Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af Nokia Lumia 930 | elektronik.guide.dk

Test af Nokia Lumia 930

Kun få fejl forhindrer Lumia 930 i at nå en topkarakter. Gennemgående er det en fremragende topmodel.

Smartphone
Nokia Lumia 930
Nokia

Plus:

  • Flot skærm
  • Imponerende kamera (med småfejl)
  • Lækkert kvalitetsdesign

Minus:

  • Ingen hukommelsesudvidelse – fastmonteret batteri
  • Kameraet starter langsomt
  • Lidt dyr i forhold til app-udvalget

Fakta:

  • Størrelse: 137 x 71 x 9.8 mm
  • Vægt: 167 g
  • Skærm: 5.0” OLED (1080 x 1920 pixels)
  • Kamera: 20 megapixels med autofokus, optisk billedstabilisator og Zeiss optik
  • Frontkamera: 1.2 megapixels
  • Processor: Qualcomm Snapdragon 800 – quad-core 2.2 GHz
  • RAM: 2 GB
  • Hukommelse: 32 GB (ingen udvidelse via microSD)
  • Batteri: 2.420 mAh

Enden er nær! Microsoft har overtaget Nokia, og Lumia 930 er den sidste topmodel med varemærket ”Nokia”. Det gamle brand med mange oplevelser og følelser i sig præger den øverste højre side af skærmen, men i presse- og marketingsmaterialer er udfasningen godt i gang.

Den kommende navnestrategi har Microsoft endnu ikke offentliggjort.

Lumia 930 har en forside belagt med det superstærke Gorilla Glass 3, der er modstandsdygtig overfor hverdagens knubs. Bagsiden i mat plastik er ikke specielt modtagelig overfor fedtfingre, og det hele er sat sammen med en kraftig sandblæst aluminiumsramme. Rammen er ifølge Microsoft Devices designet til at aftage og fordele den trykpåvirkning der opstår ved tab, således telefonen tager mindre skade.

Lumia 930 både ser ud og føles som god kvalitet, hele vejen igennem, og de tre knapper (lyd, power, kamera) på højre side har en god klikrespons, så man altid ved hvornår og hvor der er trykket.

Headsetstikket er centreret på toppen, det samme er opladestikket (micro-USB) blot i bunden, det er begge placeringer, der i min optik er optimale.

Umiddelbart under skærmen findes ”Tilbage”, ”Hjem” og ”Søg”. Her undres jeg over, at disse ikke er en integreret del af skærmbilledet, som tilfældet er på den noget billigere Lumia 630 / 635. Det virker underligt at benytte pladsen på rammen, når skærmen fint kunne anvendes.

Test: Lumia 630 – en elskelig Windows Phone

Fyldt med kræfter

Det hører med til produkter fra den øverste hylde, at de skal have mange kræfter – og det har Lumia 930. Qualcomms Snapdragon 800 processor på 2.2 GHz (quad-core) giver telefonen lige så mange kræfter som de konkurrerende topmodeller, og med det yderst smidige letvægtssystem Windows Phone, står man med en fantastisk god oplevelse.

I benchmarktest på Antutu scorer Lumia 930 omkring 25.007 point, og det er nok til håndtering af krævende spil og applikationer. Og mens lillebror-modellen Lumia 630 ikke har hukommelse nok til selv Subway Surfers, så spiser 930’eren store spil til morgenmad.

Spil som Asphalt 8: Airborne eller Blitz Brigade, er overhovedet ikke et problem.

Lumia 930 er en 4G-telefon i Cat4 med op til 150 mbit/s download-hastighed, i hvert fald teoretisk. Wi-Fi understøtter Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac samt dual-band og DLNA. Dertil kommer muligheden for at bruge mobilen som hotspot.

Den er stabil på både mobilnet, trådløst netværk og Bluetooth (4.0 A2DP).

Selv når mobilnetværkene er udfordret formår Lumia 930, at opretholde en god forbindelse. Jeg har formået på Roskilde Festival at trække over 20 mbit/s download på Telias netværk under Rolling Stones koncerten, og så mener jeg ikke, man kan forlange mere.

Podcast: 5G er fremtiden – kom med på rejsen

Virkelig god skærmkvalitet

Med Lumia 930 får du 5 tommer Full HD skærm (1080 x 1920 pixels) baseret på OLED-teknik, som giver fremragende og naturtro gengivelse af billeder. Betragtningsvinklen er virkelig god, og uanset hvordan telefonen holdes står skærmbilledet og farverne tydeligt.

OLED har den egenskab, at når noget skal være sort, så slukkes lyset i den pågældende del af skærmen. Sort er altså stort som natten, og det giver et ufatteligt højt kontrastforhold.

Podcast: Lær om de forskellige skærmtyper

Skærmstørrelsen på fem tommer resulterer i en forøgelse af vægt og størrelse. Heldigvis vænnes man hurtigt til de 167 g. Lumia 930 opleves betydeligt mindre end LG G3, og har nogenlunde samme fysiske omfang som Samsung Galaxy S5, men i forhold til iPhone er det altså en ordentlig sag.

Test: LG G3 – stor anmeldelse

Frontglasset er slebet så det forsigtigt buer ud mod kanterne. Udover at være æstetisk smukt føles det lækkert. Denne måde at slibe glasset på blev første gang set på Nokia Lumia 800, der kom på gaden i efteråret 2011.

Skærmen har også ClearBlack-teknik der særligt udendørs gør skærmbilledet lettere at se. Det sker ved at reducere refleksionerne med en teknik tilsvarende den som anvendes i solbriller, der har polariserede glas. Efter min opfattelse er der ikke tale om salgsgas, men noget der rent faktisk virker og giver god mening. Jeg har på intet tidspunkt haft problemer med at se skærmindholdet, heller ikke i sollys.

Lysføleren er præcis og hurtig til at justere skærmlyset i forhold til omgivelserne, og udover auto-funktionen kan du selv vælge blandt de faste indstillinger ”Lav”, ”Mellem” og ”Høj”.

Lækkert interface

Fra dag ét har jeg synes om Windows Phone-brugerfladen med firkanter i forskellige størrelser, og fra udgave til udgave, har Microsoft forfinet idéen bag de såkaldte ”tiles”.

Senest (fra version Windows Phone 8.1) kan udviklerne vælge at gøre genvejene transparente, så ens personlige baggrundsbillede ses bagved ikonerne. Desværre er det langt fra alle apps, der endnu gør brug af muligheden.

Windows Phone 8.1 styresystemet fungerer effektivt, og særligt notifikationscenteret i topgardinet, kaldet Action Center, bringer Windows Phone tættere på sine konkurrenter, og gør generelt mobilen lettere at anvende.

Action Center samler notifikationerne fra de forskellige applikationer og funktioner, præcis som på Android og iOS. Derudover kan fire hurtig-genveje defineres til blandt andet Wi-fi. Bluetooth, skærmlås osv., og der kan vælges mellem 10 forskellige.

Brugeren kan justere hvordan de forskellige programmer skal opføre sig, når der udsendes notifikationer. F.eks. kan et program som Twitter eller Facebook vise beskeder i Action Center, uden at poppe op med en besked, ligesom det også kan lade sig gøre, at angive hvilken lyd der skal benyttes.

Action Center, eller på dansk ”Handlingscenter”, er den bedste og vigtigste nyhed på Windows Phone nogensinde. Dette samlede overblik gør det både lettere og mere effektivt, at anvende en telefon med Windows Phone.

Hoster i navigationen

Du får det komplette navigationssystem Here Drive+ gratis med, og kortmaterialet kan downloades lokalt til telefonen, så du kan køre Europa tyndt, uden bekymringer om dataregningen.

Here Drive er egentlig et glimrende program, som et langt stykke hen ad vejen opfylder alt hvad der forventes.

På en 600 kilometers testtur i Danmark har jeg dog desværre oplevet, at telefonen ikke har kunne genberegne ruter hurtigt nok og ind i mellem har navigationen virket forvirret.

Det betød faktisk et par smuttere hvor jeg ikke fik drejet ned af den rigtige vej, fordi programmet var nogle sekunder bagud. Mon ikke en softwareopdatering på et tidspunkt kan justere lidt på tingene.

Du får også Here Maps og Here Transit, som er en del af den gratis softwarepakke Lumia-telefonerne generelt er født med.

Fantastisk godt kamera

Kameraet på 20 megapixels med Zeiss-optik tager billeder så fulgene synger, stort set hele tiden. Selv i mørke omgivelser bliver billederne gode med minimal billedstøj.

Ind i mellem fanges hvidbalancen ikke korrekt, en fejl som jeg tænker, bliver rettet i kommende opdateringer. Når billederne efterfølgende ses på en computerskærm er det tydeligt, at dette kamera sagtens erstatter ens sædvanlige lommekamera.

Lumia 930 har som en af de få smartphones optisk billedstabilisator, der sikrer et skarpt foto, også når mørket falder på og lukketiderne bliver længere.

Nokia Camera (som kamera-delen hedder) har mange manuelle indstillingsmuligheder hvor den kreative amatørfotograf vil føle sig hjemme. Der kan justere på blandt andet eksponering, lukketider, ISO, fokus m.fl. Alle andre kan anvende autotilstand, som for det meste fungerer glimrende.

Den fysiske kameraknap gør det let at aktivere kameraet, når et fotomoment opstår, men opstartstiden er meget langsom. Vi taler omkring 4-5 sekunder inden kameraet er klar, til at skyde et billede. Jeg synes heller ikke autofokus-delen er hurtig nok.

Videooptageren understøtter kvaliteter op til 1080p med 30 billeder per sekund (fps). Her er resultatet virkelig godt, og selv lyden når der optages i omgivelser med meget højt lydtryk, er godkendt.

Alt i alt synes jeg dog, at vi står med et mobilkamera, der hører til blandt de bedste på markedet.

Se billeder og video fra Lumia 930

Rimelig god batteritid

Batteriet på 2.420 mAh er ikke verdens største mobilbatteri, men det holder faktisk strøm ganske fornuftigt, trods den store skærm og kraftige processor. Ved almindeligt brug, såsom samtaler, SMS og Facebook oplevede jeg at der var strøm nok til langt mere end en arbejdsdag. Men ved lidt mere aktivt brug virker Lumia 930 batterisulten. Aktivt brug kunne være brug af Endomondo, navigation eller multimedie.

Windows Phone 8.1 har en forbrugsoversigt, hvor du kan holde øje med hvilke applikationer eller tjenester, som tapper på batteriet. Det kan også angives om en applikation må køre i baggrunden, hvilket kan være meget nyttigt at kunne styre, særligt hvis man har mistanke om en batteri-tyv.

Lumia 930 er den første Windows Phone med såkaldt SensorCore. Her indsamles data fra telefonen bevægelsessensorer, hvorefter de sendes videre i systemet i pakker. SensorCore ved om man går, løber eller kører bil. Gevinsten er længere batteritid.

SensorCore hardwaren sidder i Qualcomms Snapdragon processor (se video om SensorCore her). En tilsvarende funktion findes i iPhone 5S. Her kaldes det en M7 co-processor.

Før SensorCore fungerer skal det være understøttet af softwaren, hvilket kræver udviklerne indbygger det i deres applikationer. Microsofts eget program Helbred og Fitness, der medfølger på enheden, gør brug af SensorCore.

Test: Samsung Galaxy S5 – et kig værd

Ny tilgang til Facebook

På tidligere Windows Phone-versioner var Facebook-chat integreret i meddelelser, og der kunne skiftes fra SMS til chat midt i kommunikationen, men det er nu fjernet.

I stedet benyttes en chat-applikation fra Facebook Inc., ganske som på Android og iOS-enheder. Jeg synes, det giver god mening at strømline en sådan ting, da det trods alt vil spare udviklingsresurser hos Microsoft, hvilket i sidste ende kommer brugeren til gavn.

Tastaturet er efter min opfattelse et af de allerbedste på markedet, og nok et af dem jeg kan skrive hurtigst på, og ordbogen er god til at regne ud, hvad jeg ville have skrevet. Det er egentlig utroligt hvor meget volapyk, der kan oversættes til forståeligt dansk.

De populære emoji-smileys er integreret på en genial måde. Skrives f.eks. ”hej” er der straks mulighed for, at vælge en hånd der vinker, mens ”bil” udløser en tegning af et køretøj.

I Danmark må vi undvære Word Flow, Microsofts udgave af Swype, hvor ordene skrives, ved at trække en finger fra bogstav til bogstav. Word Flow er i øvrigt blevet kåret som et af verdens hurtigste smartphone-tastaturer.

Microsoft har også i vores region udeladt Cortana, der fungerer lidt lige som Siri, S Voice og Google Now. Det er dog ikke noget jeg personligt har savnet eller manglet.

God samtalekvalitet, kontakter og kalender

Lydkvaliteten ved samtaler er temmelig god på Lumia 930. Ved brug af fronthøjtaleren til speakerphone (eller musik) er vi dog ikke på niveau med lyden i en HTC One eller iPhone. En smart detalje er placeringen af højtaleren, der stort set er usynlig på oversiden langs den venstre skærmkant.

Med Windows Phone 8.1 følger også nye indstillinger for lyd. Volumen til musik og ringetoner kan justeres individuelt. Lydløs og vibratoren aktiveres fra lydstyrke-menuen, der fremkommer når volumentasten trykkes ind en enkelt gang.

I headsettet er lyden forholdsvis fornuftig. Lydspekteret ligger dog lidt forkrampet på midten uden den store dynamik. Heldigvis kan brugeren justere en del af lyden fra equalizeren, der i øvrigt både fungerer på den gemte musik samt via Spotify.

Kontaktdatabasen forbinder personerne på kryds af tjenester som Google og Microsoft Exchange med blandt andet Facebook, og oftest finder mobilen selv billedet til kontakten hvis et match på Facebook er tilgængeligt.

Kalenderen kan vise både dag, uge, måned og år. Det er let at springe mellem visningerne, og visningen af dagens aftaler, sker på en overskuelig måde. Når der klikkes på en aftale i månedsvisningen, åbner kalenderen og deler sig i to dele, hvorefter aftalerne kommer til syne.

Tydelige farveangivelser gør det let at overskue aftaler fra flere kalendere på kryds af ens konti.

Låseskærmen kan blandt andet vise den næste kalenderaftale. Dagens aktuelle vejr, kan ses som en lille grafik på dagen i kalenderen.

Stort overblik på nettet

En fem-tommer skærm af denne kvalitet giver stort overblik på nettet, og Internet Explorer 11 gør det godt. Der er hurtig indlæsning af sider, og det er ikke tungt at bevæge sig rundt på selv store websites, også dem som ikke er mobiltilpasset.

Browseren har privat-tilstand og faneblade samt muligheden for at se, hvilke faner, som er åbne på andre enheder.

Som på iPhone understøttes frem og tilbage-navigation som gestures, hvor der blot trækkes med fingeren fra enten højre eller venstre side, for at gå frem og tilbage.

Internet Explorer husker også passwords på tværs af flere enheder.

”Læser”-funktionen er min favoritfunktion i Internet Explorer 11. Ved at trykke på et ”bog”-symbol, når siden er indlæst, aktiveres en læsetilstand der gør tekstlæsning markant lettere.

Som andre Lumia-enheder integrerer 930’eren også perfekt med Microsoft Office, hvor der kan håndteres Word og Excel dokumenter, mens man er på farten. Når det kommer til Exchange-mails er der intet som slår Windows Phone.

Microsoft har nu også sin egen indbyggede podcast-applikation der kan søge og tilføje bredt fra nettet, også danske podcasts findes her. App’en er ikke perfekt, men et skridt på vejen.

Fremgang på apps

Ifølge Microsoft har Windows Phone Store nu rundet 245.000 applikationer og spil, og hver dag kommer der hundredvis af nye til.

I det samlede billede har Windows Phone Store ikke specielt mange i forhold til de 1,2 millioner der findes til henholdsvis iOS og Android. App-mængden er i sig selv ikke interessant, det er derimod app-kvaliteten og hvilke applikationer der er tilgængelige – om det er de rigtige.

Ifølge en forholdsvis ny artikel på WPcentral.com så er kun 12 applikationer, ud af top 25 listen over applikationer der ikke er spil, tilgængelige på Windows Phone.

Lokale applikationer er et endnu større problem, og dem der er tilgængelige, mangler ofte funktioner i forhold til de tilsvarende på Android og iOS.

Til de fleste tider lærer man at klare sig igennem med alternative applikationer eller ”piratapps”, som jeg ynder at kalde dem. Der er bare ikke noget der slår ”The real thing”.

Med til historien hører, at mange af de populære applikationer stadig ikke findes.

Her er et par eksempler: YouTube, Google Maps, SoundCloud, Gmail, Tinder, Uber, Dropbox, Flipboard, Fitbit, Viaplay, Mofibo, Hay Day og mange andre. Når det kommer til eksempelvis Netflix er der her en virkelig flot app, men igen mangler der funktioner, der ikke kan bruges på mere end én profil.

Test: Sony Xperia Z2 – en god topmodel

Konklusion: Et værdigt farvel og et velkommen til fremtiden

Som kamera, multimedie-device, internet-enhed og ikke mindst kommunikator og telefon er Lumia 930 virkelig fremragende. Jeg har været virkelig glad for den.

Som beskrevet i denne anmeldelse er Lumia 930 ikke perfekt, og nogle småting hist og her irriterer lidt i dagligdagen, særligt i lyset af prisen omkring 4.000 kr. uden abonnement. I den priskategori er kravene store.

Kameraet er klart en af de bedste ting ved Lumia 930, og jeg håber Microsoft får rettet fejlene omkring hvidbalance. Indtil det forhåbentlig sker, kan vi glæde os over skærmkvaliteten som er en oplevelse i sig selv.

Lumia 930 er aktuelt den bedste Windows Phone. Samtidigt viser den, at Nokia faktisk stadig har kunnet skabe virkelig spændende produkter, og det bliver dermed et værdigt farvel til Nokia-varemærket på top-smartphones. Samtidigt er det en ny begyndelse for Microsoft Devices som smartphone-producent – nu med gamle dygtige Nokia-folk ombord.

Nokia Lumia 1320 kommer til Danmark

Nokia Lumia 930

  • Størrelse: 137 x 71 x 9.8 mm
  • Vægt: 167 g
  • Skærm: 5.0” OLED (1080 x 1920 pixels)
  • Kamera: 20 megapixels med autofokus, optisk billedstabilisator og Zeiss optik
  • Frontkamera: 1.2 megapixels
  • Processor: Qualcomm Snapdragon 800 – quad-core 2.2 GHz
  • RAM: 2 GB
  • Hukommelse: 32 GB (ingen udvidelse via microSD)
  • Batteri: 2.420 mAh

Test af Nokia Lumia 830

11-11-2014: Med Lumia 830 som den absolut sidste Nokia-telefon slutter en æra med et træk på skuldrene. Læs artikel

Test: De bedste mobiler lige nu

04-07-2014: Uanset hvad der er vigtigt for dig – godt kamera, stor skærm, god lyd eller rimelig pris – så har vi fundet den perfekte telefon til dig. Læs artikel

Guide: Her er årets bedste gadgets

23-11-2013: Vi så ikke de store teknologiske revolutioner i 2013, men konkurrencen på markedet blev skærpet, og det betød flere spændende produkter til os forbrugere. Læs artikel

Test af Nokia Lumia 800

13-12-2011: Den første Windows Phone er den bedste smartphone fra Nokia i årevis - uden at være perfekt. Læs artikel

Test af Lumia 735

15-12-2014: Anmeldelse: Vi har testet Nokia Lumia 735, der markedsføres som selfiephone med 5MP frontkamera. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...