Ved geotagging tilføjer kameraet længde- og breddegradskoordinater til billedet, således at man kan se, hvor billedet er taget. Arkivfoto: Colourbox
Den teknologiske tidsalder er for længst over os, og med den følger altså både fordele og ulemper fastslår det amerikanske it-sikkerhedsfirma International Computer Science Institute (ICSI) i en ny rapport.
ICSI påpeger problematikken i, at flere og flere digitalkameraer og smartphones geotagger de billeder, der bliver taget. Ved geotagging tilføjer kameraet længde- og breddegradskoordinater til billedet, således at man kan se, hvor billedet er taget.
Umiddelbart lyder det jo ganske tilforladeligt, men problemet opstår ifølge ICSI, når billederne bliver lagt ud i cyberspace via eksempelvis Facebook og Twitter.
Selvom de lagrede koordinater ikke er synlige for det blotte øje, så er det nemlig stadig muligt at finde informationerne om, hvor billedet er taget.
Og det er ifølge ICSI problematisk, hvis man eksempelvis har taget billeder af dyre møbler eller lignende. Med længde- og breddegradskoordinaterne, kan en tyv bruge koordinaterne i eksempelvis Google Street View og dermed finde frem til, hvor billedet er taget, og hvor du og dine kostbare ejendele befinder sig.
ICSI demonstrerede problematikken, der kaldes cybercasing, ved at gennemgå en række digitale annoncer med billeder på den amerikanske pendant til Den Blå Avis kaldet Craigslist.
Forsøget viste, at ICSI med stor succes fandt frem til adresserne på folk, der konkret havde undladt at oplyse deres adresse.
I Danmark kender it-sikkerhedsekspert Peter Kruse fra CSIS til den automatiske geotagging. Han beskriver, at det i forbindelse med efterforskninger kan være nyttigt, men at det for almindelige borgere kan være ubelejligt, da en snu tyv kan opsnuse informationerne og fastslå hjemmet inden for 10 meter.
For it-kyndige er det oven i købet let at finde koordinaterne. "Det er ikke specielt vært at finde oplysningerne, da de ikke er krypteret. Det kræver blot, at man ved, hvor man skal kigge henne i den grafiske fil," forklarer Peter Kruse og fortsætter:
"Så hvis man ved, hvad man kigger efter, er det en let opgave at gennemsøge billederne systematisk for data. Og i med at der ligger millioner af billeder på nettet, så kunne man godt forestille sig, at der er en, der har skrevet et program, som indsamler billederne systematisk og høster data."
Til trods for at geotagging kan være et værktøj for tyve, så mener Peter Kruse ikke, at det er noget, danskerne skal være bange for.
"Vi ved, at det kan lade sig gøre, men jeg har endnu ikke hørt om tilfælde, hvor det er blevet misbrugt, så som almindelig dansker tror jeg ikke, det er noget, man skal være bange for," vurderer han.
Selvom de fleste smartphones som standard geotagger billederne, så er det dog muligt, at slå det fra. Det kræver dog, at brugerne er opmærksomme på problematikken, og netop det er ifølge Peter Kruse problemet.
"Problemet er, at mange ikke ved, at geotagging kan være et problem, og at geotags er inkluderet i billeder som såkaldte metadata, der potentielt kan misbruges," fortæller han.
Som eksempel kan nævnes den populære iPhone. Den geotagger som udgangspunkt billederne, men det kan let slås fra ved, at gå ind under 'Lokalitetstjenester', der ligger under 'Indstillinger' og derefter 'generelt'.
På næsten alle smartphones kan man ligeledes slå tjenesten fra. Instruktionen hertil bør stå i telefonens manual.

