De fleste mobiltelefoner kan gå på internettet, men det kan være voldsomt dyrt. Foto: Mobilsiden.dk
De fleste mobiltelefoner kan gå på internettet. Det vil sige, at du kan følge vennerne fra Facebook, læse nyheder fra f.eks. TV 2 og Ekstra Bladet eller se de seneste musikvideoer fra YouTube - alt sammen mens du er på farten.
Der er ingen tvivl om, at det er voldsomt smart - men det kan også være voldsomt dyrt! Uden en særlig datapakke på dit abonnement kan én megabyte (MB) data hentet på mobiltelefonen koste fra 8 kr. og opefter.
Omsat til dagligdag betyder det, at bare forsiden på www.tv2.dk kan koste over 10 kr. at åbne. Ekstra Bladet er endnu dyrere - omkring 24 kr. skal du regne med, plus godt 10 kroner pr. efterfølgende nyhed, der læses.
YouTube er den store joker. Bare en enkelt video på tre minutter kan snige sig over 100 kroner.
Store internetmedier som TV 2, Ekstra Bladet, B.T., Jyllands Posten og naturligvis Mobilsiden.dk har specielle mobiludgaver af deres hjemmesider. Disse er meget mindre og dermed både hurtigere og billigere at åbne på mobiltelefonen.
Fælles for dem er, at der blot skal sættes "m" eller "mobil" foran hjemmeside-adressen. F.eks. hedder TV 2 m.tv2.dk i stedet for www.tv2.dk . Tilsvarende er Ekstra Bladets adresse m.eb.dk i stedet for www.eb.dk . Den populære side Facebook hentes via adressen m.facebook.com.
Med et almindeligt abonnement kan en nyhedsartikel læses for mellem 50 øre og 1 kr. pr. stk. hvis de mobile udgaver benyttes.
Brugen af internettet på de mobile enheder er i kraftig vækst. Derfor tilbyder teleselskaberne særlige abonnementer og tillægspakker, hvor data- og internetforbrug er inkluderet.
Det er muligt at tegne en fornuftig datapakke for mellem 50 og 100 kr. om måneden, hvilket hurtigt kan tjene sig hjem efter blot nogle få nyheds-læsninger.
Kontakt kundeservice i dit teleselskab for at få de priser, som er gældende for dit abonnement. Nogle gange kan det være nødvendigt at skifte til en anden abonnementstype.
LÆS OGSÅ: Gratis at gå på nettet i toget
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk


