Find mere om:
Din tablets nye Bluetooth-venner | elektronik.guide.dk

Din tablets nye Bluetooth-venner

Der findes flere nyttige ting uden kabler, som din tablet ikke kan tåle at være foruden.

Den håndholdte tablet-computer er på få år gået fra at være en teknologisk kuriositet til at blive et uundværligt værk- og legetøj, der findes i stort set enhver husholdning. Surf-, e-mail- og Facebook-enhed, e-bogs-læser, spilmaskine og håndholdt biograf. Anvendelsesmulighederne er mange. Og et astronomisk og stadig stigende antal apps gør kun tablet’en endnu mere anvendelig.

Din tablet kan med andre ord alt. Men den kan gøre mange af tingene endnu bedre, hvis den får det rette ekstraudstyr. Og du behøver ikke at besvære dig med stik og ledninger. Næsten alt kan nemlig tilsluttes trådløst via Bluetooth. Her har vi samlet en guide til noget af det udstyr, som kan sættes sammen med din tablet.

Tastaturer

LogitechKBFolio1.jpg

Touch-skærme er en genial opfindelse. Det er nemt og intuitivt at navigere og vælge ved at trykke direkte på skærmen. Lige indtil det øjeblik, hvor man skal skrive en tekst på en hel A4-side. Så savner man pludselig det “gammeldags” tastatur. Derfor er tastaturer også det mest solgte ekstraudstyr til tablets.

Ofte er tastaturet integreret i et specialdesignet beskyttende etui til tablet’en, der måske endda kan fungere som støtte. Det er smart, men når du udskifter din tablet, skal du også udskifte tastaturet. Et godt tastatur koster 500-800 kr.

Højttalere

højttalere.jpg

Tablets er ikke gode til lyd. Mikroskopiske højttaler-enheder monteret i en tynd plasticskal opfylder ikke selv de mest ydmyge kvalitetskrav. Der skal simpelthen mere power på! Din tablet har naturligvis et hovedtelefonstik, som kan bruges til at få lyd ud. Men det er langt sjovere at slippe for kabeltræk og i stedet sende musikken gennem luften. En batteridrevet rejsemodel kan give dig god lyd på turen, og selv en lille højttaler lyder uendelig meget bedre end de indbyggede.

Men det slutter ikke der. Med et par trådløse højttalere i god kvalitet får du et udmærket lille stereoanlæg. Et stereosæt i god kvalitet kan købes for 3.000-4.000 kr. Det gælder f.eks. Q Acoustics BT3, som også tillader tilslutning af flere digitale og analoge lydkilder med kabel.

Hovedtelefoner

HK_BT1.jpg

Hvis du bruger din tablet på rejsen, er det rart at kunne lukke verden ude for en stund og slappe af med god musik. Her er Bluetooth-hovedtelefoner din bedste ven. Med dem kan du glemme alt om kabler og bare lytte. De fungerer på samme måde som højttalerne, og derfor bør du sikre dig, at de understøtter aptX-codec’en for lyd i cd-kvalitet. Hvis vel at mærke din tablet også gør det.

Bluetooth-hovedtelefoner er normalt udstyret med en mikrofon/kontrol, så de kan bruges til at svare på telefonopkald eller til at snakke via tjenester som Skype og Viber. Gode trådløse hovedtelefoner kan købes fra ca. 2.000 kr.

Printere

gpolaroid_gl10.jpg

Mobiltelefoner og tablets har stort set udryddet det billige, kompakte digitalkamera. Og det er ikke så underligt, når den typiske smartphone er udstyret med et kamera med samme opløsning som et økonomikamera og i en kvalitet, der kan stille de fleste tilfredse. Men ofte bliver billederne bare liggende på enheden. For hvordan printer man fra en mobil eller tablet? Man bruger selvfølgelig Bluetooth!

F.eks. har Polaroid prøvet at genopfinde den hurtige her og nu-fremkaldelse, som var firmaets levebrød i årtier. Polaroid GL10 er en printer i lommeformat, som kan udskrive dine snapshots fra en computer eller en Android-tablet på et øjeblik. Printeren er batteridrevet og udskriver på specialpapir i næsten samme format som de klassiske polaroidfotos. Koster ca. 1.200 kr.

En snegl i øret

jabramotion2.jpg

Den ældste og mest kendte anvendelse af Bluetooth er øresneglen til håndfri mobilsamtaler. Men ud over at gøre det sikkert at snakke, mens du kører bil – og gøre dig til grin, hvis du snakker videre, mens du handler i supermarkedet – kan øresneglen også bruges til snak på taletjenester som Skype og Viber via tablet’en.

Takket være deres udbredelse kan man finde øresnegle til endda meget lave priser (fra 100 kr.), men skal du snakke meget på farten, så betaler det sig at ofre de ca. 1.200 kr., som en god øresnegl med en ordentlig mikrofon koster, f.eks. Jabra Motion.

Trådløse mikrofoner

mikrofon1.jpg

Du har utallige gange set popstjerner bruge trådløse mikrofoner på scenen. Men teknikken kan også bruges, selv om du ikke har fået din første platinplade endnu. En Bluetooth-mikrofon kan anvendes til at optage lyd til interviews, lydspor til præsentationer og meget mere. Mikrofonen kan f.eks. være en clip on-model som Scosche freedomMIC til ca. 600 kr.

Bluetooth på håndleddet

Casio_G-shock.jpg

Bluetooth kan bruges til andet end at overføre tastetryk og lyd. Ligesom stadig flere apparater får indbygget netkort til trådløs netadgang via Wi-Fi, kan alle slags enheder udstyres med Bluetooth. Det gælder f.eks. armbåndsure, der kan fungere som display for en tablet eller en smartphone i lommen eller i tasken.

Vi har det seneste år fået tudet ørerne fulde af historier om smart-ure. Samsung har lanceret sin Galaxy Gear, som i bedste fald var en mådelig succes. Og Apples personaleafdeling har tilsyneladende brugt designverdenens blå bog som indkøbsliste og hyret en flok kendte eksperter til et projekt, der sandsynligvis vil vise sig at være iWatch.

LÆS OGSÅ: Lenovo køber Motorola

I den mere beskedne ende er der bud som Casios G-Shock, der er kommet i en 30 års jubilæumsudgave med Bluetooth (ca. 2.300 kr.). Her kan man i urets diminutive display se, om der er kommet mail eller sms, samt fjernstyre musikafspilleren.

Det virkelig specielle

Den trådløse forbindelse gør det muligt at komme steder, hvor usb-kabler aldrig ville klare opgaven. Det gælder f.eks. tablet-stegetermometeret og den mobilbetjente Porsche 911 Carrera!

LÆS OGSÅ: Nu får din HTC One Android KitKat

iGrill er det indlysende navn på et elektronisk stegetermometer med Bluetooth. Og trods navnet findes den tilhørende app, hvor temperaturen kan aflæses, til både iOS og Android. Termometeret leveres med to måleprober, så du som grillmester kan holde øje med to bøffer på én gang – mens du tager en øl sammen med gæsterne. iGrill koster ca. 500 kr.

porsche1.jpg

Fjernstyrede biler er et hit hos børn i alle aldre. Men hvorfor have en primitiv fjernbetjening, hvor batterierne i øvrigt altid løber tør, når man kan styre modelbilen med en app på sin telefon eller tablet? Silverlit er specialister i fjernstyret legetøj, men Porsche-modellen og den tilsvarende Ferrari er de første, som styres via Bluetooth. Bilen koster 749 kr. i Apple Store.

LÆS OGSÅ: Praktisk trådløs lader til mobilen

Ordforklaring

Parring

Før to apparater med Bluetooth kan begynde at snakke sammen, skal de parres. Det sker ved, at den ene enhed sættes til at søge efter andre Bluetooth-enheder i nærheden. Processen er hverken øjeblikkelig eller fejlfri, men i løbet af et minuts tid knyttes forbindelsen dog som regel, og de to kan udveksle data.

Mens to enheder godt kan huske deres tidligere partnere, er de allerfleste Bluetooth-apparater strengt monogame og indlader sig ikke med andre, mens de danner par. Der er dog på det seneste dukket flere enheder op, som tager lettere på parforholdet. SOL Republics bærbare højttaler Deck er et eksempel, som tillader helt op til fem mobiler eller tablets at spille musik igennem sig.

NFC

For at gøre den langsommelige og usikre parring mellem Bluetooth-enheder lettere bruger mange mobile enheder NFC (Near Field Communication), som bruger radiobølger til kommunikation mellem enheder på få centimeters afstand (op til ca. 20 cm). Når kontakten er etableret, tager Bluetooth over og sikrer parring mellem enhederne som normalt.

NFC-systemet er beslægtet med de RFID-mærker, der bruges til at tyverisikre varer i butikkerne. NFC understøttes i de fleste nye enheder – med Apples produkter som en markant undtagelse. Ud over at gøre Bluetooth-forbindelse lettere kan NFC også bruges til mobilbetaling.

aptX og A2DP

For at kunne sende gennem luften via den forholdsvis langsomme netværksteknologi, som Bluetooth er, skal der kompression til. Al kommunikation mellem Bluetooth-lydenheder sker ved hjælp af profilen A2DP (Advanced Audio Distribution Profile), der som udgangspunkt bruger en kompressions-codec kaldet SBS. Den giver nogenlunde samme kvalitet som MPEG-1 Layer II, forløberen for MP3.

Et stadig større antal Bluetooth-højttalere og hovedtelefoner tilbyder som alternativ lydoverførsel via aptX-codec’en, der giver langt bedre lydkvalitet. aptX rummer desuden mulighed for tabsfri overførsel og dermed ægte cd-kvalitet. Igen har Apple valgt at gå enegang ved at ignorere aptX. Retfærdigvis skal det dog siges, at AirPlay giver mulighed for afspilning i fuld kvalitet.

Hurtigere, bedre og sjovere gadgets

Nyhed: Ny robust lyd fra JBL

24-01-2016: Nye modeller inden for vandtætte, trådløse højttalere og sports-hovedtelefoner. Læs artikel

Nyhed: Hovedtelefon til flere lydkilder på én gang

15-11-2013: Denne hovedtelefon kan kobles til to trådløse Bluetooth-enheder - samtidig. Læs artikel

Nyhed: Trådløse nyheder fra Creative

01-10-2013: Tre højttalernyheder uden kabel fra Creative til musik fra smartphone, tablets og spil. Læs artikel

Test af Beoplay A1 trådløs højttaler

02-05-2016: Anmeldelse: Lydspecialisterne fra B&O har i Beoplay A1 kreeret en lille guldklump af en højttaler. Læs artikel

Test: Stortest: Tag den gode lydoplevelse med dig

06-03-2016: Du kan få gode musikoplevelser overalt i din bolig med de små højttalere, vi tester her. De er trådløse. Og så kan de køre på batteri, så du helt slipper for at tænke på kabler og strøm. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...