Find mere om:
Test af Sony Xperia E4 | elektronik.guide.dk

Test: Her er Sonys snusfornuftige budgetmobil til under 1.000 kr.

Anmeldelse: Sonys seneste budgetmobil, Xperia E4, er langt bedre end prisskiltet antyder, men alligevel vil du aldrig glemme at den er en billig sag.

Sony tilbyder, som de fleste Android producenter, telefoner i alle prisklasser. Øverst i hakkeordenen finder du Z-serien, derefter kommer T- og M-mobilerne til mellemklassen, og til sidst finder du E-klassen, hvor e’et givetvis står for ’Economy’.

Dagens testdeltager hedder Xperia E4 og befinder sig i toppen af bunden. Den introducerer en skærmstørrelse på 5 tommer og quad-core regnekraft - sjældenheder for en smartphone til under 1.000 kr.

Mest interessant i Sonys budgetmobil er, at den japanske producent lover to dages driftstid - ligesom i topmodellerne Z3 og Z3 Compact. Mobiler der begge vækker begejstring med glimrende batterilevetid.

SE OGSÅ: Sony Xperia M4 Aqua: Første kig [WEB-TV]

Det lyder godt på papiret, men mobilen er prissat til lige over 800 kr., Sony må da have sparet et sted? Mobilsiden.dk undersøger sagen.

Specifikationer Sony Xperia E4:

  • Mål: 137 x 74,6 x 10,5 mm, 144 g
  • Skærm: 5,0” qHD, 960 x 540, 220 PPI
  • Kamera: 5 MP, 2 MP frontkamera
  • Ydelse: 1,3 GHz quad-core, 1GB RAM
  • Batteri: 2.300 mAh.
  • Lager: 8GB + micro-SD
  • Netværk: micro-SIM 2/3G
  • Software: Android 4.4.4 KitKat
  • Øvrigt: Fås i sort eller hvid.
  • Pris: Omkring 800 kr.

06_E4_Black_Front.jpg

Sidste telefon jeg fik fornøjelsen af at teste, var HTC’s manisk vellavede One M9 telefon, at springe direkte over til Xperia E4 får hurtigt en ned på jorden igen. De deler skærmstørrelse, men så stopper enhver sammenligning også der.

For at holde prisen i ave er det naturligvis plast, der er anvendt i Xperia E4, hvor en plastskal i sort eller hvid omslutter displayet. Jeg ved godt, at Sony ikke kan tillade sig at være rundhåndet alle steder i en meget prisvenlig mobil, men lige præcis denne type plast er så hul, tynd og skør, at jeg har svært ved at mindes nogen dårligere plast.

Nuvel - nu er det ikke nogen premium-mobil det her, piller du bagcoveret af finder du faktisk en ny skal af plast, som er ganske solid. De to lag plast skal derfor nok sikre, at E4 ikke går itu lige foreløbigt.

Batteriet kan ikke skiftes ud, men det er ingen katastrofe. Hvis batteriet skulle give op om 2-3 år, vil E4 vel også være moden til en opgradering til den tid.

LÆS OGSÅ: Sony Xperia E1 anmeldelse: Smartphone eller Walkman? [TEST]

Xperia E4 føles egentlig større end de fleste 5-tommers mobiler. Det hænger sammen med, at den måler 137 x 74,6 x 10,5 mm, hvilket fortsat er lommevenligt, men en del bredere end mobiler i 5-tommers vægtklassen. En LG G3 med sit store 5,5” display er lige så bred.

En anden ergonomisk fadæse er volumenknappernes placering. De ligger på højre side langt under power-knappen, hvor tommelfingeren skal knækkes bagud for at nå.

02_E4_White_Tabletop.jpg

Overraskende god lyd til den store skærm

Sony Xperia E4 tilbyder den største skærm, som du kan anskaffe dig for under 1.000 kr. Det er en bedrift i sig selv. Når du ser skærmen, forstår man også godt, at her er der tale om en budgetenhed. Opløsningen på 960x540 vil ikke snitte nogen med sin skarphed, men rækker lige til at vise det meste indhold.

Farverne er hæderlige, men kontrasten skuffer, ser du E4 fra siden, vil den hurtigt tone ud i en grå masse. Det er ikke nogen high-end skærm, men det dækker et basalt behov.

Forgængeren Xperia E1 slog sig på at være en kapabel lydafspiller, og den arv følger E4 op på. Det er en enlig højtaler, du finder på bagsiden, men den spiller bedre end hos den gennemsnitlige budgetmobil.

Det store display, den hæderlige lyd og 8 GB lager med micro-SD udvidelse gør i sidste ende E4 til en kapabel mediemaskine til spotpris.

04_E4_White_Corner.jpg

Kapabelt kraftværk

Quad-core processorer hører fortsat til sjældenhederne i dette prisleje, men det får du altså med her. Den firecylindrede mekanik tikker ved 1,3 GHz hvilket sikrer at E4 sjældent halser efter. Der opstår enkelte tænkepauser, når du multitasker, men ellers er E4 generelt oppe på dupperne.

Der medfølger 1 GB RAM, hvilket må betegnes som et godt minimum til en mobil anno 2015.

Til spil får du en Mali-400MP2 grafikchip, hvilket placerer den i samme lag som mellemklasse-mobiler udrustet med Adreno 305. Med andre ord, nok til 3D-spil som Asphalt eller Real Racing 3, men grafikken kan hakke til tider.

E4 synes også at være faldet i gryden med batteri-drik, da den var lille

Batteriet er på 2.300 mAh, hvilket er i den mindre ende for en 5” mobil, men ligesom Sonys toptelefoner synes E4 også at være faldet i gryden med batteri-drik, da den var lille. Sony lover to dages driftstid, hvilket kan opnås ved let brug. Slår du Stamina-funktionen til, kan du udbygge dens levetid yderligere.

Når E4 skal lades, forgår det igennem den medfølgende oplader og en komisk kort ladekabel på 15 cm. Det tager et par timer, og så er E4 i gang igen.

Software som i de store

Sony bygger videre på Android 4.4 KitKat, hvilket er et godt match til begyndermobilen. Ikoner, menuer er fortsat nydeligt designede, og du får et væld af funktioner med - såsom et tastatur, der kan skræddersys til enhver slags brug, bl.a. swype-input.

Jeg er dog mindre vild med Sonys widgets, der overlæsser interfacet, men det kan heldigvis hurtigt fjernes. Sonys mange medfølgende apps skal du derimod leve med. Visse af dem er fine og kompetente såsom Walkman og Album, mens andre apps som Garmins Navigation (med prøvetid på én måned) eller Partyshare (til fotodeling) er overflødige og nærmer sig ’bloatware’.

LÆS OGSÅ: Billige Sony-mobiler får ikke Lollipop-opdatering

Kamera-applikationen er den samme, som du finder i Sonys allerdyreste Z-mobiler og giver en uhørt høj grad af funktioner og features i en budgetenhed.

Skal E4 være din allerførste mobil er funktionen ’Enkel Start’ værd at prøve. Frem for at have Android i sin sædvanlige mundering kan hjemmeskærmen erstattes af 12 store faner, med hver deres funktion såsom browser, indstillinger, mapper, kamera eller andet.

xperia-e4-gallery-02-1240x840-c74b0c4d948c0e27bd4f6739b2759150.jpg

Slet ikke dumt kamera

Til de fotoglade er E4 udstyret med et kamera på 5 MP. Opløsningen er mindste fællesnævner efterhånden, men det lille apparat præsterer udmærket til trods for sine budget-rødder.

Er du villig til at investere lidt tid i at få det bedste ud af dine fotos via den manuelle funktion, kan der hives ganske gode billeder ud af mobilen. Bruger du alene fuld auto-indstilling er farverne gode, men E4 har en tendens til at undereksponere.

Har du lyst til at eksperimentere, byder E4 også på mange avancerede features: HDR, Panorama, time-lapse, livestream til Youtube, live retouchering og mange andre funktioner giver rige legemuligheder for de fotonysgerrige.

Selv ved svagt lys klarer E4 sig relativt godt. Det lille fotomodul leverer brugbare fotos som lige nøjagtig rækker til delinger på sociale medier - uden at du behøver at skamme dig. Og så har den et fotolys, hvilket ikke er en selvfølge i denne prisklasse.

LÆS OGSÅ: Motorola Moto E - Økonomiklassens prins [TEST]

Videoerne har samme gode egenskaber, og så kan du optage i Full HD – hvilket er uhørt for mobiler i denne kategori. Videoerne måler sig ikke helt med dyrere mobiler, men vil række til sociale medier, forudsat at du optager i dagslys.

Frontkameraet på 2 MP er også godkendt, og igen er jeg bare glad for, at det er inkluderet i sådan en billig enhed.

Toolbox - Mobilsiden - Sony Xperia E4 Videosample

En glimrende mobil i ussel emballage

Det er en spændende enhed Sony har sat sammen. Her får du en relativ stor skærm, en tilfredsstillende ydelse og et udmærket kamera – alt sammen til en lav pris.

Alligevel kan jeg ikke få armene helt i vejret over Sonys veltænkte budgetbud. For den føles billig. Den miserable plast, der omslutter E4, er ikke 5 flade ølkapsler værd, og det ærgrer hver gang mobilen tages i brug. Det er skam solidt nok, men det føles ganske enkelt tarveligt.

Havde Sony lagt 50 øre mere ind i kabinettet, ville Xperia E4 være en stensikker favorit som årets budgetmobil. Som den er nu, er den en snusfornuftig mobil til dem, der udelukkende vægter funktion over form.

Vi lander derfor på 4½ ud af 6 mulige stjerner.

LÆS OGSÅ: Microsoft Lumia 535 - masser af mobil for pengene [TEST]

Fordele:

  • Stor skærm
  • Fornuftig ydelse
  • God driftstid
  • Brugbart kamera

Ulemper:

  • Tarveligt plastdesign
  • For lidt kontrast på skærmen

Partner

mobilsiden_logo_med_hymanoid (1).png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med Mobilsiden.
Læs test af alle mobiler og nyheder om telefoni og gadgets på mobilsiden.dk

Test af syv nye smartphones

14-07-2016: Vi opsummerer indtrykkene af årets nye mobiltelefoner og finder deres unikke fordele, så du kan vælge den helt rigtige. Læs artikel

Test af Sonxy Xperia X Performance

12-07-2016: Sonys ultimative smartphone for 2016 har vist sig at være lidt af en skuffelse. Der er nogle lyspunkter, men skuffelserne kan nævnes i flæng. Læs artikel

Test af Sony Xperia M5

05-03-2016: Anmeldelse - Sony har høje ambitioner til deres mellemklassemobil Xperia M5 - og det forpligter. Læs artikel

Nyhed: Produkt-orgie fra Sony Mobile

23-02-2016: Sony lancerede både tre nye mobiler og fire produkter til Internet of Things på mobilkongressen i Barcelona. Læs artikel

Test af Sony Xperia M4 Aqua

28-09-2015: Muligheden for at tage mobilen med i bad har hidtil måttet undværes på de billigere Xperia-modeller. Men M4 Aqua er – som navnet antyder – en amfibietelefon. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...