Den manglende mobildækning kan have meget alvorlige konsekvenser, hvis f.eks. en ændringsmelding over telefonen ikke når frem til udrykningslægen. Foto: Colourbox
I de tyndt befolkede områder er der ofte ikke særlig god mobildækning.
Et af de steder i Danmark, hvor der er dårligt signal, er på Mols. Her fortæller Niels Bie, der er udrykningslæge, at den manglende dækning kan have meget alvorlige konsekvenser.
“Når vi er på vej ud til et skadessted eller et meget sygt menneske, så kan vi nogle gange få nogle ændringsmeldinger over telefonen, og de kan svigte, så vi kommer det forkerte sted hen," fortæller lægen til DR Nyheder.
"Vi arbejder med meget syge mennesker, og der er hvert minut vigtigt. Hvis vi smides af mobilnettet tre-fire gange, så forsinkes vi i vores arbejde, og det gør alt i alt behandlingen dårligere i forbindelse med dem, der har allermest brug for det, nemlig hjertepatienter og dem med trafikskade," siger Niels Bie, som frygter, at den dårlige forbindelse kan blive fatal.
Han appellerer til myndighederne om at gribe ind og sørge for, at der kommer ordentlig dækning i udkantsområderne.



