konkurrenterne ved at integrere en GPS ved håndleddet - dermed har uret gode kort på hånden til at bygge bro mellem smart-ure og dedikerede løbeurer.

I grunden er det interessant at bemærke, hvor meget en enkelt feature kan ændre på et produkt, og hvordan det bør bedømmes. GPS-funktionaliteten åbner nemlig op for en verden, som hidtil har været forbeholdt løbeure.

Og det alene skaber en ny dimension til denne test - for skal Sony’en egentlig sættes op mod løbespecialisterne fra Garmin eller Polar? - eller er det mere fair, at konfrontere den med smart-urene fra Samsung, Apple eller LG?

Lad os prøve begge dele.

LÆS OGSÅ: Garmin Forerunner 220 anmeldelse - skræddersy din løbetræning [TEST]

smartwatch-3-swr50-live-in-style-1-55612c947c2030bc3c84dfec1f6fa43d-940.jpg

Specifikationer: Sony Smartwatch 3 SWR-50

  • Mål: 36 x 10 x 51mm (core)

  • Vægt: 38 g (core), 73 g med silikone-rem

  • Skærm: 1,6” 320x320 transflective TFT, 282 PPI

  • Ydelse: 4x1,2 GHz quad-core Cortex A7 processor, 0,5 GB RAM

  • Forbindelse: Bluetooth, NFC, Wifi

  • Øvrigt: GPS, Android Wear 5.0

  • Pris: Omkring 1.300 kr.

smartwatch-3-swr50-discover-the-details-c482522c308a5d5a04dd36b7a8d0aec9-940.jpg

Allerede ved første møde bekender vores testudgave af Sony Smartwatch 3 kulør med sin plastfinish. Det er den mere nedtonede sorte variant, jeg tester, men farvekataloget med alternative friske skriggule, hvide eller lyserøde varianter lægger op til sport og aktiv livsstil.

Men det er kun en del af historien, for SmartWatch 3 fås også i to øvrige varianter med enten læderrem eller metalfinish. Ønsker du at skifte mellem remme i fremtiden, er det læderversionen, du skal søge mod, for den tillader, som den eneste, at skifte læderet ud med alternative 22mm remme i plast, metal eller læder.

Sports-udgaven består af to dele: den bløde silikonerem, som omslutter et lille højteknologisk kvadrat, der rummer skærmen, batteri og al teknikken.

Uret er ikke synderligt kompakt, men komforten er god, for den bløde rem er nem både at indstille og at klikke af og på. Samtidig er jeg uhyre glad for den metalliske bagside på urets central, for den leder effektivt varmen væk fra håndleddet.

Sony har tydeligvis tegnet uret med sport i mente, for hele skallen er vandtæt, og er uhyre enkel at rense for svedrester og andet møg. Den centrale enhed som Sony døber ’core’ kan poppes ud af remmen i et snuptag, og begge dele kan skylles under rindende vand.

LÆS OGSÅ: Endomondo nu også på Pebble

Er du til vandsport, eller er du triatlet, vil uret nok give op før tid. Sony lover godt nok, at den er IP-68 støv og vandtæt i en halv time i op til halvanden meters dybde, men fraråder samtidig at dyppe den i saltvand. Skærmen har det desuden med at registrere en hel del falske tryk, så snart vanddråber sprøjtes på overfladen. Nogen rigtig vandhund er den ikke.

SmartWatch-3-SWR50-gallery-05-1240x840-6ed7e4b6c704f5cd20c8a7f897d97f03.jpg

Et brugbart kompromis

Skærmen er en lille, og egentlig ikke synderlig imponerende størrelse på 1,6 tommer. Opløsningen på 320x320 pixel gør, at al tekst står relativt skarpt, men en detalje gør, at den ikke ligner de displays, som du kender dem på andre smart-ure eller smartphones.

Det er et såkaldt ’transflective TFT’-display der pryder fronten, og det giver fordele, så snart du begiver dig udendørs. Hvor klassiske skærme skal blusse op til bristepunktet for at konkurrere med solens stråler, tager uret i stedet solens lys og reflekterer det. Det betyder dog, at skærmens farver toner ud, og jo mere solen stråler, jo mere vil det virke som et sort/hvid display.

Det giver et tydeligere display, når solen brager og sparer samtidig meget for strømmen – hvilket gør at SWR-50 opnår batteritid, som rivalerne kun kan misunde. Teknologien minder om den, som løbeure (eller Pebble smart-uret) benytter sig af, men disse gør det nu bedst i de lyse omgivelser.

Når du rykker indendørs, vil smart-urene med deres baggrundsbelyste skærme få overtaget. Den særlige skærmteknologi gør, at farverne ikke er nær så mættede, og al indholdet er bare ikke lige så flot som hos Samsung eller LG’s OLED-skærme. Smartwatch 3 kan dog bryste sig af en lyssensor, der altid tilpasser lysniveauet til omgivelserne, noget som f.eks LG’s G Watches glemmer at inkludere.

LÆS OGSÅ: Sony Smartband Talk: En mester i ufortjent ros [TEST]

Sonys display-valg er altså et kompromis, billedet er aldrig rigtig flot – men det er altid læseligt. En fornuftig studehandel - især til sportsbrug, for jeg kan kvikt aflæse mine træningsdata uden at skulle aktivere uret - både i fuldt dagslys eller i nattens mørke. Det er der ingen andre løbe- eller smart-ure, der kan prale af.

I brug

Uret har kun en enkel fysisk knap til at betjene uret, og satser i stedet på skærmens trykfølsomme overflade eller stemmegenkendelse til navigation.

Skærmens touch-lag reagerer prompte, og kan også aktiveres med tynde handsker – hvilket lover godt for vinterens løbeture.

Selve uret drives frem af Googles Android Wear – et styresystem skræddersyet til håndleddet. Som med de øvrige Wear-ure sikrer, at der er en konstant strøm af opdateringer fra Google selv - en betryggende feature når nu man ikke kan vide sige sikker på opdateringer til løbeuret, så snart denne afløses af en ny, smartere model.

Motorrummet i ’Core’-enheden er en quad-core processor på 1,2 GHz og 0,5 GB RAM, det er lige så meget regnekraft som i dagens begyndermobiler – og dermed rigeligt til at afvikle alle funktioner uden tøven.

Applikationer installeres igennem en værts-app på din Android-mobil (Android 4.3 eller nyere), og programkataloget begynder at blive interessant siden Wear-introduktionen forrige år.

Mest oplagt er naturligvis trænings-apps som Endomondo, Strava, Runkeeper eller My Tracks, som alle understøtter urets GPS-funktioner. Hvilken der passer dig bedst er en smagssag, men Endomondo er, på grund af sin brede danske brugerbase og glimrende funktioner, et oplagt valg.

LÆS OGSÅ: Fitbit Flex: Motiverende motionsmakker [TEST]

Eneste savn er, at ingen af disse understøtter nogen ANT+ pulsmåler, uden at telefonen skal med som ledsager. Nye apps kommer heldigvis til, og app’en Ghostracer giver den funktion og kan eksportere til Strava eller GPX-filer.

Til musik på farten er Googles Play Music behjælpelig, for den tillader at styre Bluetooth-headset og gemmer musikken lokalt. Med lidt shoppen rundt efter det rette tilbehør kan du altså få både musik samt puls- og GPS-målinger – men nu uden at have mobilen på slæb.

Bør fortsat lære nye tricks

Når træningstøjet er hængt til tørre, og hverdagen genoptages, løber Smartwatch 3 fra sin løbe-frænder ved at være fuldt ud forbundet. Den er jo også et smart-ur.

Notifikationer tikker ind til håndleddet og sensorer i uret kan kommunikere dagens aktivitet til apps som Sonys udmærkede digitale logbog, LifeLog.

Hvor anvendeligt notifikationerne ved håndleddet er, må opleves af brugeren. Efter sigende glor vi over hundrede gange dagligt på mobilskærmen – men med et smart-ur sparer du snildt halvdelen fra. For den ligegyldige tilbudsmail fra Bilka behøver du nu ikke længere mobilen for at se.

Stemmekontrol er fortsat en fadæse. I teorien kan du blandt andet diktere SMS’er eller oprette kalenderaftaler - men fortsat kun på engelsk og 5-6 andre europæiske sprog.

Lige meget hvordan jeg forsøger at udtale ’Seuwhren’ på mit dangelsk, så jeg kan altså ikke sende en engelsk besked til Søren, og du kan glemme alt om at oprette en ’rødgrød med fløde’-date i kalenderen.

Og så ligner du i øvrigt en tosse, når du konverserer med skoleengelsk til dit ur. Med andre ord: glem stemkontrollen og fisk mobilen op ad lommen i stedet.

SmartWatch-3-SWR50-gallery-02-1240x840-ee14d83190f2a130bf389af4d9ff159e.jpg

Godkendt batteri

Sidste test-parameter er samtidig den største akilleshæl for smart-ure generelt: Batteritiden.

Siden første Wear smartwatch (Motorola Moto 360) blev til, har Google og producenter kæmpet med at få urene til at række mere end én dag, før de måtte give op.

Android Wear opdateringerne har hjulpet, men urets skærmteknologi og et relativt stort batteri på 430 mAh gør Sonys ur til den bedste inden for sin kategori. Jeg oplevede rutinemæssigt to hele dages brug før displayet sortnede. Slår du skærmens ’always on’-funktion fra, kan du endda håbe på tre dages brug.

Brugen af uret er dog fortsat enormt afgørende for, hvor lang tid uret holder sig vågent. Slår du musik, GPS-tracking og skærm til samtidigt, dratter batteritiden til ca. tre timer. Altså ikke nok til Iron-mænd og marathonløbere, men rigeligt til de fleste motionister.

Opladningen er heldigvis en enkel affære. I stedet for at være afhængig af særlige ladestationer eller trådløse opladere, skal du bare åbne en gummiflap under uret og stikke et micro-USB kabel ind. Efter 45 minutter er vi i gang igen.

AP883175778752.jpg

Et aktivt og vågent smartwatch

Den ser ikke ud af meget, Sonyen, men som testen skred frem blev jeg ganske hooked på den sportslige kompagnon.

Den er komfortabel, batteriet er relativt godt og så er dens skærm altid anvendelig – gode grundlæggende dyder, som ikke alle rivaler lever op til.

Smartfunktionerne er fortsat begrænsede af Googles manglende forståelse af dansk, men app-kataloget udvides konstant og bliver mere og mere interessant. Samtidig er den gode hardware garant for, at uret ikke bliver forældet lige foreløbigt.

Sat op mod løbe-specialisterne fra Garmin, Suunto eller Polar er Sony’en ikke nær så fintunet til sportsbrug: Træningspas kan maksimalt vare tre timer - eller to timer, hvis du også skal have glæde af uret resten af dagen. Men den har visse fordele: Skærmen er altid læselig, og du kan samtidig bruge uret som musikafspiller.

LÆS OGSÅ: Sony Smartwatch 2 - et smart ur godt på vej

Med en dagspris på 1.290 kr. er Smartwatch 3 prissat skarpt, for du får en kompetent cocktail af funktioner og holdbarhed med i handlen.

Fordele:

  • Robust enhed

  • Tydeligt display

  • Tilfredsstilende batteritid

  • God pris

Ulemper:

  • Udvaskede farver på skærmen

  • Android Wear ikke færdigudviklet

Partner

mobilsiden_logo_med_hymanoid (1).png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med Mobilsiden.
Læs test af alle mobiler og nyheder om telefoni og gadgets på mobilsiden.dk

Test: Moto 360 vs. Sony SmartWatch 3: To alen af ét stykke

20-03-2015: Test: Forskellene er små på to smart-ure, der begge er baseret på Android Wear. Læs artikel

Test: Smart-uret der virker

29-01-2014: Sonys vandtætte smart-ur er mere fleksibelt end konkurrenternes og gør, hvad det skal. Læs artikel

Test af Samsung Gear S2

13-06-2016: Ideen er god, men børnesygdommene er mange. Læs artikel

Test af Sony Action Cam Mini HDR-AZ1

25-06-2015: Anmeldelse: Sonys mikroskopiske Action Cam Mini kan sagtens lege med de store - hvis du har et ekstra batteri med. Læs artikel

Test af LG G Watch Urbane

30-05-2015: Anmeldelse: LG giver sit runde G Watch R et facelift - men det er ikke alle kosmetiske indgreb der er lykkedes. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...