BTH 002, der er trådløse og sidder godt på ørerne, er et par velfungerende og vellydende Bluetooth-hovedtelefoner. Pressefoto
Man kan let forveksle de trådløse – og navnløse – hovedtelefoner med noget, Bang & Olufsen har lavet. Og designet er da også påfaldende lig en ældre hovedtelefon fra netop B&O. Men BTH 002, som de navnløse hovedtelefoner kaldes, er fuldstændig trådløse og langt mere moderne. De understøtter nemlig Bluetooth 2.1 med A2DP, som betyder, at de kan bruges sammen med mobiltelefoner via trådløs Bluetooth-overførsel. Og da fungerer de som en hvilken som helst stereo-hovedtelefon. Bare uden ledning.
BTH 002 har indbygget opladeligt batteri, som spiller i 8 timer, en taletid på 11 og standby-tid på 250 timer. Opladning tager 2,5 time ifølge specifikationerne. På den højre øreklokke sider der en lille mikrofon, så man kan tale med dem, der ringer. Og rundt om tænd/sluk-knappen sidder knapper til styring af volumen og valg af musiknumre på albummet, man spiller.
Hovedtelefonerne understøtter ikke iPhone 100 procent. De kan nemt tilsluttes, men man kan kun regulere volumen, ikke skifte musiknummer. Med en Sony Ericsson fungerer det derimod fint, og glædelig nok er lyden god fra BTH 002. Den er godt nok ikke i samme klasse som et par Sennheiser-, Jays- eller AKG-hovedtelefoner i samme prisklasse med ledning, men af en Bluetooth-hovedtelefon at være, er der en varm, fyldig og behagelig klang fra BTH 002. Her er der relativt godt tryk i bassen, og selv om hovedtelefonerne ikke er af den ultraopløste slags, er de absolut værd at vurdere på grund af prisen, komforten og den balancerede lydkvalitet.
De sidder godt på ørerne, men har naturligvis ikke støjdæmpning. Lyd kommer ind udefra, og dermed skruer man op for volumen for at kompensere for støjen. Noget som stort set ikke er noget problem. For BTH 002 lyder fint, også når man ønsker mere lydtryk. Til prisen er dette et par velfungerende og vellydende Bluetooth-hovedtelefoner, som spiller bedre, end man forventer af trådløse hovedtelefoner.
LÆS OGSÅ: Test: Hidtil bedste trådløse hovedtelefon
BTH002 trådløs hovedtelefon
Pris:
Plus:
Minus:



