Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Test af Samsung 65JS9005 | elektronik.guide.dk

Test af Samsung 65JS9005

Samsungs satsning på buede skærme sidste år medførte kun et skuldertræk fra vores side. Men deres 2015-model markerer en reelt comeback for den sydkoreanske producent!

4K-tv
Samsung 65JS9005
Samsung

Plus:

Fænomenal farvegengivelse og bomstærk kontrast gør Samsung-skærmen til et engagerende tv i stort set alle sammenhænge. Brugervenligheden er godt varetaget med superhurtig betjening og et væld af funktioner.

Minus:

Høj pris for et (trods alt) traditionelt LCD-tv, men kvalitet koster.

65JS9005 er den billigste variant af årets to topserier fra Samsung, men ikke specielt billigt af den grund: Omkring 50.000 kr. skal slippes for at få den næstbedste billedkvalitet i sydkoreanernes portefølje.

65-tommers modellen har en lækker finish i børstet metal og en centralt monteret Y-formet fod. Både foden og skærmen er buet: Samsung er fast besluttet på at videreføre dette design og har lanceret endnu flere buede skærme i år. Og fra et designsynspunkt ser det rigtig lækkert ud. Skærmen kan også vægmonteres, hvis man ønsker det.

Samsung-skærmen kommer ligesom tidligere topmodeller med en egen One Connect-enhed. Det er en separat samleboks, hvor videokilder som tv-tuner, Blu-ray-afspiller og spilkonsol tilsluttes. Signalet (samt strøm til boksen) går gennem et enkelt kabel op til tv-skærmen. 65JS9005 kan også fjernstyre de forskellige apparater. På den måde kan man skjule kabler og udstyr i f.eks. et skab og holde tv-facaden mere ordentlig.

One Connect-boksen indeholder også skærmens smart-processor. I JS9005’s tilfælde er der tale om en ny octa-core processor, som sørger for, at menusystemet og alle smart-funktionerne kører så glat som muligt. Med sådan en fritstående boks bliver det også lettere at opgraderes skærmen på et senere tidspunkt.

2015 markerer overgangen til en ny grafisk brugerflade for Samsung: Tizen er et Linux-baseret operativsystem udviklet i samarbejde med Intel og en række andre producenter. Det nye operativsystem, der er kendetegnet ved runde ikoner, vil være at se på såvel smart-tv’er som smartphones og tablets i den nærmeste fremtid.

JS9000XC_014_Detail5_Silver.jpg

Brugervenlighed og funktioner

Den model, vi fik til test, var en tidlig version, som endnu ikke havde alle smart-funktionerne på plads. Det indebar bl.a., at firmware til de nordiske lande ikke var færdiggjort. Men det førsteindtryk, vi fik, var meget positivt.

Samsung 65JS9005 er det hurtigste smart-tv, vi har testet! For det første kommer det med den såkaldte Instant On-funktion, som gør, at tv’et starter med det samme, når man trykker på fjernbetjeningen. Og under navigation og menuvalg bliver det hurtigt klart, at kombinationen af octa-core processor og nyt styresystem gjort underværker for hastigheden.

Essentielle apps som YouTube starter lynhurtigt. Tv’et understøtter også såkaldt multitasking, som indebærer, at man kan pause videoen, hoppe ind og ud af apps og fortsætte, hvor man slap.

Ud over solide processor- og hukommelsesressourcer har Samsung udviklet en ny fjernbetjening. Den har nu fået indbygget pegefunktion, hvilket gør det lettere at navigere i menuerne. Alt i alt mener vi, at brugervenligheden har fået et betydeligt løft i år.

SUHD-TV_PRO_9000_01-5.jpg

Billedkvalitet

Billedkvaliteten har altid været og er stadig den vigtigste egenskab for et tv. Og her er Samsung nødt til at levere, hvis de skal kunne forsvare den stive pris. Den seneste tids udvikling, heriblandt lanceringen af skærme med OLED-teknologi, har gjort tv-junglen til et stadig hårdere sted at være.

SUHD-modeller fra Samsung anvender et traditionelt LCD LED-panel, omend i en “turboladet” version, nærmere bestemt quantum dots. Det drejer sig om et nyt lag mellem lyskilden og LCD-panelet, som består af bittesmå nanopartikler. Disse partikler omdanner det blå lys fra LED-belysningen til rene primærfarver (rød, grøn og blå) og øger det totale farvespektrum. Kombineret med ny, mere effektiv lysteknik gør det Samsung-skærmen i stand til at vise langt mere farvesprudlende og kontrastrige billeder end før.

De ekstra farvenuancer giver et billede, der virkelig bugner af liv og realisme. Der er langt mere smæld i farverne end før: Især rød gengives mere intenst og med flere nuancer, end vi er vant til at se. Grønne og blå farvenuancer fremstår også mere virkelighedstro. Den slags krudtstærke farver plejer typisk at resultere i et alt for overdrevet billede, men så længe vi vælger den mere sobre Film-indstilling, virker billedet meget naturligt.

Samsung-skærmen har også generelt fremragende billedprocessering. Skarpheden fra ægte 4K såvel som opskaleret Blu-ray testmateriale fungerer rigtig godt. JS9005 bevarer også skarpheden godt ved bevægelser.

Tv’et anvender konventionel LED-kantbelysning (topmodellen JS9505 har direkte LED-bagbelysning). Disse skærme forbinder vi som regel med svagt sortniveau og ujævn lysfordeling, men ikke her. Tværtimod har Samsung-skærmen en meget ensartet lysfordeling uden generende lyspletter. Sortniveauet er ikke på OLED-niveau, men stadig rigtig godt af en kant-LED skærm at være.

Summen af alt det ovennævnte er en meget overbevisende billedkvalitet. Samsung-skærmens gode skarphed, kontrast og ekstra farvenuancer bidrager til at give et meget realistisk og nærværende billede. Selv en LCD-skeptiker som undertegnede må indrømme at være imponeret.

JS9000_Side4.jpg

Konklusion

Samsung har været tvunget til at tage de store kanoner frem i år. Mens vi venter på ægte OLED, er 65JS9005 med SUHD det hidtil bedste tv, vi har set fra den sydkoreanske gigant.

Det er ikke noget billigt tv, men Samsung har til gengæld hentet både billedpanel og billedprocessering fra øverste hylde for at presse højere ydelse ud af den aldrende LCD-teknologi. Det har de efter vores mening klaret med glans, og JS9005 er derfor bestemt en anbefaling værd. Samsung kan, hvis de vil!

Læs den fulde test hos Lyd & Billede

  • 65" LED LCD, 3840 x 2160
  • 4 x HDMI, 3 x USB
  • 2 x tv-tuner
  • Smart Hub
  • Octa-core processor
  • Pris: 44.999 kr.

Partner

lyd og billede.png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet om forbrugerelektronik Lyd & Billede.
Læs flere nyheder og test om gadgets og elektronik til hjemmet på lydogbillede.dk

Test af Samsung UE55H8005

22-06-2014: Samsungs 8-serie har længe været blandt markedets mest populære tv-modeller med lækkert design, smarte funktioner og fornem billedkvalitet. Kan årets buede nyhed leve op til forventningerne? Læs artikel

Nyhed: Sidste skrig i tv-junglen

03-05-2014: Vil du have et sejere tv end naboen? Så tjek vores ultimative tv-guide for 2014. Læs artikel

Test: Hjemmebiograf på 12 kvadratmeter

17-08-2010: Lige startet på studiet? Her er fire håndplukkede hjemmebiografanlæg, som passer alt fra små til store hybler. Læs artikel

Nyhed: Nu kommer Blu-ray med ultrahøj opløsning

17-11-2015: Blu-ray-disken er presset af streaming fra nettet, men nu slår formatet tilbage. Sidst på året lanceres Blu-ray-diske til film med den ultrahøje 4K-opløsning Læs artikel

Test af Samsung 78JS9505 78-tommer tv

03-09-2015: Samsungs topmodel er ekstrem på alle måder, og hvis billedkvaliteten ikke tager pusten fra dig, vil du helt sikkert få åndenød af prisen! Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...