Find mere om:
Guide: Papkassen, der sender dig til en.. | elektronik.guide.dk

Guide: Papkassen, der sender dig til en anden verden

Med et stykke pap og to plasticlinser omdanner Google Cardboard din smartphone til en virtual reality-brille for 100 kr.

Virtual reality er ikke længere nogen fjern fremtidsdrøm. Med Facebooks opkøb af Oculus Rift til 12 milliarder kroner er kapløbet om at blive dominerende i morgendagens teknologi gået i gang, men allerede nu kan man få en glimrende forsmag på virtual reality (VR) og endda til næsten ingen penge.

For blot hundrede kroner kan man nemlig omdanne sin smartphone til en virtual reality-maskine, og det kan vi takke Google for. De har nemlig lavet en opskrift på, hvordan man nemt og billigt med simple materialer kan lave en VR-brille af pap, kaldet Google Cardboard, hvor din mobil leverer computerkraften. Google fremstiller dog ikke selv brillerne, men har lagt samlevejledningen ud på hjemmesiden google.com/get/cardboard, så man enten selv kan bygge dem eller købe dem fra en række andre firmaer for 15-30 dollars (100-200 kr.). Og oplevelsen er overraskende god.

Antiklimaktisk ydre

Jeg fik fingrene i en af de billigste modeller fra I AM Cardboard, en simpel papæske med to linser formet til at stikke gluggerne i, og hvor den ene side kan åbnes med velcro, så man kan montere sin smartphone foran linserne. Det var lidt antiklimatisk at stå med den i hånden – skulle den her papkasse være fremtiden? Den mindede mest af alt om en gammeldags Viewmaster, den røde plasticbrille med et billedhjul, som man skulle holde op mod lyset for at se billederne komme til live. Men så smækkede jeg min smartphone i og trykkede play og blev blæst væk.

Den første app, som jeg prøvede, var Googles egen cardboard-app. VR-apps bryder billederne op i to, et til hvert øje, hvilket skaber dybdefornemmelse, og det virkede overraskende godt. Cardboard tog mig på naturhistorisk museum, hvor jeg kiggede på tyrannosaurus-skelet, til overfladen af Mars med Mars Spirit Rover og til foden af Eiffeltårnet. Når jeg bevægede hovedet rundt, fulgte billedet med, men alligevel var oplevelsen lidt flad, fordi jeg ikke kunne bevæge mig frem og tilbage. Det var, som om mine fødder var støbt ind i en cementblok, og også menneskerne omkring mig var fastfrosset i tiden. Det måtte kunne gøres bedre.

Livagtig rutsjebanetur

Gennem cardboard-hjemmesiden fandt jeg nogle andre VR-apps og hentede ”Dive City Rollercoaster”. Da jeg tog VR-brillerne på, sad jeg pludselig i en kæmpestor rutsjebane. Selv om grafikken lignede noget fra 1995, så levede jeg mig lynhurtigt så meget ind i det, at det gav et sug i maven, når jeg drønede rundt i rutsjebanens kæmpe loops. Jeg gav derefter papkassebrillen til min kone, der hujede og hejede som en 7-årig, mens hun blev taget med på sin første virtuelle rutsjebanetur.

På krydstogt med verdens første smartskib

Men vi blev begge to lidt øre i hovedet, måske fordi billedet var nogle brøkdele af et sekund for langsomt. Ikke desto mindre var ”Dive City Rollercoaster” en god måde at få en fornemmelse af, hvor lidt der skal til, før virtual reality kan overbevise hjernen om, at du er et helt andet sted.

Med i flygtningelejr

Jeg tog skridtet videre og hentede ”VRSE”, en af de bedste VR-apps på markedet. Jeg lagde ud med at se en kort gysertrailer kaldet ”Catatonic”, hvor jeg var en patient fastspændt i en kørestol, der blev ført ind i et sindssygehospital fra helvede. På små 46 sekunder formåede appen at få hårene til at rejse sig i nakken på mig med en stemningsfuld og skræmmende oplevelse.

På ”VRSE” fandt jeg en anden film i en helt anden boldgade, der viser, hvor bredt VR kan favne. Her befandt jeg mig pludselig i en flygtningelejr i Jordan sammen med en 12-årig syrisk pige, der viste mig rundt i hendes hverdag. Jeg var med i klasselokalet, til aftensmad i familiens telt og på fodboldbanen.

Simpel opfindelse genopliver dine flade batterier

Fordi man selv kan bestemme, hvad man vil kigge på, giver det en helt anden personlig tilstedeværelse. Mens familien spiste aftensmad, fandt jeg mig selv sidde og kigge op mod himlen gennem teltdugen, og på en eller anden måde var det ekstremt intimt. Det føltes vitterligt, som om jeg var der.

Og det er netop det, som virtual reality kan. Sende dig til et helt andet sted på en måde, som ingen film eller computerspil kan. Cardboard er en simpel løsning, der er lavet for at skabe interesse om VR, og selv om nogle apps havde fede oplevelser, havde jeg fornemmelsen af kun at have kradset i overfladen af, hvad teknologien kan. Men vil man lege med virtual reality til stort set ingen penge, så er den undseelige papkasse et glimrende sted at starte.

Digi Talt

Sole Bugge Møller er journalist og bor i San Francisco. Han skriver om teknologi, apps og hjemmesider, der gør vores dagligdag nemmere og sjovere.

B972157098Z.1_20151210121415_000+G0QPKBV0.3-0.jpg 

Test af Samsung Gear VR

17-12-2015: Samsungs Gear VR-headset er den nemmeste og billigste vej til at kaste sig ud i Virtual Reality på markedet i dag. Læs artikel

Nyhed: Om lidt begynder den anden verden

03-06-2015: Her er udstyret, der skal få den kunstige virkelighed til at føles ægte. Noget af det kan endda købes allerede. Læs artikel

Nyhed: Google lancerer Nexus 6P i lækkert metaldesign

30-09-2015: Nexus 6P er nu en realitet i et tæt samarbejde mellem Google og Huawei. Topmodellen skal vise alle nyhederne frem i den nye Marshmallow-Android-version. Læs artikel

Test af Nexus 9

25-03-2015: Nexus 9 er den bedste tablet i Nexus historien. Råstyrke på lyd, skærm og processor samt en fantastisk brugeroplevelse med få problemer. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...