Find mere om:
Test af seks gulv-højttalere -.. | elektronik.guide.dk

Test af seks gulv-højttalere - Drømmelyden er her!

Det eneste, der står imellem dig og drømmelyden, er højttalere, der er gode nok. Du kan stoppe eftersøgningen her.

Vi kan ikke forstå, at nogen orker at leve med dårlig lyd. Det er ganske vist en investering at opgradere til gode højttalere, men vælg rigtigt, og du behøver ikke at tænke på det igen før om måske 20 år! Ingen steder får du så meget for pengene som i et par knaldgode højttalere. Men pas på, det er en jungle derude, så hvorfor ikke lade os tage os af eftersøgningen for dig?

Vigtigt valg

Valget af højttalere er måske det vigtigste valg, du tager i sammensætningen af dit anlæg. Selv om de aldrig kan give bedre lyd ud, end de får fra forstærkeren og lydkilden, er det højttalernes vanskelige opgave at omdanne elektriske impulser til lydbølger, som du faktisk kan høre. Højttalerne spiller også en vigtig rolle i samspil med akustikken i dit lytterum. Netop derfor har de utrolig stor indvirkning på lydkvaliteten, og man må bare indse, at pris og kvalitet spiller en stor rolle for, hvilket slutresultat man opnår.

Trip, trap, træsko

Til denne sammenligning har vi udvalgt seks nye, spændende højttalere til mellem 10.000 og 20.000 kr., der alle har det til fælles, at de er relativt kompakte og har et tiltalende udseende, som bør falde i god jord hos den bedre halvdel.

Triangle Color - IndgangsbillettenDigitalt/lyd)

Triangle_Color_svart.jpg

Triangle Color er en interessant indgangsbillet til seriøse musikoplevelser.

Franske Triangle står bag den eneste højttalermodel i testen, der er tilgængelig i en fræk rød højglansfarve foruden sort eller hvid. I skrivende stund er producenten desuden i færd med at udvikle en i gul. Ultrafrækt.

Triangle Color er en fiks og kompakt gulvhøjttaler, som er let at kunne lide. Bassen er mere fyldig end forventet, med overbevisende fundament og storhed. Overtonerne er også distinkte, hvilket gør, at musikken lyder både luftigt og stort. Cymbaler er tydelige, og sangstemmer ligeså.

Det, vi savner, er en mere fyldig mellemtone. Den binder ikke bas og diskant sammen så godt, som vi kunne ønske, og specielt sangstemmer kan opleves noget tynde i deres brystklang. Det gør også, at det øvre register i basinstrumenter holdes tilbage.

Triangle Color er alt i alt en højttaler, som er let at kunne lidt, og som spiller godt ved lavt lydniveau.

Vurdering:

  • 4 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 10.990 kr.

Plus:

  • Kompakte mål
  • Fyldig bas
  • Spiller godt lavt

Minus:

  • Lidt tynd mellemtone

Læs hele testen af Triangle Color her.

Audiovector X3 Super - Et kup til prisen?

Audiovector_X3.png

Audiovector hævder, at deres nye X3 Super-højttalere er sammenlignelige med langt dyrere højttalere. Nu har vi mulighed for at tjekke netop den påstand!

Byggekvaliteten er der i hvert fald ikke noget at udsætte på: X3 Super fås dækket i hvid eller sort pianolak med et flot kabinet, som har let afrundede kanter uden synlige samlinger.

En ting, som havde gjort højttalerne endnu pænere (men sikkert også dyrere), ville være, hvis stofgrillerne var fastgjort med skjulte magneter i stedet for synlige skruer. Højttaler-elementerne er nemlig alt for fine til at gemmes bag en trist og grå grill!

Audiovector X3 Super er en billig, men potent højttaler, der har overraskende få svagheder. Men den kræver seriøs elektronik for at komme ordentligt til sin ret. Den lave pris bør derfor ses som en invitation til at lægge mere af hi-fi-budgettet i forstærkeren snarere end at tilslutte en hvilken som helst surround-receiver. Sidder du allerede med en god forstærker, så giver Audiovector X3 Super utrolig meget vellyd for pengene.

Vurdering:

  • 5 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 10.000 kr.

Plus:

  • Friske overtoner
  • Stram og veldefineret bas

Minus:

  • Lidt tynd mellemtone
  • Kræver god forstærker

Læs hele testen af Audiovector X3 Super her.

Tannoy Revolution DC6T SE - Velbalanceret vellyd

Tannoy_Revolution_DC6TSE.png

Højttaleren fra Tannoy leverer et balanceret og fokuseret lydbillede. Et rigtigt pletskud!

Det specielle ved Tannoy-højttaleren er koaksialelementet, hvor diskanten sidder i centrum af mellemtonen og spiller gennem denne.

Hvis du er ude efter en uproblematisk højttaler med et sammenhængende lydbillede, bør Tannoy DC6T SE stå højt på listen. Høj følsomhed gør, at den er let at drive, selv med en billig forstærker; og med en rigtig godt integreret diskantgengivelse, som ikke stikker nævneværdigt ud, skal der meget til at få den til at lyde skarpt.

Specielt mellemtonegengivelsen er imponerende og får klanglagene frem i musikken på fornem vis.

Det her er ikke en højttaler, hvor du til enhver tid sidder og udpeger, hvor hver lyd kommer fra, med den mest omhyggelige nøjagtighed, men snarere en livlig højttaler, som lyder meget balanceret, underholdende og “live”.

Vurdering:

  • 5 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 10.000 kr.

Plus:

  • Imponerende mellemtone
  • Balanceret bas

Minus:

  • Lydbilledet mangler lidt fokus

Læs hele testen af Tannoy Revolution DC6T SE her.

KEF R500 - Perspektivmesteren

KEF_R500.png

KEF’s R500-højttalere passer lige til dig, der vil have musikken serveret på et sølvfad med en præcision i lydbilledet, som få andre højttalere kan matche.

Den nye R-serie fra KEF har på mange måder sat ny standard for byggekvalitet i prisklassen. Her er der ingen synlige samlinger eller skruer at se, og grillerne er fastgjort ved hjælp af usynlige magneter. På bagsiden finder vi KEF’s egenudviklede bi-wiring terminaler, som gør det nemt at drive diskant/mellemtone og bas med hver sin forstærker – smart, hvis du har en surround-receiver med ekstra kanaler, som du kan udnytte.

R500 er den mindste af tre gulvmodeller i serien, og takket være beskeden dybde optager den ikke meget plads på gulvet

KEF R500 er vældige rene, tydelige og hi-fi-korrekte højttalere, som brillerer med superopløsning i diskant og mellemtone. De kompakte KEF’er leverer testens mest fokuserede lydbillede – men er ikke nødvendigvis de mest underholdende. Til det er dybbassen lidt for lav og forsigtig. Til større lytterum ville vi derfor have set nærmere på Sonus Faber eller KEF’s større og dyrere R700 model. Til mindre, akustisk livlige rum, som har rigeligt med basforstærkning, kan R500 imidlertid være lige den rette medicin.

Vurdering:

  • 5 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 14.990 kr.

Plus:

  • Mesterligt fokus 
  • Stram og kontrolleret bas

Minus:

  • Tynd dybbas
  • Kræver muskelforstærker

Læs hele testen af KEF R500 her.

System Audio Mantra 50 - Rock’n’roll around the clock

SystemAudio_Mantra50.png

(Bedste køb)

Når det gælder højttalere, som spiller livligt og barskt, har System Audio Mantra 50 et rygte at leve op til. Heldigvis blev vi ikke skuffet …

System Audio adskiller sig fra andre højttalerproducenter ved, at de ofte bruger lidt utraditionelle formler for at opnå den lyd, de vil have. Det erfarede vi med deres Mantra 60 for et par år siden. Med en skov af små højttaler-elementer gav de højrejste søjler en kraftig, imponerende lydoplevelse. Alle højttalerproducenter har deres filosofi, og en af System Audios “kæpheste” er, at højttaleren skal være hurtig og dynamisk.

Mantra 50 er – ligesom forgængeren – en af de mest komplette højttalere, vi har hørt til under 16.000 kr.,  og i denne test er det kun Sonus Faber Venere til 20.000 kr., der giver den nævneværdig konkurrence. Vi kunne godt have tænkt os muligheden for at bi-ampe højttaleren via dobbelte højttalerterminaler og tage flest mulige kræfter i brug fra surround-receiverne derude. Men det kunne muligvis forkludre en ellers vindende formel. Uanset hvad er Mantra 50 testens bedste køb!

Vurdering:

  • 6 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 15.995 kr.

Plus:

  • Stram og dynamisk basgengivelse
  • Åben og distinkt mellemtone
  • Flot timing

Minus:

  • Spiller ikke kælderdybt

Læs hele testen af System Audio Mantra 50 her.

Sonus Faber Venere 2.5 - Ferrari-lyd til Fiat-pris

Sonus-Faber-Venere-2.png

(Bedst i test)

Det er ikke kun nationaliteten, Sonus Faber har tilfælles med Ferrari. Det er også priserne. Indtil nu.

Det er utænkeligt, at Ferrari pludselig lancerer en sportsvogn til prisen af en Fiat. Indtil nu var det lige så utænkeligt, at high-end producenten Sonus Faber skulle på banen med en stor gulvhøjttaler til omkring 20.000 kr.

Sonus Faber Venere 2.5 er store højttalere med et virkelig smukt udseende. Lidt nærmere eftersyn afslører, at indtrykket ikke er helt i top, hvad byggekvalitet angår. Men det spiller ikke nogen stor rolle, når man hører lyden. Her er Sonus Faber i særklasse. Lydbilledet er stort, fyldigt, opløst og massivt på én gang. Bassen er fyldig og stabil, samtidig med at instrumenternes overtoner skinner med største selvfølgelighed. Det her er ikke lyd, man bliver træt af.

Det er måske ikke så overraskende, at testens dyreste højttalere er de bedste. Men de spiller i en helt anden liga end selv de næstbedste på listen og giver efter vores mening mere for pengene end selv de billigste. Sonus Faber er ikke bare gode, de giver også enormt meget for pengene.

Vurdering:

  • 6 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 23.900 kr.

Plus:

  • Stort lydbillede
  • Kontant og stram bas
  • Varm mellemtone

Minus:

  • Kabinettet kunne være mere solidt

Læs hele testen af Sonus Faber Venere 2.5 her.

Test: Her er de bedste højttalere

Test af trådløse aktive højttalere - Den trådløse drøm

07-04-2014: Trådløse højttalere er den hotteste hi-fi-trend lige nu. Vi har testet fem højttalere, som spiller trådløs musik lige fra mobilen. Læs artikel

Test: Her er årets bedste højttalere

28-12-2014: Årets kavalkade indeholder et eventyrligt udvalg af højttalere i alle prisklasser, størrelser og faconer. Læs artikel

Test: Årets bedste højttalere - Anlæggets ansigt udadtil

14-12-2013: Højttalerne har stor betydning for den lydoplevelse, du får. Derfor er det vigtigt at vælge de rigtige. Læs artikel

Test af syv væghøjttalere - En mur af lyd

28-09-2013: Mange vil gerne have god lyd i stuen, men ikke alle har plads. Løsningen er at få højttalerne væk fra gulvet og op på væggen. Men kan vægmonterede højttalere give ordentlig hi-fi lyd? Vi tester! Læs artikel

Nyhed: Tannoy fornyer Revolution-serien

20-02-2015: Ny prisgunstig højttalerserie med høj ydelse, fra en af verdens ældste højttalerproducenter. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...