Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af Nexus 9 | elektronik.guide.dk

Test: Nexus 9 er fantastisk

Nexus 9 er den bedste tablet i Nexus historien. Råstyrke på lyd, skærm og processor samt en fantastisk brugeroplevelse med få problemer.

Tablet
Nexus 9
HTC og Google

Som Nexus ejer er man oftest af den opfattelse, at det man har er det bedste på markedet. Dette skyldes som oftest ikke den hardware man sidder med er den nyeste nye, eller bedst tilgængeligt, men snarere brugerfladeoplevelsen man får, er ud over en hver anden Android oplevelse.

Denne forklaring har jeg fået fortalt og gengivet af adskillige danske Android-brugere, der både har prøvet Android enheder fra HTC, Samsung eller Sony, men som alle er end med et Nexus produkt. Selv MereMobil.dks chefredaktør og indehaver John G. Pedersen, har tidligere og op til flere gange udtalt, at man får den bedste Android oplevelse på en Nexus enhed.

LÆS OGSÅ: Nexus 6 test af Googles super-Android

Denne udtalelse kan jeg som velbevandret Android bruger kun bakke op om. Det er derfor heller ikke for tidligt i denne Nexus 9 test, at fortælle om det helt store salgsargument for en Nexus 9, der klart ligger i softwaren, der fra første opstart formår at overraske positivt – mere om dette senere i testen.

For lige at ridse op hvad vi har imellem hænderne i denne test, skulle det have gået nogens næse forbi, så er specifikationerne på Nexus 9 på intet område de bedste på markedet, men som fortalt før, så er dette ikke det vigtigste for en god helhedsoplevelse af et produkt. Derfor vil jeg alligevel ridse op hvad Nexus 9 byder på til de teknik-interesserede.

Specifikationerne på Nexus 9

  • Skærm: 8.9 tommer IPS-LCD, Corning Gorilla Glass 3
  • Opløsning: 1536 x 2048 pixels, 281 PPI (pixel per tomme), 4:3 billed format
  • Processor: Nvidia Tegra K1, Dual-core 2.3 GHz
  • Grafikprocessor: Kepler DX1
  • RAM: 2 GB RAM
  • Hukommelse: 16 GB (Wi-Fi)/ 32 GB (LTE)
  • Kamera: 8 MP, 3264 x 2448 pixels, autofocus, LED blitz
  • Videooptagelse: Fuld-HD, stereo lydoptager.
  • Front kamera: 1.6 MP
  • Wi-Fi: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac, dual-band, Wi-Fi Direct, DLNA, hotspot
  • Bluetooth: v4.1, A2DP, apt-X
  • Navigation: (GPS) A-GPS og GLONASS
  • Mobilnetværk: 2G, 3G og 4G LTE Cat4 150/50 Mbps
  • Batteri: 6.700 mAh
  • System: Android 5.0 (Først til nye opdateringer)
  • Sim-kort: Nano-SIM
  • Lyd: Frontvendte stereo højtalere
  • Fysisk størrelse: 228.2 x 153.7 x 8 mm, 425 g (Wi-Fi) / 436 g (3G/LTE)
  • Farver: Hvid, Sort og Sand

Mit første møde med Android 5.0

Jeg har gennem tiden som Android-bruger prøvet at sidde med den første ”rene” Android version flere gange. Hver gang har jeg følt der manglede noget, første gang jeg startede en enhed op. Ikke at man ikke får nogle valgmuligheder undervejs i opstartsfasen, men specielt på gendannelsesområdet har jeg tidligere tyet til alternative backup-applikationer, som har givet mig valgmuligheder for, hvad jeg har ønsket og ikke ønsket at gendanne. Med tiden er dette blevet bedre, specielt da Googles sikkerhedskopiering er blevet bedre til at tage det vigtigste med. Men én ting har drillet mig over årene, gendannelse af applikationer.

Tidligere har det været ”hit or miss” om det har været alle mine apps der automatisk er blevet gendannet, eller om det blot har været tilfældige. Nu har Google fået styr på sagerne, og man bliver således præsenteret for en tjekliste, hvor man kan krydse af hvilke apps man ønsker at gendanne. Dette er enormt nyttigt hvis man har gendannet sin enhed og ønsker at rydde lidt op i de applikationer man tidligere havde installeret.

Det er nu også muligt at vælge mellem flere ”gendannelsespunkter” og enheder, således kan jeg under opstarten af denne Nexus 9 vælge, om jeg vil gendanne enheden ud fra min Nexus 5 eller min Nexus 7 – virkelig smart hvis man har flere telefoner eller tablets og ønsker friheden til at vælge.

Generelt set er opstarten med Android 5.0 blevet langt mere skarp, brugervenlig og informationsrig. Faktisk så god, at jeg vil mene det er den bedste på markedet, og bedre end det som Samsung, HTC og de andre producenter selv har kreeret.

Nexus 9_Horizontal Front_Black.jpg

Skærmen er det rene guf

Selvom Nexus 9 ikke byder på den største skærm på markedet, eller for den sags skyld den bedste teknologi, så har HTC alligevel formået, formentligt i samarbejde med Google, at få de bedste ud af dette IPS-LCD display. Med en opløsning på hele 1536 x 2048 pixels giver det Nexus 9 hele 281 PPI, hvilket er nok til at overgå opløsningen på Apples nyeste iPad! At slå kongen af tablets på papiret er én ting, men Nexus 9 brillerer på mere end bare pixels. Skærmen står intet mindre end super flot.

Selvom farverne ikke er vanvittigt kontrastfyldte som på en AMOLED-skærm, så er de enormt naturtro, hvilket får skærmen til at fremstå meget realistisk. Er du tilhænger af Samsungs Disney-farver vil du blive skuffet over skærmen på Nexus 9, men er du til detaljerigdom og naturlig gengivelse, så gør den det utroligt godt. Dertil skal ligges, at skærmen er meget lysstærk, hvilket heldigvis kan tilpasses efter dine omgivelser af den indbyggede lyssensor, men på fuld lysstyrke, udmærker Nexus 9 sig på et meget højt niveau.

Der hvor skærmen kan gå hen og blive en irritation for dens ejere, er på billedeformatet, der må anses for at være meget atypisk for en Android tablet. Med et format på 4:3 i stedet for 16:9, som langt de fleste Android tablets tilbyder, så har dette valg sine fordele og ulemper.

På den knapt så heldige side er det filmelskeren der kommer til at lide, for de fleste film, serier og videoer på YouTube er i 16:9 formatet. Her vil man opleve at billedet er langt mindre end skærmens fysiske størrelse. Videoen vil have en tyk sort boks over og under sig, hvilket ikke ses så ofte på enheder med 16:9 formatet, hvis det endelig gør, er tykkelsen på de sorte områder, smallere og mindre generende.

Fordelen med 4:3 formatet er for de der elsker at læse e-bøger. Her får man nemlig en langt bedre læseoplevelse grundet det smallere format, som gør teksten vil fremstå langt mindre presset fra siderne. 4:3 formatet er det der kommer tættest på et det format som bøger oftest også produceres i, hvor 16:9 formatet egner sig bedst til video.

Om man er til det ene eller andet er en smagssag, men på Nexus 9 er det en vanesag. Jeg følte på intet tidspunkt at den video jeg så, var i et mindre format end jeg var vant til det blev præsenteret i. Men hvis jeg begyndte at tænke over det og ligge mærke til det, så skal det indrømmes, at det er irriterende at se to tykke bjælker omkring den video der afspilles. Til gengæld er formatet en fornøjelse at surfe på nettet med.

Forskel på skærmformat 4:3 vs 16:9 eksempler

4.3-vs-16.9-eksempel.jpg

Stereolyd er godt og bedst i front

Enhver der har sans for god lyd, vil fortrække at høre sin musik afspillet i stereo på et par gode gulvhøjtalere. Her er surroundsound og andre hi-fi begreber nonsens. Det er måske også derfor at både tablet og smartphone enheder med stereo højtalere oftest roses for bedre lyd, end de med blot én højtaler. Hvis disse to højtalere så er placeret på forsiden af enheden, ligges der igen pluspoint på kontoen.

Hvis denne konto går fra 0 til 100, så får højtalerne på Nexus 9 hele 85 point! De spiller fantastisk og bredt, der er god bund og mellemtone og diskanten er også tilpas markeret. Der hvor højtalerne har sine mangler er på detaljerigdommen og lydniveaet. Selvom de spiller med en god balance mellem de tre tonebestemmelser, så mangler de detaljerne, der ofte blive mudret ud igennem de små højtalere. Lydniveauet kunne dertil godt have fået et nøk op ad, ikke at de spiller lavt, men så god lyd må gerne kunne nydes til grænsen af højtalernes formåen. Det kan dog tænkes at lydniveauet er begrænset, for at undgå forvrængning, for den er der ingen af.

På designsiden, er integrationen af de frontvendte højtalere på Nexus 9, det bedste jeg endnu har set på markedet, nogensinde. Højtalerne er så veludført arbejdet ind i frontens design, at de fleste ved første øjekast, slet ikke kan se højtalerne, og begynder at vende og dreje tabletten for at finde dem.

Nexus 9_Angle_Black_Keybord Folio 1.jpg

Ikke en designperle

Pressefotos er ofte til for at få produktet til at fremstå så flot og elegant muligt, hvilket selvfølgelig også er tilfældet på Nexus 9. Pressefotos kan dog ikke skjule at denne tablet ingen designperle er. Hverken materialevalgene eller på udformningen kan Nexus 9 score sig topkarakter. Selvom placeringen af højtalerne har givet den en god start, så er blandingen mellem en front udført med Gorilla Glass 3, en ramme i aluminium og en bagside af blødt plastik bare for meget. Det føles rodet i hånden og selvom jeg må indrømme at aluminiumsrammen giver Nexus 9 et bedre greb, så er det hverken smukt eller en fornøjelse at føle på.

Der er dog alligevel to punkter der får smilet frem på Nexus 9. Det første har jeg allerede omtalt og rost, de frontvendte højtalere. Men på bagsiden bliver den hvide overflade brudt af et fremtræden kameraoptik, der er rammet ind af to aluminiumcirkler. Men da kameraet er placeret i det ene hjørne, hvor kanten blødt buer om mod siden, så får det kameraet til at skyde mere frem fra nogle vinkler end fra andre. Dette designelement er fedt og smart fundet på, da det ikke generer når tabletten ligger fladt på bordet, her er nemlig ikke noget der vipper.

Nexus 9 kommer i tre farvemuligheder, sort hvid og sandfarve. Vi har haft vores fingre i den hvide version, eller det vil sige, det er kun bagsiden der er hvid. Fronten er sort og siderne er omkranset af den føromtalte aluramme. Den hvide farve skulle ifølge flere anmeldere være den mest generøse når det kommer til at optage fedtfingre, men så vil jeg nødig se den begærlige, da jeg personligt syntes at den hvide er slem nok.

Ladestikket som også er dataforbindelsen, findes i bunden af Nexus 9 i form af en MicroUSB port. Minijack-stikket til dine høretelefoner, som ikke følger med i salgsæsken, finder du i toppen, til højre for midten. Disse to porte er det eneste, ud over antennerne og mikrofonerne, der bryder alurammen.

N9-wlp-1600.jpg

POWER, POWER, POWER!

Selvom Nexus 9 ”kun” er udstyret med en dual-core processor, hvor standarden i dag er quad-core, så kan disse to kerner, der er udarbejdet af Nvidia, arbejde ligeså hurtigt og hårdt som de fleste nyere quad-core processorer.

Jeg har på intet tidspunkt i testperioden manglet overskud fra processoren, der har ædt og spyttet enhver stillet opgave, lige direkte tilbage i hovedet på mig, oftest også uden brok. For selvom jeg engang imellem har oplevet små pauser og tøven fra Nexus 9, så tilser jeg ikke dette problem processoren, men snarer Android 5.0 Lollipop.

Den selv samme tøven har jeg nemlig oplevet på min Nexus 5, lige indtil jeg fik opdateringen til Android 5.1. Den løste langt de fleste pauser og afbrydelser, som jeg ellers tidligere har oplevet en stigende del af, på min daglige følgesvend.

Problemerne ligger ofte under skift mellem applikationer, altså brugen af multitasking. Også når datatunge applikationer som YouTube og foto-applikationer skulle åbnes kunne der opleves tøven og alt for lang ventetid. Det er denne oplevelse som jeg også ser på Nexus 9, men da disse to enheder har to forskellige processorer, kan jeg ikke andet end at tilskrive problemet til softwaren, specielt efter problemet er blevet løst på min Nexus 5 efter opdateringen til Android 5.1, hvilket Nexus 9 i skrivende stund endnu ikke er blevet opdateret til. Spørgsmål til Google! Var det ikke meningen at alle Nexus enheder skulle opdateres hurtigt og først?

SE OGSÅ: WEB-TV: Det første kig på Nexus 6

Tilbage til processorkraften som i Nexus 9 er en ren fremvisning af overskud og overlegenhed fra Nvidia. Uanset hvilke grafiktunge spil der er blevet kastet efter den, eller store grafikkrævende benchmark-applikationer der er blevet kørt, så har Nexus 9 præsteret uden den mindst tegn på svaghed. Den endelige score i Benchmark-programmet AnTuTu lyder på hele 56.663 point. Dette er det højeste vi hidtil har målt fra en tablet, ja faktisk er det højere end nogen anden AnTuTu test vi har kørt på MereMobil.dk. Den nærmeste konkurrent jeg kan komme i tanke om, er Nexus 6 der i sin test fik 48.287 point, altså hele 8.376 point mindre end Nexus 9.

N9-keyboardlow-1600.jpg

Android i sin rene og materialistiske form

Android 5.0 Lollipop blev introduceret på to enheder, Nexus 6 og tabletten i denne test, Nexus 9. Det er derfor disse to enheder der har skulle præsentere Googles største overhaling af Android, siden dens lancering tilbage i 2008. Nexus 9 er af en størrelse der ligger midt mellem de to tidligere tabletprodukter fra Google, Nexus 7 og Nexus 10. Hvilket betyder Google denne gang har satset sin portefølje på én tabletenhed, til at fremvise sin nyeste kreation.

Og hvilken enhed at fremvise Android på. Aldrig før har Android set så strømlinet og gennemtænkt ud. Aldrig før har der været en rød snor så tydelig i både design og brugervenlighed, og aldrig før har Android set så godt ud som den gør med Lollipop.

Overalt i systemet er der lagt vægt på små detaljer og designperler som viser at også Google kan finde ud af at producere nydeligt indhold. Et simpelt træk ned fra toppen af skærmen bringer notifikationsområdet frem. Ikke blot med et statisk element, men i den flydende bevægelse sker der ligeså flydende ændringer til notifikationsområdet, samt toppen af Android. Drejende hjul og fadende informationer, alt sammen sker elegant og flydende i en form vi aldrig nogensinde før har set på Android.

Sådan en oplevelse er der mange af i Android 5.x Lollipop, og i den nyere version Android 5.1, er der blevet lagt mindst et dusin flere af disse nydelige forandringer ind.

Men det er ikke kun små designtransaktioner der pryder det nye Android system, ikoner, menuer, applikationer, baggrunde, infobokse og meget mere er altsammen kommet under en kyndig lup, for at fremstå i allerbedste sammenhæng med resten af systemet. Det fedeste af det hele er, at app-udviklerne har taget Googles hårde arbejde til sig, så selv applikationer som Evernote, RunKeeper, WordPress og hundredevis af andre applikationer allerede er blevet opdateret til at matche Googles nye røde tråd, og mange flere er på vej.

LÆS OGSÅ: Nu rulles Android 5.1 bredt ud til danske Nexus enheder

Android 5.0 Lollipop er flot, hurtigt, gennemskueligt, smart og ikke mindst brugervenligt, jeg tøver derfor ikke med at kåre systemet til Googles bedste udgivelse til dato. Det skal dog tilføjes, at de mange fejl der er blevet rettet i Android 5.1 opdateringen, er hvad der gør systemet så tæt på perfekt som det nogensinde har været. Uden denne opdatering ville Android Lollipop stadig ikke være bedre end den sidste udgivelse af Android 4.4 KitKat, der var et utroligt stabilt og hurtigt system.

Nexus 9_Back_Black.jpg

Kamera, batteri og alt det der

Nexus 9 er selvfølgelig udstyret med ikke mindre end to kameraer. Et 8 MP primærkamera pryder bagsiden, og et lille 1,6 MP – et næsten ligeså ubrugeligt kamera på forsiden. Begge kameraer formår ikke at overraske eller præstere bedre end gennemsnittet af de kameramoduler der er i tidens tablets.

Selvom begge kameraer fungerer og kan bruges til både billede og video, så er resultatet ikke noget at råbe hurra for. Billederne er støjfyldte og langsom fokus gør det ofte umuligt at fange motivet, selv ved den mindste bevægelse.

Går aftenen på hæld bliver resultatet en katastrofe. Her er det nærmest umuligt at se hvad en genstand skal forstille, så snart den er blot fire meter fra kameraet. Det skal tilføjes at kameraerne generelt set ikke er ringere end det vi tidligere har set i tilsvarende produkter, de kan til nøds bruges men heller ikke længere end det.

Jeg sidder tilbage med ønsket om ét godt frontkamera som kan bruges til Skype og andre former for video-opkald. Skrot det store kamera bagpå, og sats på ét godt eller blot middelmådigt kamera der er god til videosamtaler i både god og dårlig belysning.

Batteriet i Nexus 9 har de heldigvis været heldigere med. Her er tale om et fornuftigt forbrug, ikke et batterimonster, men acceptabelt forbrug ud fra batteriets størrelse på 6.700 mAh og skærmens opløsning og størrelse.

Med lysstyrken sat til automatisk regulering med middel aggressivitet, har jeg oplevet en skærmtid på op i mod fem timer og en standbytid på tre dage. Hvis man bruger enheden mindre kan standbytiden nå op på hele seks dage uden brug for opladning. Vælger man at nyde skærmen til fulde, bruger den meget udendørs eller har gang i video og spil så skal man ikke forvente meget mere end én dags batteritid og cirka tre til 5 timers skærmtid.

Batteritiden er ikke det bedste vi har set på markedet, slet ikke sammenlignet med eksempelvis en iPad Air 2 eller en Xperia Z3 Tablet Compact, hvilket derfor også er ét af punkterne hvor Nexus 9 desværre falder igennem.

Opladningstiden med den medfølgende oplader er på under fire timer fra tom til fuldt opladet, hvilket må anses for at være fuldt ud godkendt.

Nexus 9 er udstyret med en lang række forbindelsesmuligheder, heriblandt 4G LTE, et bredt udvalg af Wi-Fi standarder og ikke mindst Bluetooth 4.1. Jeg har på intet tidspunkt haft problemer med forbindelsen, hastigheden har været stabil og Nexus 6 har været god til at opfange signal selv gennem flere vægge.

Af lidt enestående features og første gang set på en Nexus enhed, så har Nexus 9 ”tap-to-wake”-funktion, der betyder man kan trykke to hurtigt efter hinanden på skærmen, for at vække enheden. Desværre kan man ikke gøre det samme for at slukke skærmen igen, men smart og anvendelig i hverdagen.

N9-grid2-l.jpg

Konklusion: Bedste Nexus til dato

Nexus 9 er en alsidig tablet, et meget gennemsnitligt produkt, der på kun få områder formår at skille sig ud fra mængden. Men alligevel sidder denne anmelder tilbage med en utrolig behagelig og positiv fornemmelse i kroppen. Alt i mig skriger efter at give enheden den topkarakter som jeg føler den fortjener, men det objektive øje må alligevel erkende at træerne ikke vokser op til skyerne.

Vores Nexus 9 test viser den er fantastisk hurtig, nem og brugervenlig, et glædesprodukt forklædt i smukt og fanatisk softwaredesign rammet ind af et gennemsnitligt materialevalg. Jeg vil ikke tøve med at anbefale Nexus 9 til de der måtte have behov for god lyd, flot billede og håndgribeligt design.

AnbefalingMereMobil.png

Der hvor overvejelserne klart skal gøres hos den almindelige forbruger er på batteritiden, og om produktet har den rette størrelse til det forbrug som den skal spændes for. Er man meget til sofahygge og tablet, så skal man overveje om ikke Nexus 9 er for stor og tung. Men er man mere til rejser, business og studie vil jeg mene at Nexus 9 for mange vil være et fedt og anderledes valg.

LÆS OGSÅ: Nu kan du bestille Nexus 9 hos Google

Specielt på tilbehørsfronten vil den klæde de tre ovennævnte anvendelsesområder. Nexus 9 kan nemlig udstyres med magnetiske covers både med og uden integreret tastatur. Begge covers har indbygget mulighed for at rejse Nexus 9, så den står i en mere oprejst position, og kan vælges i flere farver.

Nexus 9 lander i MereMobil.dks test på 5 ud af 6 stjerner, det er små ting der gør, at den ikke får den sjette og sidste stjerne. Netop derfor får Nexus 9 tildelt ”MereMobil.dk anbefaler”, hvilket betyder vi har været glade for produktet og vil anbefale det til venner såvel som familie.

Fordele og ulemper

Fordele:

  • Utrolig flot skærm
  • Velspillende frontvendte højtalere
  • Gennemført Android-system

Ulemper:

  • Gennemsnitlig batteritid
  • Over gennemsnit pris kontra produktværdi
  • Fedtet og rodet design

Mere til historien

Nexus 9 kan erhverves hos Google for 2.890 kr., men kan også findes ned til 2.700 kr. Den findes i både en 16 og 32 GB version. Det er dog kun 32 GB versionen der kan fås i både en Wi-Fi og 4G-LTE udgave.

Partner

logo_MereMobil_skygge.png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med teknologimagasinet Mere Mobil.
Læs flere nyheder og test på meremobil.dk

Test: Lad kameraet blive hjemme

01-03-2014: Billedkvaliteten når nye højder med de seneste mobilkameraer, og vi har fundet de allerbedste. Læs artikel

Test af syv nye smartphones

14-07-2016: Vi opsummerer indtrykkene af årets nye mobiltelefoner og finder deres unikke fordele, så du kan vælge den helt rigtige. Læs artikel

Test af HTC Desire 626

08-01-2016: Den virker med andre ord som en mere kostbar mobil, end prisskiltet fortæller. Læs artikel

Nyhed: Google lancerer Nexus 6P i lækkert metaldesign

30-09-2015: Nexus 6P er nu en realitet i et tæt samarbejde mellem Google og Huawei. Topmodellen skal vise alle nyhederne frem i den nye Marshmallow-Android-version. Læs artikel

Nyhed: Ny og kraftigere HTC One-mobil

12-04-2015: HTC lancerer i næste uge en ny version af deres designvinder, HTC One M8. Den nye One M8s, som den hedder, har kraftigere processor, bedre batteri og bedre kamera. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...