Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af OnePlus X | elektronik.guide.dk

Anmeldelse: OnePlus X brillerer på kvalitet og funktionalitet

Mobilselskabet med de kontroversielle salgsmetoder har et nyt hit på menuen: OnePlus X.

OnePlus er ikke nogen synderlig stor mobilproducent. Faktisk er den langt fra top 10'en af etablerede smartphoneproducenter.

Alligevel har det lille selskab på rekordtid formået at skabe sig et navn, som mobilentusiaster kan nikke genkendende til.

En del af opskriften på succesen har været en aggressiv, til tider provokerende, markedsføring på de sociale medier. Den anden, mindst lige så vigtige, del er, at produkterne leverer et velgarneret teknikblad, der kan bide skeer med markedets bedste - og det til en meget favorabel pris.

Med de to ingredienser har selskabet formået at skabe megen hype omkring sig selv. En hype som kun de allerstørste producenter og deres kæmpemæssige markedsføringsbudgetter kan overgå.

I selskabets nyeste telefon, OnePlus X, er der dog skruet ned for de mest manipulerende PR-tricks. Eksempelvis vil telefonen snart kunne købes uden invitationer, og specifikationerne er skruet en tand ned. Til gengæld er den billig - godt to tusinde kr.

LÆS OGSÅ: OnePlus X - første møde [WEB-TV]

OPX_003-Ceramic_Front_02.jpg

Specifikationer for OnePlus X:

  • Mål: 140 x 69 x 6,9 mm, 138 g/160 g (keramik)
  • Display: 5" tommer Full HD, 441 PPI
  • Ydelse: Snapdragon 801, 3 GB RAM
  • Kamera: 13 MP f/2,2 fase-detektion AF, Full HD video, 120 fps slowmotion, 8 MP frontkamera
  • Lager: 16 GB + microSD
  • Batteri: 2.525 mAh
  • Software: Oxygen OS, Android 5.1.1 Lollipop
  • Netværk: 2G, 3G, 4G
  • Øvrigt: dual-SIM
  • Pris: 2.049 kr. / 2.799 kr. (keramik)

OPX_019-Ceramic_Back_Left_01.jpg

To stilfulde nuancer af sort

Inden jeg kaster mig hovedkulds i at beskrive telefonen, er det værd at pointere, at OnePlus X kommer i to varianter: den testede Onyx black samt i en mere eksklusiv variant med keramisk bagside.

De ligner hinanden på en prik, men den keramiske version erstatter altså Gorilla Glass-bagsiden med mere ridsefast keramik. Det giver en anden tekstur, der øger vægten med godt 20 g og prisskiltet med 750 kr.

Selvom den testede ’Onyx’-udgave er væsentlig billigere, er der dog intet skrabet over den. Den er en udsøgt sandwich af to lag glas, der hver især buer ned i en riflet aluminiumsramme. Designet minder godt nok en del om en fladmast iPhone 4S, men det er nu fortsat en nydelig skabelon at arbejde ud fra.

LÆS OGSÅ: OnePlus X lanceret: Gode specs til en skarp pris

Finishen på de sorte glasflade ligner pianolak og er så blank, at du nærmest kan spejle dig selv i den. Det tager sig flot ud, men tiltrækker fedtfingre som fluepapir. En anden ulempe opstår, når du lægger den fra dig på visse overflader, eksempelvis sofaens stofpuder. Her vil mobilens skøjten give en troværdig efterligning af Bambi på glatis.

Jeg er til gengæld ret vild med selve størrelsen på telefonen. Med mål på 140 x 69 mm er den ikke meget større end en iPhone 6 eller Sony Z5 Compact og vil derfor kunne betjenes sikkert med en hånd.

Telefonen er samtidig ikke mere end 6,9 mm tyk, hvilket vil, sammen med de fine materialer og den nydelige finish, nemt narre de fleste til at tro, at denne telefon er langt dyrere, end den egentlig er.

OPX_018-Ceramic_Front_Left_01.jpg

Fine detaljer

Det gode indtryk starter faktisk allerede ved emballagen, hvor OnePlus forstår at pakke deres telefon i en emballage, der er high-end-elektronik værdig. Samtidig inkluderes der en kraftig oplader og et gennemsigtigt plastcover. Coveret virker godt nok lidt billigt, men det følger med gratis, så ingen kritik herfra.

Men tilbage til telefonens fine detaljer: de to store glasflader ser helt sorte ud, kun afbrudt af et OnePlus-logo og et lille kamera på bagsidens ene hjørne. Knapperne på fronten kan kun knapt anes, og du vil derfor skulle vænne dig til at finde dem, uden rigtigt at kunne se dem. Man famler lidt i starten, men lærer hurtigt, hvor de er.

LÆS OGSÅ: OnePlus tilbyder udvidet mobilgaranti

Den fine aluminiumsramme er derimod brudt noget mere op. På højre side er en skuffe til enten to gange nano-SIM, hvoraf det ene kan udskiftes med et microSD-kort, hvis de 16 GB lagerpladsen skulle slippe op.

Nedenunder er en smal volumenknap og power-knap, der begge klikker tilfredsstillende. Placeringen er god, for tommeltotten har ingen problemer med at nå begge dele.

På modsatte side finder du en notifikationsknap med tre indstillinger: ingen, foretrukne eller alle. Det fungerer altså i stil med iPhonens mute-knap, men med den ekstra mulighed at få brudt telefonens tavshed, når vigtige kontaktpersoner forsøger at få fat i dig.

OPX_004-Ceramic_Bottom_01.jpg

Flot billede. Tvivlsom lyd

Fronten domineres af et 5 tommer stort display med Full HD-opløsning – rigeligt til de flestes behov.

Skærmen er bygget på AMOLED-teknologien, hvilket sikrer en noget nær uendelig kontrast med meget livlige farver. For mit vedkommende er det lidt overvældende, men det ser unægtelig flatterende ud – især med film.

Displayet er lysstærkt og tager sig flot ud fra enhver tænkelig vinkel. Et lille men er dog den automatiske lysregulerings kedelige tendens til ivrigt at skrue op og ned for sig selv, hvilket distraherer til tider.

Alt i alt er det dog den bedste skærm, jeg har oplevet i sin prisklasse. Derfor ærgrer det mig da også, at højtaleren ikke leverer en lyd, der kan matche det flotte billede. Den spiller bare hverken synderlig højt eller godt, og placeringen i bunden bliver let skærmet af ens håndflade.

Med andre ord: brug et headset i stedet.

oneplus-x22-138080.jpg

Glimrende ydelse

Under den fine, skinnende overflade banker en quad-core Snapdragon 801-processor. Det er samme mekanik, som du sidste år fandt i toptelefoner som Samsung Galaxy S5 og HTC One M8.

Sammen med 3 GB RAM, og uden at den hindres af noget tungt interface, leverer den en meget positiv oplevelse. Den føles reelt set som en topmobil, for jeg bemærker sjældent nogle pauser – selv i forhold til dagens hurtigste mobiler.

Når der fyres op for spil, leveres disse også uden irriterende hak eller tøven. Faktisk får du næppe bedre spilydelse i dette prisleje.

LÆS OGSÅ: Skrot din Samsung Galaxy S6 og få en gratis OnePlus 2

Strømmen leveres af et 2.525 mAh stort batteri – en gennemsnitlig størrelse, der resulterer i en gennemsnitlig driftstid.

I praksis holder den sig i live i en hel og aktiv dag, men så heller ikke meget mere. Er der langt til næste strømstik, har OnePlus X heldigvis en kompetent strømsparemodus, der kan klemme to dages drift ud af telefonen – dog med neddroslet ydelse og funktioner til følge.

Opladningen foregår tjept takket være en 10 watts-oplader som kan hælde 64 pct. strøm i mobilen på en time. 45 minutter senere er der tanket helt op.

LÆS OGSÅ: Sammenligning: OnePlus X mod OnePlus 2 og OnePlus One  

Den generelt gode ydelse rundes af med en antenne, som yder rigtig godt. Den havde ingen problemer med at fange de hurtige 4G-bølger selv under vanskelige forhold.

Er du ude og rejse, eller veksler du mellem to abonnementer, tilbyder OnePlus X, at du kan iføre et ekstra nano-SIM-kort i siden på mobilen. Håndteringen af de forskellige kort er enkel, og batteriet så umiddelbart ikke ud til at lide synderligt af den ekstra antennes behov for strøm.

Rendyrket Android med små tweaks

Oneplus X leveres med Oxygen OS - en version af Android 5.1 Lollipop, der læner sig meget tæt op ad originalen i Googles Nexus-telefoner.

Det er enkelt og minimalistisk at se på, men adskiller sig ved eksempelvis at bruge sorte baggrunde der, hvor Google normalt foretrækker en hvid ditto. Det holder givetvis strømforbruget nede.

LÆS OGSÅ: Officielt: Android 6.0 kommer til OnePlus-telefoner

Du får ikke allernyeste version af Googles styresystem med OnePlus X, 6.0 Marshmallow, men selskabet bag X'eren oplyser, at der arbejdes på en opdatering, som skulle komme i starten af næste år. OnePlus integrerer dog allerede nu en Android 6.0-funktion med særskilte tilladelser til apps.

For at gøre betjeningen enklere i hverdagen, tilbyder Oxygen OS dobbeltprik for at vække mobilen samt såkaldte ’gestures’. Ved at tegne den rette streg, får du adgang til visse funktioner – når mobilen er slukket. Et ’V’-tegn blusser op for lommelygten, et ’O’ åbner kameraet, mens ’>’, ’<’ og ’||’ spoler henholdsvis frem, tilbage og pauser musikafspilleren.

oneplus-x15-138075.jpg

Frem for alt et hurtigt kamera

OnePlus X’s kamera handler først og fremmest om en ting: at få billedet i hus i en fart. Fokus indfanges i et hæsblæsende tempo, endda til tider for hurtigt, for billedet knipses, før det rette fokuspunkt er nået.

Samme satsning på hastighed afspejles også i interfacet, der skrotter de mange avancerede funktioner for i stedet at give en enkel peg-og-skyd-oplevelse - lige som i Googles egen kamera-app.

Selve billederne er generelt veleksponerede, men dynamikken er begrænset, og farverne er matte med et blåstik, der ikke flatterer ens motiver.

Under svære lysforhold leverer OnePlus igen tilfredsstillende resultater, men løber ikke fra, at det er et budgetkamera.

LÆS OGSÅ: Sony Xperia M4 Aqua - Vandhund til stærk pris [TEST]

På videofronten vil OnePlus nok heller ikke vinde nogen teknisk Oscar for den leverede kvalitet, men som med fotodelen er resultatet rimeligt og bestemt over gennemsnittet i prisklassen.

OnePlus giver samtidig nogle interessante funktioner, som du kan eksperimentere med. Slowmotion er jo altid sjovt, om end kvaliteten er langt fra HD, og HDR-funktionen giver flottere billeder, omend på bekostning af hastigheden.

oneplus-x18-138077.jpg

Årets budgetmobil – med et forbehold

Prisvenlig elektronik kommer ofte med begrænsninger, der skal jo spares for at ramme et givent prisleje. Derfor er det også sjældent, at budgetvenlige mobiler kan vække begejstring, men det er ikke desto mindre det, OnePlus X gør.

Den udsøgte finish og overbevisende konstruktion er alt andet end skrabet, mens ydelsen på mange fronter bider toptelefoner i haserne. Slet ikke noget, man ville forvente i en telefon til bare to tusinde kroner.

Et par områder vidner dog om, at telefonen ikke hører til den absolutte top. Kameraet kunne tage bedre fotos, og batteriet bør leve lidt længere. Her gør alternativer som Motorola Moto G (3. gen) og Sony Xperia M4 Aqua det dog lidt bedre.

Men set fra oven mindes jeg ikke nogen anden telefon, som leverer så komplet en pakke af ydelse og funktioner til så fordelagtig en pris – måske med undtagelse af den oprindelige OnePlus One dengang denne udkom.

En topkarakter virker oplagt, men OnePlus snubler lige før målstregen ved at holde fast i deres irriterende invitationssystem. OnePlus lover godt nok, at der vil være bredere tilgængelighed fra næste måned af, men jeg vil helst se det, før jeg tror det.

OnePlus lover mange ting.

Samtidig er forretningen udelukkende web-baseret hvilket besværliggør eventuel support og gør, at du hverken kan se eller prøve telefonen, før du køber den.

LÆS OGSÅ: OnePlus X - sådan får du fat i den

Med til trods for disse udfordringer vil jeg stadig bifalde OnePlus for deres prisvenlige X-cocktail af kvalitet og funktioner. Den er derfor også mit bud på årets bedste budgetvenlige mobil og slutter på 5½ stjerner ud af 6 mulige.

Fordele:

  • Lækker finish og konstruktion
  • Glimrende ydelse
  • Skarp pris
  • Lynhurtigt kamera
  • Enkel Android-software
  • Dual-SIM og stærk antenne

Ulemper:

  • Frustrerende invitationssystem
  • Gennemsnitlig driftstid og fotokvalitet
  • Ingen NFC

Partner

mobilsiden_logo_med_hymanoid (1).png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med Mobilsiden.
Læs test af alle mobiler og nyheder om telefoni og gadgets på mobilsiden.dk

Test af OnePlus 3

22-06-2016: Anmeldelse af OnePlus 3: Tredje gang er lykkens gang for kinesiske OnePlus der sætter alle sejl til. Læs artikel

Test af OnePlus Two

25-05-2016: Kan OnePlus gentage succesen fra sidste år med den nye OnePlus 2? Mobilsiden har testet topmodellen til lavpris. Her følger dommen over OnePlus 2. Læs artikel

Test: Her er de bedste smartphones i mellemprisklassen

06-12-2015: Står der ny mobil på ønskesedlen, og vil du have det gode kompromis mellem pris og kvalitet, er der spændende tilbud at hente i mellemklassen. Læs artikel

Test af syv nye smartphones

14-07-2016: Vi opsummerer indtrykkene af årets nye mobiltelefoner og finder deres unikke fordele, så du kan vælge den helt rigtige. Læs artikel

Test af Sonxy Xperia X Performance

12-07-2016: Sonys ultimative smartphone for 2016 har vist sig at være lidt af en skuffelse. Der er nogle lyspunkter, men skuffelserne kan nævnes i flæng. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...