3D-TV er endnu ikke for alvor slået igennem på det danske marked. Pressefoto
3D-teknologien har for længst gjort sit indtog på det danske tv-marked, hvor de fleste tv i den dyre ende nu kan vise billeder i 3D. En ekspert i billedteknologi mener, at de nye 3D-tv er væsentligt bedre end første generation på markedet.
- Sidste år var det en katastrofe. Det var vildt forargeligt, at man overhovedet lokkede folk til at tænke i 3D med de apparater man sendte på markedet. Men i år er der sket voldsomme kvalitetsfremskridt, siger Finn Nesgaard, redaktør og udgiver af AVM (Audio Visuelle Medier).
Han mener dog stadig, at 3D-gengivelsen på de nyeste produkter i mange tilfælde er for dårlig, men han giver et godt tip til, hvordan man tester kvaliteten på et 3D-tv.
- Når man tester et 3D-tv, er det vigtigt, at man prøver at lægge hovedet lidt på skrå. Så vil man opdage, om kvaliteten er god. Hvis kvaliteten er dårlig, vil man se nogle dobbeltkonturer, som gør billedet sløret.
Mens det endnu ikke for alvor er lykkedes producenterne at overbevise os om, at vi skal iføre os 3D-briller, når vi ser tv fra sofaen, rygtes de første brillefri 3D-apparater på markedet allerede til næste år. Den japanske elektronikgigant Toshiba bekræftede i april, at den lancerer et 40 tommers brillefrit tv med 3D-teknologi inden for et år, mens koreanske Samsung forventer at have deres model klar i løbet af tre år.
Finn Nesgaard har dog ikke den store tiltro til, at brillefrit 3D-teknologi bliver nogen succes.
- Fælles for de eksempler jeg har set er, at det kun ser godt ud, når skærmen holdes i en bestemt vinkel og på en bestemt afstand hele tiden. Det egner sig ikke til dagligstuen.
Andrew Perkis, professor ved Institut for Elektronik og Telekommunikation på Norges Teknisk- og Naturvidenskabelige Universitet, har forsket i, hvordan 3D-billeder påvirker øjnene, og han er ikke imponeret over den nuværende 3D-teknologi.
- Vi er godt nok vant til at se verden i 3D, men det hjælper ikke meget, hvis tv-billederne forvirrer øjnene med flere fokuspunkter eller såkaldte højre- og venstrebilleder, der danner en skygge i billedet, hvis ikke de er godt nok centreret, siger Andrew Perkis til Aftenposten. Han forudser, at 3D-tv først bliver en succes, når teknologien giver mulighed for flotte billeder uden briller.
LÆS OGSÅ: NU BLIVER DET BILLIGERE AF SE 3D


