Anmeldelse:
Anmeldelse: 5 out of 6
Find mere om:
Test af LG 65UF850V | elektronik.guide.dk

Test af LG 65UF850V

Under 25.000 kr. for et 65 tommers tv med 4K-opløsning? Ja tak!

4K-tv
LG 65UF850V
LG

Plus:

LG 65UF850V understøtter de nyeste videoformater og kan dermed modtage et bredt udvalg af indhold i 4K-opløsning. Et hurtigt og lækkert menusystem sikrer god brugervenlighed.

Minus:

Sortniveauet fra denne LCD-skærm er ikke det bedste, vi har set, og lysfordelingen på skærmoverfladen er indimellem noget ujævn.

Sydkoreanske LG har været meget i vælten den sidste tid, bl.a. takket være deres banebrydende OLED-teknologi. Men trods nye landvindinger på billedfronten har LG ikke helt opgivet traditionel LCD. Den aldrende, men robuste teknik er stadig billigere at producere, især når det gælder store skærme med 4K-opløsning.

Det nye 65UF850V er et godt eksempel: En tilsvarende skærm ville koste omkring 50.000 kr., dengang tv’er med Ultra HD-opløsning først kom på markedet for to-tre år siden. 65UF850V er efterfølgeren til UB850V, en af sidste års bestsellere på 4K-fronten. LG har finpudset konceptet og tilbyder i år et veludstyret, opdateret 65 tommers tv til en konkurrencedygtig pris.

UF850V_denmark.jpg

Brugervenlighed og funktioner

LG introducerede deres nye smart-tv system, WebOS, i 2014. En helt ny brugerflade, som var bedre tilpasset moderne brugervaner. De mest brugte indholdskilder, såsom Netflix, YouTube og almindeligt tv, ligger let tilgængelige på menulinjen. Kombinationen af lækkert menusystem og pegefjernbetjening til at navigere med betød, at brugervenligheden fik et kraftigt løft.

Årets version er af udseende meget lig den foregående. Det er først og fremmest på processorsiden, at LG har gjort tiltag for at trimme hastigheden. Og det kan mærkes, så snart vi tager fjernsynet i brug: Menuvalg, skift mellem videokilder, start af apps som Netflix og YouTube osv. går mærkbart hurtigere end på sidste års modeller.

LG 65UF850V er også godt opdateret på indholdsfronten. Med understøttelse af både HDMI 2.0 og de vigtige videoformater HEVC og Google VP9 er LG-skærmen godt forberedt til 4K-indhold fra en række forskellige platforme, inklusive Netflix, YouTube og det nye UHD Blu-ray-format, når det ser dagens lys.

UF850V_H.jpg

Billedkvalitet

LG 65UF850V varter op med et skarpt og detaljeret billede. Vi startede med 4K-version af Netflix-serien Better Call Saul og blev straks imponeret over, hvor skarpt og naturtro billedet ser ud. Sammenlignet med et Full HD-tv virker det, som om nogen er gået amok med en vaskeklud på tv-skærmen! Lysstyrken er også god nok til, at man kan se tv under stort set alle lysforhold i rummet.

LG’s skærm har en fremragende farvegengivelse med masser af nuancer. Vælger man Film- eller Ekspert-indstillingen, får man desuden meget neutrale farver. En anden ting, der skiller sig ud, er den gode betragtningsvinkel: Man kan sidde langt ude til siden for skærmen, uden at farverne skifter karakter.

65UF850V har dog ikke den bedste kontrast, vi har set. Kort fortalt oplever vi, at billederne bliver lidt falmede og mangler dybde i mørke scener. Sort bliver ikke ordentlig sort på LG-skærmen. Desuden kan vi se, at den har problemer med ujævn lysfordeling: Man kan ane tydelige lyspletter fra kantbelysningen i mørke scener. En ret almindeligt problem på LED LCD-skærme, men temmelig udtalt i dette tilfælde.

Lydkvalitet

Lydmæssigt kan 65UF850V beskrives som klart godkendt. Lydsiden er udviklet i samarbejde med Harman Kardon, og højttalerne giver god klarhed og taleforståelse samt en brugbar basgengivelse. En separat soundbar eller et ditto lydsystem er dog klart at anbefale.

Konklusion

LG 65UF850V er uden tvivl et interessant tv for dem, der leder efter en veludstyret storskærm til en fornuftig pris. Brugervenlighed og udstyrsniveau er i absolut topklasse, og denne 4K-skærm er forberedt til det allernyeste inden for videoformater. Billedkvaliteten er også god, omend ikke helt i top: Der er nogle mangler i kontrast og lysfordeling, som afholder os fra at finde topkarakteren frem.

65UF850V kan fint fungere som allround-skærm i de fleste sammenhænge, men er ikke det bedste til film og tv-serier.

Læs den fulde test hos Lyd & Billede

  • 65" LED LCD, 3840 x 2160
  • 3 x HDMI 2.0, 3 x USB
  • HEVC-video
  • WebOS 2.0 smart-tv
  • Pris: 22.999 kr.

Partner

lyd og billede.png

Denne artikel er blevet til i samarbejde med magasinet om forbrugerelektronik Lyd & Billede.
Læs flere nyheder og test om gadgets og elektronik til hjemmet på lydogbillede.dk

Nyhed: Mere OLED og 4K fra LG – og flottere Netflix

06-01-2015: Mere OLED, mere 4K og bedre brugervenlighed er blandt LG's mange budskaber på CES-messen. Og et samarbejde med streaming-giganten. Læs artikel

Nyhed: Nu kommer Blu-ray med ultrahøj opløsning

17-11-2015: Blu-ray-disken er presset af streaming fra nettet, men nu slår formatet tilbage. Sidst på året lanceres Blu-ray-diske til film med den ultrahøje 4K-opløsning Læs artikel

Test: LG 65EG960 er det bedste, vi har testet

29-10-2015: Billedkvalitet som dette skal man lede længe efter. LG’s topmodel er det sejeste tv, vi har testet i år. Læs artikel

Nyhed: Bøjelige OLED-tv fra LG

15-10-2015: Fremtidens skærme kan både bøjes, foldes og rulles sammen. Og så bliver de gennemsigtige, siger LG. Læs artikel

Test af Samsung 65JS9005

16-06-2015: Samsungs satsning på buede skærme sidste år medførte kun et skuldertræk fra vores side. Men deres 2015-model markerer en reelt comeback for den sydkoreanske producent! Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...