Det lille og kostbare mikroanlæg McIntosh MXA60 spiller overordentlig godt. Pressefoto
Dette anlæg har lige så meget til fælles med et mikroanlæg fra Elgiganten som en Jaguar med V8'er har med en Toyota Prius. Selv om de udfører den samme funktion, er benzinslugeren fra Birmingham både morsommere og mere komfortabel at køre end den nærige elektrohybrid fra Toyota. Men det koster.
McIntosh MXA60 er ikke bygget i Kina. Mikroanlægget, som markerer McIntoshs' 60 års jubilæum (1949-2009), er udviklet og bygget i Binghamton, New York, med komponenter McIntosh bruger i endnu dyrere forstærkere. Antagelig er MXA60 et af de dyreste mikroanlæg, som kan købes for penge – man må nemlig op med 59.000 kr. for herligheden.
Der er ingen tvivl om, at andre mikroanlæg vil få problemer med at hamle op med ydelsen på McIntosh-anlægget. Her er der ikke sparet på noget. Udførelsen er klassisk McIntosh, med turkis belysning af effekt-metrene, baggrundsbelyst glasfront og bundsolid konstruktion fra inderst til yderst. Et lille vakuumrør (12AX7) sidder i forforstærkerdelen og lyser op mellem effekt-metrene. Bag frontpladen er en stor strømtransformator og under låget McIntoshs' strømstærke og stabile ThermalTrak udgangstransistor, som leverer 75 W per kanal. Vægten er definitivt i high-end-klassen, samlet vejer MXA60 30 kilo. De færreste mikroanlæg vejer mere end fem kilo.
En god radiodel er bygget ind, og der medfølger en AM- og en enkelt FM-antenne. Højttalerkabler af den tykke slags følger også med. De medfølgende tovejs-højttalere i sortlakeret aluminium, som er 27 cm høje og 28 cm dybe, har en 10 cm mellemtonebas og en 19 mm diskant monteret under en aftagelig grill. Højttalernes rækkevidde starter ved 60 Hz og ender oppe ved 45.000 Hz. Relativt godt for små højttalere, som for resten har en vipbar fod på undersiden, således at de kan vippes op 90 grader. Cd- eller rettere sagt SACD-afspilleren er en integreret del af anlægget, og man kan tilslutte to separate lydkilder.
Det lille og kostbare anlæg spiller overordentlig godt. Lydbilledet er relativt stort for et så kompakt anlæg. Her er der rigeligt med kræfter sammenlignet med sædvanlige mikroanlæg. Men det egner sig ikke til store rum, hvor man fristes til at skrue højt op, og effektbegrænsningerne kommer til syne i form af, at advarselslamperne på forstærkeren blinker, men der er ingen hørbar forvrængning. I stedet mister musikken dynamik, så i alle tilfælde bør man holde sig under 80 på en skala fra fra 0 til 100, for at anlæggets sikringskredse ikke skal aktiveres.
Holder man sig inden for grænserne, lyder MXA60 varmt, fyldigt og potent, og de små højttalere giver forbavsende meget bas. Den hurtige basrytme på Safri Duos Samb Adagio gengives med kontant præcision. After There's A Blizzard fra Sara K's album Made In The Shade på SACD fylder med lethed mit 31 m2 store lytterum. Vokalen er varm og indsmigrende gengivet med rig klangbund. Ganske vist mangler der dybde i lydbilledet, og jeg savner tydeligere fokuserede detaljer. Men udskiftning af de medfølgende kabler til Nordost Frey gav mig det, jeg savnede, på under et minut.
Med ét havde jeg detaljer, luft og mere 3D i lydbilledet end tidligere. Lydbilledet åbner sig også op på The Paperboys Live At Stockfisch Studio på SACD, hvor også bredden i lydbilledet blev større. På sange som Stars hører man tydeligere, hvilket potentiale anlægget har. Meget af atmosfæren i studiet kommer nemlig godt frem, vokalhamonierne er tydelige og overbevisende. Take Five med Dave Brubeck på almindelig cd er kort og godt forrygende flot og engagerende selv på højt volumenniveau. Anlægget trives meget godt med akustisk musik som jazz og er tilgivende over for dårlige indspilninger, samtidig med at det blomsterer, når klangen på optagelserne er gode.
Jo da, det er muligt at få mindst lige så flot en musikoplevelse fra et anlæg, du selv sætter sammen, men ikke et mikroanlæg. Men for dem, der søger efter et lille anlæg, som man kan finde plads til overalt, og som ikke blinker, når de ser prisen, er McIntosh MXA det soleklart bedste, som findes i mikroklassen. Her er det kun størrelsen, som er mikro.
LÆS OGSÅ: Test: Seks små anlæg - store glæder
McIntosh MXA60 mikroanlæg
Pris:
Plus:
Minus:



