Find mere om:
Test: Drømmen om KITT: Test af smarte.. | elektronik.guide.dk

Test: Drømmen om KITT: Test af smarte bilsystemer

Først mobiltelefonen, så dit fjernsyn. Nu er turen kommet til din bil, som også skal være smart.

Hvis du var barn i 80’erne, kan du nok huske tv-serien Knight Rider med David Hasselhoff i hovedrollen som Michael Knight, der sammen med den intelligente bil KITT jagtede forbrydere og reddede verden igen og igen.

For os, som er vokset op med Knight Rider på skærmen en gang om ugen, uge efter uge, er KITT blevet en arketype på den intelligente bil: Den skal kunne tale med os, finde alskens information på et øjeblik, og så skal den i øvrigt kunne køre selv!

Lang vej før ægte intelligens

En del af de store bilproducenter har allerede udviklet systemer, som kan forbinde bilen til internettet, typisk via en smartphone, og på den måde give chaufføren adgang til diverse online-informationer undervejs. Herudover tilbyder systemerne mere intelligent navigation og adgang til mobiltelefonens musikbibliotek, og nogle systemer har også en ret omfattende stemmestyring, som i det mindste kan give dig illusionen af at tale med din bil. Selv om du næppe får lige så friske svar, som Michael Knight fik af KITT i kultserien fra 80’erne.

Men selv disse systemer, som nok kan kaldes smarte og internetforbundne, men selv ikke med god vilje kan betragtes som intelligente, er endnu ikke særlig udbredt. Især ikke i Europa.

Øh, det kender vi ikke

Det fik vi at føle, da vi henvendte os til tre forskellige bilproducenter for at prøve deres smarte systemer til bilen i praksis. Hverken store bilforhandlere eller producenternes egne presseafdelinger vidste umiddelbart, hvad vi snakkede om, når vi ringede for at høre, om vi kunne få lov til at afprøve det dér Ford SYNC eller Toyota Touch. Kun hos Audi var der hul igennem lige fra begyndelsen, og den tyske bilproducent er da også et af de firmaer, som har satset massivt på internet og multimedie i bilen, hvilket du formentlig kan se, når du læser artiklens afsnit om Audi MMI.

Audi Multi Media Interface

A3120148_large-480x339.jpg

Prøvet i Audi A6 Avant forbundet med en Samsung Galaxy S III

Pris: 9.999 kroner

Audi er nået langt med deres intelligente system, som efterhånden er integreret i temmelig mange af de Audi-biler, der kører rundt på vejene. Systemet hedder Audi MMI, og det ikke bare skaber forbindelse mellem din smartphone og bilen, på en måde kan man sige, at en Audi MMI er en mobiltelefon, for faktisk kan systemet klare sig helt uden din smartphone!

Direkte forbindelse

Og hvad skal det så betyde, tænker du sikkert? Jo, i modsætning til de andre systemer, vi testede i forbindelse med denne artikel, så har en bil med Audi MMI sin egen radiodel og antenne og er så at sige en smartphone på hjul. Hvis du har en smartphone med i lommen, så tilgår Audi MMI-systemet godt nok telefonen via Bluetooth, men det sker via den såkaldte SIM Access Profile Bluetooth-protokol (SAP), som vi også omtaler i afsnittet om Toyota Touch.

Denne måde at tilkoble telefonen til bilen på betyder, at bilen ikke bare virker som et håndfrit system, der spejler telefonens indhold på bilens interface. I stedet tilgår bilen operatørinformationer direkte fra SIM-kortet i din smartphone, der dermed bliver til en slags virtuelt SIM-kort, som bilen bruger til selv at koble sig på din operatørs netværk, og det gælder både stemme og data.

Kloner dit SIM-kort

Men som du kan læse i afsnittet om Toyota Touch, så er det langtfra alle mobiltelefoner, der understøtter SAP-protokollen. Faktisk er det primært en masse gamle Nokia-telefoner og blandt de nyeste smartphones stort set kun dem fra Samsung – herunder Galaxy S I-III og Galaxy Note. Men også iPhone-ejere kan investere i en Audi, kan vi berolige dig med, for Audi MMI understøtter også Multi-SIM, dvs. en klon af dit SIM-kort, som sidder i bilen.

SD eller dock for fuld adgang

Hvis du altså ikke bare tilslutter din iPhone eller iPod via bilens egen dock i midterkonsollen eller gemmer dine mediefiler på et eller to SD-kort, som der heldigvis er plads til ved siden af SIM-kortet på instrumentbrættet. For Audi MMI er ikke bedre stillet end andre systemer, hvis du vil tilgå dit musikbibliotek via Bluetooth. Så kan du kun tilgå hele molevitten alfabetisk, mens en docket iPhone eller et SD-kort med mediefiler giver dig adgang til både mapper og spillelister samt muligheden for at vælge musikken ud fra kunstner eller album.

Online

Med Audi MMI får man den fulde pakke, skulle vi hilse og sige. Ud over telefon og medieafspiller, så byder Audi MMI på navigation med integreret Google Maps og optimerede trafikinformationer, som kommer i realtid i stedet for via det forældede TCM-system, der har for vane først at vise bilkøerne, når man sidder midt i dem!

Under punktet Info kan man tilgå en række forskellige online-informationer. Der er ikke just tale om et overflødighedshorn, men man kan da se den aktuelle vejrudsigt, nyheder fra udvalgte kilder og så rejseinfo med relevans for det sted, man aktuelt opholder sig. Desværre er der ingen deciderede apps, ej heller nogen browser, så den del af Audi MMI kunne godt trænge til en opdatering.

Konklusion

Audi MMI er det mest omfattende og velfungerende intelligente system til bilen, vi har prøvet. Her er virkelig tænkt over tingene og også truffet et par valg, som ikke vil falde i god jord hos alle. Audi MMI har ingen touch-skærm, og man skal enten have et ekstra SIM-kort, en gammel mobiltelefon fra Nokia eller en Samsung Galaxy smartphone for at få det til at virke. Ordet apps har Audi heller ikke hørt om endnu, lader det til, så selv om Audi MMI er fedt, så trænger det til en opdatering.

Ford SYNC

IFA-FocusElectric-interior-01-480x320.jpgPrøvet i Ford Focus forbundet med en iPhone 4 og en Samsung Galaxy S III

Pris: fra 15.400 kroner

Ford hører til blandt pionererne, når det gælder intelligente systemer til bilen. Ford SYNC blev lanceret i USA helt tilbage i 2007, og det er udviklet i samarbejde med Microsoft og kører på software-gigantens operativsystem kaldet Windows Embedded Automotive. Den seneste version blev lanceret i 2011 og tilbyder adgang til en række understøttede apps via din smartphone – såsom Pandora og Twitter-programmet OpenBeak. Derudover består SYNC af en telefondel, som kobler op med din smartphone via Bluetooth, samt en medieafspiller, der ligeledes via Bluetooth kan spille musikken fra din mobiltelefons musikbibliotek via bilens højttalere og såmænd også kan klare en MP3-afspiller eller en stick tilsluttet via USB.

En rigtig smart feature, som vi ikke har set andre steder, er at SYNC kan læse modtagede SMS’er højt for dig. Desværre understøttes denne feature ikke af Apples iPhone, og selv når den virker (hvilket den gør med Samsung Galaxy S III), så lyder robotstemmen mere som en 80’er-films forestilling om, hvordan en maskine skal tale i fremtiden (tænk ikke Knight Rider, den stemme var snyd!), end noget, man kan bruge til noget seriøst.

Håbløs brugerflade

Der er utrolig mange knapper i midterkonsollen, hvoraf flere fører det samme sted hen, når man navigerer rundt i systemet. Generelt er det ikke særlig intuitivt, og vi havde tit svært ved at gennemskue, hvordan man skulle aktivere en bestemt funktion. Vælger man f.eks. medieafspilleren, så forventer man jo at høre musik fra sin smartphone. Især når den allerede er sluttet til via Bluetooth. Men i stedet sker der ingen verdens ting, og man tror, der er gået noget galt. Lige indtil man finder ud af, at man skal klikke flere gange på AUX-knappen, indtil man når frem til den korrekte musikkilde. Klodset!

Finder man så den rigtige kilde – i vores tilfælde BT Audio – så kan man KUN afspille numrene i alfabetisk rækkefølge. Bluetooth understøtter ikke andet. De to andre systemer, vi prøvede, lod os i det mindste springe frem og tilbage mellem numrene, men ikke engang dét kan lade sig gøre med Ford SYNC.

Konklusion

Det hele virker efter hensigten. Problemet er bare, at brugerfladen er håbløst gammeldags og kompliceret, så hvis Ford på et tidspunkt har haft et forspring, hvad angår intelligente systemer til bilen, så har de simpelthen sat det over styr!

Toyota Touch

Der_neue_Toyota_Yaris_19402-480x321.jpgPrøvet i Toyota Prius forbundet med en iPhone 4

Pris: 5.995 kroner

Toyota præsenterede Touch i Europa i begyndelsen af 2011. Det findes i forskellige udformninger (Touch, Touch & Go, Touch & Go Plus), men grundlæggende er systemets funktion at forbinde din smartphone med bilens multimediesystem. Selve forbindelsen sker via Bluetooth, og så bliver en del af din smartphones muligheder tilgængelige via bilens kontrolpanel.

En barberet version

Vi prøvede den mest simple version af Toyota Touch uden navigation.

Tilbage i vores prøvebil var der to hovedfunktioner. Den ene var bilens medieafspiller, som fik adgang til iTunes-biblioteket på den medbragte iPhone, og den anden var selve telefondelen, som så at sige spejler telefonen og lader dig foretage telefonopkald direkte via Touchs touch-panel.

Understøtter alle smartphones

Som den eneste af de tre biler, vi fik prøvet, havde vores Toyota Prius nemlig en rigtig touch-skærm installeret i instrumentbrættet, og herfra kunne vi bruge telefonen, fuldstændig som havde vi siddet med vores iPhone i hånden. Der var altså både adgang til telefonens kontakter, de seneste opkald og mistede opkald, og Touch-skærmbilledet viste sågar telefonens signalstyrke og batteri.

Din smartphones telefondel bliver altså spejlet og er fuldt funktionsdygtig og tilgængelig via bilens touch-skærm, og i øvrigt også via stemmestyring. Selv med en iPhone, hvilket vil sige, at Toyota får telefondelen af Touch til at virke uden at bruge Bluetooth-protokollen SIM Access Profile (SAP), der er den standard, som en lang række især tyske bilproducenter – f.eks. Audi, BMW, Mercedes, Opel, Porsche og Volkswagen – bruger til at lade bilen anvende mobilens funktioner via Bluetooth.

Det er en klar fordel, da kun de færreste smartphones reelt understøtter denne teknologi. Primært er det telefoner fra Samsung og Nokia, der understøtter SAP – herunder Samsung Galaxy S I-III, Galaxy Note og stort set samtlige ældre telefoner fra Nokia – mens hverken Android, iOS eller Windows Phone 7 og 8 operativsystemerne, som bliver anvendt i langt de fleste smartphones på markedet, i deres uændrede form understøtter SAP.

Begrænset adgang

Men hvor Toyota Touch altså giver dig fuld adgang til din telefon via touch-panelet i instrumentbrættet, så understøttes fuld adgang til dit musikbibliotek ikke via Bluetooth. Derfor kan medieafspilleren nok spille dine sange på bilens anlæg via mobilen, men alle dine mapper og spillelister kan du godt glemme. Via bilens touch-panel kan du kun vælge at spille sangene fra A til Z i alfabetisk rækkefølge – og her mener vi samtlige sange i dit musikbibliotek – eller random, mens det er umuligt at vælge eksempelvis kunstner, album eller genre.

Konklusion

Toyota Touch var det mest simple system, vi prøvede, men som nævnt var det heller ikke muligt for os at prøve hele pakken. Til gengæld skal Toyota have ros for intuitiv betjening og for touch-skærmen, der bare føles mere naturlig at betjene i disse tider, hvor vi er blevet vant til tablets og smartphones i store mængder.

Læs hele testen hos Lyd & Billede/Gear her.

Test: Telefon med lynhurtigt internet

27-07-2013: LG Optimus F5 giver 4G til rimelig pris. Den lægger sig tæt på markedets topmodeller. Læs artikel

Nyhed: Hent Google Maps-kort til mobilen

08-07-2011: Så kan du navigere uden at bruge formuer på datatrafik. Vejledning til offentlig transport. Læs artikel

Test af Samsung S8000 Jet

11-09-2009: Skærmen er utrolig lækker at se på, men touch-fladen er skuffende. Vi har kigget nærmere på Samsung Jet til ca. 4.000 kr. Læs artikel

Nyhed: Gratis mobilnavigation fra Krak

10-04-2014: Find vej med mobilen. Også selv om du ikke er på nettet, eller du befinder dig i udlandet. Læs artikel

Test af HTC One Dual SIM

20-02-2014: Test: HTC smelter arbejds- og privattelefonen sammen til en overbevisende enhed. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...