Find mere om:
Passive eller aktive højttalere? | elektronik.guide.dk

Passive eller aktive højttalere?

Aktive højttalere buldrer frem. Står vi foran en revolution, eller er det begyndelsen på enden?

I den tid, der betragtes som hi-fi’ens gyldne tid – 1970’erne og 80’erne – bestod drømmeanlægget af to solide gulvhøjttalere, forbundet med et stereorack, der, ud over pladespiller, båndoptager og radio, indeholdt en velvoksen forstærker – eller endnu bedre, en separat for- og effektforstærker. Det optog en hel del plads i stuen eller på teenageværelset, men det viste, at ejermanden tog sin lydinteresse seriøst.

I dag vælger mange at springe et eller flere af leddene i kæden over og anskaffe aktive højttalere. Det betyder, at man kan sige farvel til effektforstærkeren, samt sandsynligvis også forforstærkeren. Og er højttalerne desuden trådløse, kan man i sidste ende nøjes med højttalerne alene, og bruge mobil eller tablet som lydkilde.

Hvor populære aktive højttalere er blevet, kan ses, når vi i internetfora og på udstillinger møder hi-fi-købere, der undrer sig over, hvordan de skal tilslutte deres (passive) højttalere til hovedtelefonstikket på mobilen. Og som bliver blanke i blikket, når man forklarer, at der kræves en forstærker for at få lyd ud. ”En hvad for en?”

Skræddersyet elektronik

Der er flere fordele i at flytte forstærkeren ind i højttaleren. I første omgang slipper man naturligvis for at have store forstærkere stående i stuen. Og vælger man ægte aktive højttalere, hvor hver højttalerenhed eller hvert frekvensområde har sin egen forstærker, åbner sig langt flere muligheder. I første omgang kan producenten skræddersy forstærker og højttalerenheder til hinanden, og da et traditionelt passivt delefilter sluger en del energi, vinder man også på effektiviteten. Endelig vil overstyring i for eksempel basforstærkeren ikke påvirke lyden til de andre enheder.

Digitalt trylleri

Den aktive elektronik åbner imidlertid for endnu flere muligheder. Med DSP (Digital Signal Processing) kan man gøre ting, der slet ikke er mulige med passive, analoge højttalere. Som at rette frekvensgangen op, og give dybbas i små kabinetter, samt korrigere for tids- og faseforskelle mellem enhederne. Og som et ekstra glansnummer kan man slutte af med at korrigere for lytterummets indflydelse ved hjælp af en målemikrofon, der opfanger frekvensgangen af højttalerne i rummet. Subwooferne fra JL Audio indeholder for eksempel rumkorrektion, og det samme gør Martin Logans nye Renaissance-serie. Også billigere højttalere udstyres med avanceret DSP-teknik – som Sonos’ multirumshøjttalere, der både indeholder frekvenskorrektion og rumtilpasning.

Forstærker billigere end passiv elektronik

At vi ser en flodbølge af aktive højttalere netop nu skyldes udviklingen inden for digital teknologi og forstærkerteknologi. Ikke mindst kompakte klasse D-forstærkere, der tilbyder høj effekt til lav pris, om som stort set ikke afgiver spildvarme.

Klasse D-forstærkere i fornuftig kvalitet er i dag så billige, at det ofte bedre kan betale sig at give hver enhed sin egen forstærker, frem for at have et passivt delefilter efter en fælles forstærker.

LÆS OGSÅ: Sonus faber sænker priserne

Klasse D-forstærkere har stadig et lidt blakket ry, men kvaliteten er stigende. Og hvis jeg var forstærkerproducent, ville jeg overveje min fremtid meget nøje! Det samme bør i øvrigt de, der i dag lever af at lave passive højttalere.

Aktiv elektronik og digital signalbehandling giver os lige nu en revolution i højttalere.

Et lån i naturlovene

Med aktiv elektronik kan man få højttalere til at gøre ting, der ikke ville have været mulige med konventionel teknik. Men hvad der ligner en gratis omgang på naturlovenes regning, er nærmere et lån i samme. For det koster!

Man kan godt tvinge en lille højttaler til at gengive bas i et kompakt kabinet, men det kræver masser af effekt og betragtelige membranudsving – med deraf følgende forvrængning og begrænsning i lydtrykket. Som et ekstremt eksempel har vi for nylig testet en ultrakompakt trådløs højttaler, hvor en tre-tommer enhed var i stand til at gengive ægte bas til 60 Hz. Men den kunne ikke spille særlig højt, og de indbyggede forstærkere var på i alt 280 W!

Tag først fat på akustikken

Rumkorrektion kan rette op på en del af den uheldige påvirkning fra lytterummet, men korrektionen kan aldrig blive helt perfekt, og sætter du din lænestol i en udfasningszone, kan selv ikke den hidsigste korrektion skaffe den mistede bas tilbage. Du kan heller ikke korrigere dig væk fra ødelagt stereobillede på grund af refleksioner fra gulv og loft. Hos Trinnov Audio, der laver nogle af de mest avancerede rumkorrektionsenheder på markedet, anbefaler salgschef Arnaud Destinay, at man først arbejder på at forbedre rummets akustik – og så bruger firmaets rumkorrektion til at udbedre de sidste mangler.

BLa90-15CS-03god.jpg

LÆS OGSÅ: B&O dropper Sparkle Roll

Endelig er det ikke alle, der ønsker en sampak-løsning, hvor alle valg er taget på forhånd. Audiofile bruger titusindvis, hvis ikke hundredetusindvis af kroner på at finde den helt rigtige forstærker, og finpudser derefter lyden med eksotiske kabler, der kan tilføre lige netop den grad af autenticitet, der er brug for. At drive fluefiskeri eller gå på jagt er ikke den mest effektive måde at skaffe mad på bordet. Men det kan være en hel del sjovere end blot at stikke hånden ned i supermarkedets køledisk.

Det bedste af begge verdener

En måde til at få digitale fordele uden at give afkald på valgmulighederne kan være i form af delvist aktive højttalere. I den absolut tungeste ende er set flere hybride konstruktioner, hvor den tilsluttede forstærker nøjes med at drive mellemtone- og diskant, imens en kraftig indbygget forstærker tager sig af dybbassen. Ved at befri forstærkeren for den krævende bas, får man frit valg på alle hylder til at vælge forstærker efter lyden alene. Paradigm Concept 4F indeholder for eksempel to 700 W-forstærkere i hvert kabinet til at drive basserne. Digital rumkorrektion er også indbygget, men kun i bassektionen. Til gengæld koster de som en bedre familiebil.

181182-21358025_max-5a4b56-original-1443502185.jpg

Er pladsen og budgettet begrænset – og det er den virkelighed, de fleste af os lever i – kan aktive højttalere give en lydoplevelse, som ville kræve langt større og dyrere højttalere med gammeldags teknik. Prøv blot at forestille dig et multirumssystem, opbygget af gammeldags stereoanlæg for hvert rum!

Træder vi et trin opad, kan kompakte, trådløse stereohøjttalere som System Audio Saxo 5 Active og Yamaha NX-N500 udgøre et ”rigtigt” stereoanlæg med mobilen som kilde.

Til gengæld går der – mindst – nogle år, før de tungeste stereoanlæg må vige pladsen for aktive højttalere. At det kommer til at ske, vidner dog højttalere som Audiovector DicreetElac AIR og Dynaudio Focus XD om. Begge er i øvrigt på størrelse med gængse, passive højttalere. Blot med elektronikken indenbords.

Test af Philips HTL7140 lydbar

20-12-2015: Philips-lydbaren imponerer med et forholdsvis stort lydbillede fra en virkelig kompakt konstruktion. Læs artikel

Test af Samsung Wireless Audio 360 R7

16-09-2015: Alle kan få sig et sweet spot med Samsungs rundstrålende multirumshøjttaler, der lover meget – og faktisk holder en del. Læs artikel

Nyhed: Magisk trådløs stereo fra Musical Fidelity

13-12-2014: Kompakt trådløst anlæg fra Musical Fidelity, som samtidig lancerer en brandbilrød pladespiller med hjælp fra vennerne hos Pro-Ject. Læs artikel

Test af Technics R1

27-05-2015: Test: Technics er tilbage med et anlæg, der byder på musikmagi i eventyrklassen. Men det koster også det halve kongerige. Læs artikel

Test af Alcons Audio CRMS Compact

01-04-2015: Alcons Audio har lavet det perfekte højttalersystem til dem, der ikke kan få det højt, rent og hårdtslående nok i hjemmebiografen. Det er hi-fi med samme lydtryk som et PA-anlæg. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...