Numark TT500 (bedst i test) ser måske spøjs ud med sine lysdioder og næsten vulgært kluntede konstruktion, men lydkvalitet er i top til prisen. Pressefoto
Det er længe siden, der er blevet solgt så lidt musik på fysiske formater som nu. Lovlige og ulovlige download-sites på nettet, fildeling blandt brugere samt streaming-tjenester gør, at langt færre køber deres musik på cd. Da er det interessant at se, at vinylsalget holder sig stabilt.
De lærde strides om, hvad der lyder bedst af cd og lp. Cd-tilhængerne omfavner det digitale format, fordi lyden er mere tro mod den oprindelige masteroptagelse, mens lp- tilhængerne er meget begejstrede for den varme, runde og fyldige lyd fra det analoge. Begge har sine ulemper. Cd'er kan lyde lidt fladere og mindre levende, og diskantgengivelsen på ældre optagelser kan tendere mod det spidse (digitaludstyret var meget dårligere for 20 år siden). Fordelene er fravær af sus og kritren, og man kan spille så højt, man vil, uden at skulle være bange for feedback.
Vinylformatet lyder mere rundt end spidst i diskantområdet. Dette kommer af, at de fleste plader ikke har information over 15 kHz, eller af at stiften ikke svinger hurtigt nok til at få de højeste frekvenser med. Dette lyder paradoksalt nok mere musikalsk i manges ører.
Ulemperne ved vinyl er lavt signal-/støjforhold på grund af sus og knitren fra rillerne, samt at pladespillerne er meget mere afhængige af vibrationsfrit underlag, da pickupen fungerer som en mikrofon på vibrationer. Af samme grund døjer enkelte pladespillere med feedback ved højt lydniveau. Andre ulemper med formatet er variationer i tallerkenens rotationshastighed, som skaber ujævn lyd. En billig stift klarer desuden sjældent helt godt at separere højre fra venstre kanal, og den klarer heller ikke at få dynamikken ud på en optimal måde. Alligevel er der noget med lyden fra en pladespiller, som forfører mange, og en del sværger altså til dette format fremfor cd'er.


Marantz har valgt den nemme vej med fuldautomatisk pladespiller. Tryk på play, og spilleren gør resten.
Lyden bærer præg af, at dette er en meget enkel pladespiller. Den lyder fint, og meget af ”charmen” fra vinylpladerne kommer frem. Plader, som knitrer, får imidlertid i overkanten understreget dette, og diskantområdet kommer ikke så vældig meget frem. Dybbas er fraværende, og lydbilledet er lidt rodet og snævert, hvilket skyldes manglende evne til at separere kanalerne ordentligt fra hinanden og desuden genskabe dynamikken fra lydbilledet.
Dette er en god pladespiller for den, der har brug for et værktøj til at kunne afspille sine plader på enklest mulig måde.
Plus:
Minus:
Pris:


Rega er kendt for enkle, men gode pladespillere. Indstigningsmodellen P1 er mere enkel end nogen anden.
10 sekunders afspilning er alt, der skal til, for at konstatere, at Rega P1 lyder væsentligt bedre end Marantz-spilleren. På alle måder. Basgengivelsen er dybere og saftigere, og der er væsentlig mere drive i musikken her. Man kan spille højt og mærke bassen i kroppen.
Diskantgengivelsen er også klarere hos Rega. Cymbalerne er klarere og mere gennemsigtige, og sangstemmer kommer tydeligere frem fra musikken.
Men heller ikke Rega P1 henter de allerhøjeste frekvenser ud. Nogle gange forvrænger det lidt helt i toppen, og dynamikken er ikke helt i top, selv om den er meget mere fysisk end Marantz. Svagheder, der hovedsagelig tilskrives pickupen OM5 fra Ortofon.
Plus:
Minus:
Pris:


P2 er Regas mest solgte pladespiller. En god kvalitetsarm og en stabil konstruktion gør denne pladespiller meget fleksibel.
P2N afslører, at der bor mere kvalitet i vinylformatet, end vi indtil nu har hørt i denne test. Jarle Bernhofts basstrenge får en dybere tone i et mere tydeligt lydbillede, end nogen af de billigere pladespillere er i stand til at gengive. Jarle Bernhofts stemme er desuden mindre forvrænget end hos de andre spillere og står klar og tydelig, og guitaren kommer bedre frem.
RB250-armen er desuden så tilpas stabil, at den kan forsvare langt dyrere pickuper. Er du ude efter en billig pladespiller, som kan opgraderes senere, er dette pladespilleren, du skal have.
Plus:
Minus:
Pris:


Argon TT-1 er nøjagtig samme pladespiller som Rega P1. Kun logoet er anderledes.
Argon er Hi-Fi Klubbens eget mærke. Dens pladespiller TT-1 er en tro kopi af Rega P1.
Akkurat som Rega P1 har Argon TT-1 et godt rytmisk drive og et ganske godt fundament i bassen. Basguitar og trommer lyder saftig og fysisk. Samtidig er der god kontrol over det, der sker i lydbilledet. Vi får et ganske tydeligt lydbillede med en god stereobredde. Diskantområdet kommer god frem, selv om det ikke er af den allerluftigste slags, og enkelte indspilninger kan forvrænge helt i toppen. Alt i alt giver denne pladespiller rigtig meget god lyd for pengene.
Plus:
Minus:
Pris:


Denons fuldautomatiske pladespiller har indbygget pickupforstærker og kan dermed kobles til alle forstærkere.
Trods mangel på jordledning er Denon-spilleren mere stille end både Marantz og Rega P1/Argon TT-1. El-pianoet hos funkmusikeren Jarle Bernhoft fra hans nye live-plade lyder rent og fint, og det funky guitarspil gengives sprødt og tydeligt. Basstrengene er imidlertid ikke lige så saftige og dybtgående gengivet som med Rega og Argon. Når sangen begynder, er det desuden tydeligt, at stemmen er mere indestængt hos Denon. Lydkvaliteten er i det hele taget et stykke under den fra Rega P1 og Argon TT-1.
Plus:
Minus:
Pris:


NAD C555I ser kendt ud. Lidt for kendt måske. Den er nemlig næsten helt identisk med Rega P2N. Samme konstruktion, tallerken og arm. Den eneste forskel er pickupen.
Overraskende nok lyder guitaren fra funkmusikeren Jarle Bernhoft mere sprød og luftig, når den gengives af NAD end med Rega P2N. Jarle Bernhofts stemme er også luftigere, og hele lydbilledet bredere og mere gennemsigtigt. Alt i alt giver Goldring-pickupen et mere ”hi-fi”-lydbillede.
Hvad angår bassen, så går den ikke helt så dybt som hos NAD. Til gengæld er bastonerne mere nuancerede i overtoneområdet, og flere klangfarver afsløres.
Plus:
Minus:
Pris:


Numark TT500 ser måske spøjs ud med sine lysdioder og næsten vulgært kluntede konstruktion. Men for dj-en er den en drøm, og med hensyn til lydkvalitet er den i top til prisen.
Numark TT500 varter op med en rytmisk og barsk basgengivlse, og man kan skrue lydniveauet vanvittig højt op, uden at det giver tendens til feedback. Den dynamiske kontrast i lydbilledet er bedst af alle i testen. Kanalseparationen er også bedre hos Numark, stereobilledet er bredere, og stemmer står klarere ud fra lydbilledet. Desuden har TT500 en meget god mellemtonegengivelse, og Jarle Bernhofts stemme gengives desuden med mindst forvrængning i overtoneområdet.
Flyglet hos jazzartisten Carol Kidd har imponerende stor klangbund, mens hendes stemme kommer tydeligt frem. I overtoneområdet er det imidlertid lidt mere grovkornet hos Numark end hos Rega P2N og NAD C5551, som gør, at det ikke bliver fuldt så nuanceret og elegant.
Vi er alligevel ikke i tvivl om, at Numark TT500 totalt set lyder bedst af de testede pladespillere. Meget takket være pickup'en.
Plus:
Minus:
Pris:


Denne pladespiller fra Pro-Ject kan tilsluttes en pc, så musikken kan rippes. Lydkvaliteten er der også lagt vægt på.
Den har indbygget RIAA-trin. Det betyder, at spilleren SKAL kobles til en almindelig line-indgang. Den har desuden usb-udgang, som bruges til at tilslutte spilleren til pc eller Mac for nemmere at digitalisere lp'erne.
Da pladespilleren bruger samme pickup som Rega 1 og Argon TT-1, lyder Pro-Ject Debut III ganske ens. Der er dog visse ting, som skiller. Armene på de to billigere spillere virker lidt mere solide, men lyden opleves alligevel som lidt bedre hos Pro-Ject. Grunden kan være den dobbelt så tykke base. Først og fremmest mærker vi et mere stabilt basfundament, og knitren på slidte plader er ikke helt så fremtrædende. Lyden hos Pro-Ject er i det hele taget ren og pæn.
Plus:
Minus:
Pris:
Marantz TT-42
Rega P1
Rega P2N
Argon TT-1
Denon DP-300F
NAD C555I
Numark TT500
Pro-Ject Debut III Phono USB



