Find mere om:
Her får du mest tv for pengene | elektronik.guide.dk

Her får du mest tv for pengene

Danskerne er vokset fra 42 tommers fjernsyn og er nu klar til noget større og bedre.

Hvor stor skal tv-skærmen så være i dag? Til testen bad vi producenterne sende et ”stort tv”, som højst måtte koste 15.000 kr.

Fire af de vigtigste leverandører tog bolden op og sendte følgende: Et tv med full HD-opløsning, smart-tv-funktioner, LED-panel og ikke mindst en skærm på 55”. En enkelt producent nøjedes dog med 50”, hvilket dog stadig er en imponerende rude at kigge på.

Netop 50-55” synes at være det nye ”sort”, når der skal handles nyt tv. Vi er vokset fra de 42 tommer store tv’er og er nu klar til noget større og bedre.

Læs også: 7 skarpe råd før du køber stort tv

Det lyder måske voldsomt med en skærm i den størrelse. Men du behøver ikke flytte længere væk fra den og møblere stuen om. Som følge af at tv-signalet er blevet bedre, streamingtjenesterne tilbyder HD-opløsning og andre løbende forbedringer, kan du sagtens sidde ligeså tæt på en større skærm, uden at billedet bliver uklart og ubehageligt.

Nul eksterne bokse

De nye tv-modeller demonstrerer også, at vi er trætte af for mange eksterne bokse. Tv’et skal selv kunne optage udsendelser via en USB-forbundet harddisk, det skal helst have indgang for både kabel, parabol og antenne. Og der skal sidde lettilgængelige HDMI-stik udenpå, så vi kan tilslutte spillekonsol og fjerne den igen, når vi er færdige. De fire deltagere i denne test har alle en næsten identisk fordeling af stik bagpå og på siderne, så her er der enighed.

De fire tv’er har gennemgået en test, hvor vi har brugt alt fra et almindeligt digitalt antennesignal over streamingtjenester til Blu-ray-film af meget høj kaliber. På den måde kan vi kontrollere, hvordan hvert tv håndterer de mange muligheder, man har i dag.

De fleste skærme vil levere et fint billede med en Blu-ray-film i full HD. Det er når der er fart på billedet – fra for eksempel en fodboldkamp via antennen på taget – at tv’et virkelig skal stå sin prøve og panelets eller videoprocessorens eventuelle begrænsninger afsløres. Selvom de fire testdeltagere næsten har identiske data, og prismæssigt holder sig i nogenlunde samme leje, så er der reelt stor forskel i den måde, de opleves på.

Læs også: Tv’ets store forvandlingsnummer

Desuden vejer brugervenligheden tungt, ikke kun ibrugtagningen, men især den daglige betjening. Et tv er jo ikke længere blot noget, der styres med en programvælger, en tekst-tv-knap samt op- og nedknap for volumen. Med trådløst net, masser af apps og streamingtjenester stiller vi større krav end tidligere til, at almindelige tv-seere kan finde rundt i skærmmenuerne og nemt hitte de rigtige knapper på fjernbetjeningen.

Desværre har brugervenligheden ikke hos alle deltagere kunne følge den positive udvikling, der er sket indenfor de teknologiske landvindinger.

Læs de fire test herunder:

 

Testens markant bedste billede:

Panasonic TX-55AS650

Dette tv er måske ikke fejlfrit, men billedkvaliteten er et niveau over testens øvrige deltagere.

DT_06_samba01_imageCopy_2de6351e_crop_2e5085db.jpg

Fakta:

  • Producent: Panasonic
  • Vejledende pris: 13.999 kr.

Bedømmelse:

  • Kvalitet:

  • Pris:

Der bruges mange luftige begreber, når tv-producenterne fremhæver deres fladskærme. Panasonic vælger blandt en beskrivelse som ”1200 Hz Backlight Scanning”, hvilket skulle betyde, at man får et mere roligt billede. Desuden har tv’et angiveligt en teknologi, som gør det muligt for billedprocessoren at analysere billedet og løbende retter op på det, så man oplever et mere jævnt billede end ellers. 

Det lyder alt sammen meget godt på papiret, men ærligt talt, så har vi set adskillige 100 Hz-tv'er, der står mere roligt, end selv den bedste på 600 Hz-skærm. Her er der dog for en gangs skyld ikke grund til at forholde sig specielt kritisk til lovordene, for dette Panasonic-tv holder ganske enkelt, hvad det lover. Billedkvaliteten er et niveau over de øvrige i testen. Billedet står klokkerent og skarpt, også når Brasiliens midtbane banker bolden hen over en halv fodboldbane i en lynhurtig omstilling.

Hvis signalet ikke er så godt, kan man da – som hos de øvrige testdeltagere – se tydelige jpg-konturer, men de står på en fin og naturlig måde, der ikke generer voldsomt. Der er en naturlighed over billedet, som gør det mere tilgiveligt med de synlige fejl, der følger et mindre godt tv-signal. Med et godt signal brillerer Panasonic med et sortniveau, der er eminent for et LED-panel. Det er langt fra gengivelsen på de bedste plasmapaneler, men alligevel med en dybde, der betyder, at alle farver træder tydeligt frem. Det fine ved Panasonic er grundlæggende, at det giver gode billeder med et ringe signal og får bedre og bedre billeder, efterhånden som du tilfører et bedre signal.

Brug tid på opsætning

Smart-tv-delen fungerer godt, men først efter du har brugt noget tid på opsætningen. Du kan indrette den efter dine personlige ønsker, så du har din egen favoritskærm og dine foretrukne smart-tv-tjenester – inklusive apps. Det tager noget tid at sætte op, men det anbefales, at du gør det, for ellers bliver brugerfladen for rodet. Det tager dog ikke lang tid at få tv’et op at køre, og du guides trin for trin.

Panasonic TX-55AS650 kan styres med din stemme. Det er ikke en feature, mange vil tage til sig. Til gengæld er det rart, at der både er en traditionel fjernbetjening og en mindre Bluetooth-variant, hvor sidstnævnte er gearet til smart-tv-delen, så man kan veksle mellem de to, alt efter behov.

Menuerne har også nogle faste forudindstillinger af billedet, hvor især ”Cinema” og ”True Cinema” fungerer godt. Til en hyggelig aftenfilm fik vi det bedste billede med den sidste preset, mens den første gav et godt billede ved alle andre tv-genrer – også sambabold. 
Alt målt og vejet vinder Panasonic testen på grund af det eminente billede.

 

Mærkevare til lavpris:

Sony Bravia KDL-50W805B

Et godt 50 tommer-tv til 8.000 kr. – det er et interessant tilbud.

DT_06_samba02_imageCopy_8491fac8_crop_86b443b9.jpg

Fakta:

  • Producent: Sony
  • Vejledende pris: 8.000 kr.

Bedømmelse:

  • Kvalitet:

  • Pris:

50 tommer, mærkevare, helt nyt på markedet og med alt det, man forventer af et nyt tv – det må da koste kassen!

Men det gør det faktisk ikke. Den vejledende pris for Sony Bravia KDL-50W805B er 8000 kr., og det er selvfølgelig mange penge, men mere end rimeligt ved denne skærmstørrelse. Og sandsynligvis kan du inden længe finde det endnu billigere – mange tv-nyheder falder hurtigt i pris, for produktgenerationerne er kortlivede i dag.

Trods prisen er der ikke tale om et tv med klodset design. Det er slående, hvor tynd skærmen er selv med emballage. Det moderne LED-tv fylder ikke meget i dybden, og det er tydeligt, at det nu er blevet både billigt og nemt at implementere den ret komplekse teknologi, der er bygget ind i kabinetterne.

Sony er blandt de tyndeste i testen, men med i ligningen skal det dog nævnes, at strømforsyningen er ekstern og skal gemmes væk bag en reol eller andet sted. Kablet fra strømforsyningen til tv’et er kun godt en meter langt, og umiddelbart er det ikke muligt at forlænge det. Så det kan give nogle indretningsmæssige udfordringer.

Trods den eksterne strømforsyning er det kun den øverste del af tv’et, der er rigtig tynd. Nederst bag på kabinettet sidder en ret tyk klods, som indeholder elektronik og tilslutninger. Ikke noget problem, hvis tv’et stilles på den medfølgende fod, men det betyder omvendt, at du ikke kan få tv’et helt tæt ind til væggen, hvis du ønsker at hænge det op.

 

Brugervenligheden helt i top:

Philips 55PFS6609

Philips tager teten når avanceret tv-teknologi skal gøres brugervenligt.

DT_06_samba03_imageCopy_9955a848_crop_99ecf996.jpg

Fakta:

  • Producent: Philips
  • Vejledende pris: 9.999 kr.

Bedømmelse:

  • Kvalitet:

  • Pris:

Vi har efterhånden vænnet os til det fra Philips gennem mange år: Brugervenligheden er i særklasse, og denne nye hvide model med tynd metalramme hele vejen rundt demonstrerer det niveau, som de andre producenter bør stile efter. Intet mindre!

For uanset om du skal bruge smart-tv-funktioner, sætte tv’et til dit trådløse netværk eller indstille kanaler, bliver du nærmest båret igennem hele vejen. Et godt eksempel er, når du skal indstille billede og lyd. 

Du kan bruge de normale forudindstillinger som ”Film”, ”Sport” og så videre. Men du kan også lave en personlig indstilling, hvor tv’et punkt for punkt spørger, om du synes, billedet skal være lysere, mørkere og så fremdeles. Desuden er der professionelle ISF-kalibrering. Det er mere end i orden for et 55”-tv til en pris lige under de magiske 10.000 kr.

Om man kan lide det hvide design, er en smagssag. Også om man vil have Ambilight på sit tv. Det er en Philips-teknologi, hvor en række dioder lyser op fra tv’ets bagside ind mod væggen i takt med billedet. Det giver øget dynamik og har en fin effekt ved film og endda sportsgrene som fodbold. Til en seriøs nyhedsudsendelse som DR Deadline vil de fleste nok helst være fri for effekten, men så slukker man bare for funktionen.

Philips-tv’et har alle de tilslutninger, vi forventer, herunder også til parabol. I siden finder du de sædvandlige HDMI-udgange, men også en analog hovedtelefonudgang. Fin, praktisk detalje, når junior vil bruge det store husalter til at spille World Of Warcraft.

 

Opfindsomt tv med svær betjening:

LG 55LB670B

Der er tænkt innovative tanker i udviklingen af dette tv, men de er ikke gennemført ordentligt.

DT_06_samba04_imageCopy_c801e315_crop_c86c4ab9.jpg

Fakta:

  • Producent: LG
  • Vejledende pris: 13.995 kr.

Bedømmelse:

  • Kvalitet:

  • Pris:

Når en producent prøver noget nyt, klapper vi nyhedshungrende entusiaster i vores hænder. Vi ved samtidig godt, at man som ”first mover” kan møde visse udfordringer. Så glæder og ærgrelser går hånd i hånd. Sådan er det med dette LG-tv. Producenten forsøger at gøre et meget smart tv meget enkelt. Man har blandt andet lavet et såkaldt webOS, der skal gøre det lettere at håndtere smart-tv-funktionerne.

Således får du kun en lille fjernbetjening, der har en pegefunktion, som er nem at bruge, og som gør det let, når der skal anvendes tastatur på den 55” store skærm. Man har desuden integrerede apps og smart-tv-funktioner i bunden af skærmen i en menu, hvor du også kan få fat i mange andre funktioner. Det er ret smart, og når du har lært ikonerne at kende, er det også ret enkelt.

Men ærgrelserne kommer, når du skal bruge de almindelige indstillinger. De er ganske enkelt vanskelige at finde. Det tager for lang tid at få en menu frem, der kan ændre for eksempel farvetonen i billedet. Det er selvfølgelig mest til at begynde med, at du har brug for disse indstillinger, men det burde være gjort enklere.

Stilrent design

Fjernbetjeningen med sine få knapper fungerer da, men vi savner knapper, hvor man let kan få en hovedmenu frem – dette er et tilbagevendende irritations-moment. Desuden reagerer tv’et langsomt. Et eksempel er tv-guiden, som er opbygget som hos mange andre tv-producenter. Fin og overskuelig. Men når du skal scrolle gennem kanalerne, reagerer tv’et ikke prompte, og man er konstant i tvivl om, hvorvidt tv’et har modtaget det ønskede input.

LG-nyheden er ellers et meget stilrent tv med en ultrasmal ramme, som kun er lidt større i bunden. Bagpå finder du alle de tilslutninger, du kan ønske dig – og endnu flere i siden. Ønsker du at optage live-tv, gøres det meget enkelt med den lille fjernbetjening, og du kan let spole tilbage i udsendelsen. Fin detalje.

Læs også: Stortest af tv’er til at se sport på

4,8 millioner fladskærme

  • Der er næsten ligeså mange flade tv-skærme i Danmark, som der er mennesker. Ifølge BFE (Brancheforeningen ForbrugerElektronik) har 92 procent af alle hjem en fladskærm. I 2013 blev der solgt 475.000 stk., og i alt er der nu 4,8 millioner tv-fladskærme i Danmark.

Fakta: Ordknuser

  • Jpg-konturer: Pixelering af billedet omkring personer eller ting i bevægelse.
  • LED-skærm: En LCD-baseret tv-skærm, hvor billedpanelet oplyses bagfra af lysdioder – forkortet LED (light-emitting diode).

Test: Stortest af tv’er til at se sport på

27-06-2014: Vi har testet 11 tv'er med ekstra fokus på deres “sportslige” funktioner. Læs artikel

Test af syv 50" tv’er i budgetklassen: Storskærmskup

01-02-2014: Store skærm på væggen der, hvilket billigt tv har det bedste billede i landet her? Vi har testet syv overkommelige 50-tommere i jagten på det bedste køb i budgetklassen. Læs artikel

Test: Seks store fladskærme

07-09-2010: De populære skærme fået bedre billedkvalitet til lavere pris. Måske er det tid for en ny? Læs artikel

Test af smart-tv’er på 46-80" - størrelsen er vigtig!

09-11-2013: Udvalget i tv-junglen er større og mere forvirrende end nogensinde. Vi har gennempløjet markedet for både store og små, dyre og billige modeller, så vi kan give dig et bedre overblik! Læs artikel

Test af seks fede fladskærme

26-11-2012: Her er seks veludstyrede tv på 46-47 tommer, som ikke dræner tegnebogen. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...