Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af Dynaudio Focus 600 XD | elektronik.guide.dk

Test af Dynaudio Focus 600 XD

High-end højttalere med en lyd, der er til at græde af glæde over, og som let kan gøres trådløse. Gør plads i stuen!

Aktive højttalere
Dynaudio Focus 600 XD
Dynaudio

Plus:

De gulvstående og digitale Dynaudio Focus 600 XD er soleklart de bedste trådløse højttalere, vi har hørt. Nogensinde! Utrolig opløsning og masser af dynamik.

Minus:

Prisen gør dem desværre uopnåelige for de fleste. Den trådløse tilslutning går ikke altid helt glat.

Har man først lagt ører til ægte high-end lyd, er der ingen vej tilbage. Lyd med en sådan opløsning og nærhed, at den nærmest flænser den usynlige hinde, der adskiller os fra himmeriget. Men det kan ofte være en kompliceret og bekostelig affære at matche det rigtige udstyr, og mange når aldrig i mål.

På den anden side er det også pokkers vanedannende med trådløse lydprodukter. Farvel til støvsamlende højttalerkabler og klodsede forstærkere, og goddag til et liv, hvor man bare skal trykke Play på computeren eller mobiltelefonen, så kommer lyden ud af højttalerne uden et eneste kabel imellem. Disse produkter er dog mest almindelige i de mere overkommelige prisklasser, og lydkvaliteten er som regel derefter.

Så kom Dynaudio med deres Xeo-højttalerserie, der punkterede myten om, at trådløse lydprodukter ikke kan tilfredsstille hardcore audiofile. Mellemklasse-højttalere bygget over producentens Excite-serie, men med forstærkning indeni og trådløs lydoverførsel. Vellydende højttalere, som appellerer til mange.

DYN_Focus_600XD_black_back.jpg

Trådløs Focus-serie

Men som jeg skrev, da jeg testede gulvhøjttalerne Xeo 5 i 2012, var bassen ikke helt stram nok, og jeg håbede, at Dynaudio i fremtiden ville lave trådløse versioner af deres dyrere Focus-serie. Og mine bønner er blevet hørt! For nu er Focus XD kommet, som netop er trådløse varianter af den eksklusive serie. Forudsat at du køber en Xeo Hub ved siden af.

600 XD er den digitale og potentielt trådløse version af de passive Focus 340, som undertegnede faldt for, da de blev testet i Lyd & Billede #3 2012. Superb opløsning og fremragende tonal balance, og kun med den svaghed, at de krævede sit af forstærkeren og hurtigt kunne lyde kedeligt, hvis de ikke fik kraft nok.

Med 600 XD har Dynaudio taget disse højttalere og udstyret dem med ikke én, ikke to, men hele fire forstærkere på 150 W hver. En forstærker for hvert højttaler-element og en samlet effekt på 600 W pr. højttaler!

DYN_Focus_400XD_black_detail_04.jpg

Vanedannende

Dynaudio Focus 600 XD er vanedannende, og når de først har taget imod det trådløse signal, er der intet, der står imellem dig og den totale musiknydelse. Du slipper for at lede efter den perfekte forstærker, da alt er indbygget i højttalerne. Du skal bare bruge en computer, en cd-afspiller eller et tv som lydkilde sluttet digitalt til den trådløse sender, og volumen styres med højttalernes fjernbetjening.

Vil du have den højeste digital opløsning, må du tilslutte dem med et digitalt koaksialkabel, men vi synes egentlig ikke, at det er nødvendigt. Højttalerne lyder super trådløst med 96 kHz opløsning. Lyden er åben og luftig, stereoperspektivet er stort og psykoakustisk “rigtigt” placeret. Den dynamiske kontrast er simpelthen fantastisk, og stemmegengivelsen er ekstremt god!

Der er ikke den ting, disse højttalere ikke tager i stiv arm – bortset fra at blæse dine trommehinder ud med et lydtryk over smertegrænsen. De kan spille højt, men udfordrer ikke de mest rockende i den henseende. Men hvad gør det, når de er så gode til alt andet?

De er næsten dobbelt så dyre som deres passive brødre, men stadig hver en krone værd. Ikke mindst fordi du slipper for at bruge penge på en forstærker!

Læs den fulde test hos Lyd & Billede

  • Type: Aktive, digitale gulvhøjttalere
  • Trådløs forbindelse: Xeo Hub (ekstraudstyr)
  • Digital opløsning: 24 bit/192 kHz
  • Diskant: 27 mm silke-dome
  • Mellemtone: 14 cm
  • Bas: 2 x 18 cm
  • Effekt: 4 x 150 W
  • Frekvensområde: 20 Hz – 24 kHz
  • Mål: 109,5 x 21,3 x 33,7 cm
  • Vægt: 27 kg
  • Pris: 74.999 kr.

Partner

lyd og billede.png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet om forbrugerelektronik Lyd & Billede.
Læs flere nyheder og test om gadgets og elektronik til hjemmet på lydogbillede.dk

Test af Dynaudio Contour S 3.4 Limited Edition

03-04-2016: Her har Dynaudio taget en vinderopskrift og spenderet lidt mere på de vigtigste komponenter. Resultatet er musikalsk altædende højttalere, som på flere områder kan sammenlignes med de allerbedste. Læs artikel

Test af Devialet Silver Phantom

15-10-2015: Glem alt, hvad du troede, du vidste om små højttalere. Multirumshøjttaleren Devialet Silver Phantom har et lydtryk, som andre kun kan drømme om. Og afgrundsdyb bas. Læs artikel

Test af Dynaudio Xeo 4, Dynaudio Xeo 6

06-11-2014: Anden generation af Dynaudios trådløse successerie Xeo er endnu bedre end den første. Læs artikel

Test af Focal Sopra Nº2

18-01-2016: Hi-fi bliver aldrig helt det samme igen efter at have hørt, hvad Focals nye Sopra Nº2 kan diske op med af musikalske krumspring. Læs artikel

Nyhed: Her er verdens dyreste Bluetooth-højttaler

30-11-2015: Belagt med guld og ædelstene er dette langt den dyreste trådløse højttaler, vi nogensinde har set, og den lækreste. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...