Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af Samsung NX30 | elektronik.guide.dk

En skarp udfordrer

Fornem billedkvalitet og god brugervenlighed gør Samsung NX30 til en kompetent spejlrefleks-killer.

Kamera
Samsung NX30
Samsung

Plus:

Rigtig god billedkvalitet, fremragende touch-skærm og god brugervenlighed.

Minus:

Skuffende søger og byggekvalitet i forhold til prisklassen får os til at synes, at Samsung må prøve hårdere næste gang.

Nogle gennemtænkte greb var alt, hvad der skulle til for at gøre forgængeren NX20 til et meget bedre kamera. Med NX30 har Samsung skabt en kompetent udfordrer blandt systemkameraer for viderekomne, men ikke alle ændringer er lige vellykkede.

Kameraet er i bund og grund et NX20 med 20 megapixel billedsensor og processor fra det næsten perfekte NX300. Et kamera, vi kårede som Årets Kompakte Systemkamera i 2013, fordi billedkvaliteten er fremragende. Det er den også fra NX30, men her får man flere funktioner og praktiske tilføjelser, såsom indbygget elektronisk søger.

Den elektroniske søger er unik, fordi den kan trækkes ud og vippes op, når man holder kameraet i brysthøjde. Om det nu er, fordi man filmer i stærkt sollys og synes, at søgeren er lettere at se end skærmen, eller fordi man fotograferer fra et lavere perspektiv.

Ligesom NX300 har NX30 indbygget Wi-Fi med NFC for nem trådløs kobling til smartphones og tablets. Men her får man også muligheden for at bruge kameraet som overvågningskamera. F.eks. i børneværelset. Dertil skal man bruge Samsungs kamera-app og koble kamera og mobil, så kan man se barnet på sin mobilskærm i et andet rum i huset.

Det forbedrede gummierede håndgreb foran og gummifeltet bagpå giver et perfekt greb, og kameraet balancerer godt i hånden. Det er også mindre end samtlige spejlreflekskameraer fra Canon og Nikon, såsom EOS 70D og D7100, men stiller heller ikke op i samme kvalitetsklasse. Kvalitetsfølelsen er ikke lige så gedigen på NX30, der f.eks. ikke har Olympus OM-D E-M5’s vejrtætning eller funktionsniveau.

LÆS OGSÅ: Perfekt til nybegyndere

Lige ved og næsten

Det er ikke muligt at bruge skærmen som indstillingsskærm, mens man bruger søgeren; her er det enten-eller. Og hvorfor er der kun ét indstillingshjul? I denne klasse bør der være to, så man kan programmere en foretrukken funktion som hurtigindstilling på hvert hjul. F.eks. blænde på det forreste hjul og ISO eller eksponeringskompensation på det andet.

Fotografen kan bl.a. vælge lysmålingsmetode direkte, indstille intervalfotografering, styre separate blitz trådløst, fokusere manuelt ved hjælp af fokusmarkering (peaking) og skyde billedserier med en hastighed på op til 9 billeder i sekundet.

Billedkvalitet

Billederne fra NX30 ligner billederne fra NX300 til forveksling. De holder med andre ord meget høj kvalitet. Man vil se billedstøj fra ISO 3200 – mere end fra f.eks. Nikon D7100 – og noget jpeg-processering, der fører til udvasket detaljeskarphed, men i det store og hele har kameraet god kontrol over billedstøj.

Farvegengivelse, kontrast og billeddynamik er rigtig god over hele linjen, og ligesom på NX300 er den mest alvorlige afvigelse, at der er synlig optisk forvrængning og vignettering fra den medfølgende 18-55 mm zoom. Det kan der dog til dels kompenseres for i kameraets menuer.

LÆS OGSÅ: Spejlrefleks på spareblus

Konklusion

Man sidder tilbage med en følelse af, at Samsung godt kunne have gjort sig lidt mere umage. Et ekstra kontrolhjul, vejrtætning, valgbar skærmmenu og en bedre kalibreret søger er ikke for meget forlangt i denne prisklasse. På den anden side er billedkvaliteten i top, det samme er den generelle brugervenlighed – især grebet – og Samsungs forbedrede menusystem og iFN-menuerne er en fornøjelse at bruge.

NX30 møder dog hård konkurrence og er nok bedre egnet til nybegyndere med ambitioner end viderekomne fotografer.

Se hele testen hos Lyd & Billede

Fakta

  • Samsung NX30
  • Type: Kompakt systemkamera med 20,3 MP APS-C billedsensor
  • Optik: 18-55 mm zoom (tilsv. 27-82 mm) f/3.5-5.6, billedstabilisering
  • Skærm: 7,6 cm AMOLED, 1 mio. billedpunkter
  • Højdepunkter: Vipbar elektronisk søger og skærm, hybrid AF, 9 fps, Wi-Fi med NFC, Lightroom 5 licens
  • Pris 7.700 kr. m. 18-55 mm OIS III

Test af Samsung NX30

03-05-2014: Tredje generation af Samsungs topkamera er intuitivt, delevillig, men misser fokus. Læs artikel

Nyhed: Tungt systemkamera i let indpakning

09-02-2015: Samsung kalder NX500 for et kamera med professionel teknik - men til hverdagsbrug. Læs artikel

Nyhed: Samsung klar med lynhurtigt 4K-kamera

21-09-2014: Samsungs nye topmodel , NX1, er sprængfyldt med prof-funktioner som 15 billeder/s, 4K-video og en ny 28 Mp billedsensor. Læs artikel

Test af Samsung WB350F

17-05-2014: Samsungs kompaktkamera byder på "smartphone"-funktioner og fedt design, men det gør ikke nødvendigvis kameraet smart. Læs artikel

Test: Kameraduel: Samsung Galaxy S5 mod HTC One M8

30-03-2014: To typer billedchips i mobiltelefoner mødes: flere pixels mod større pixels - men hvad er så bedst? Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...