Find mere om:
Test: Syv ultralette kraftige computere | elektronik.guide.dk

Test: Syv ultralette kraftige computere

Skal din bærbare være slank og let, men samtidig så stærk, at du kan bruge den seriøst? Så skal du have fingre i en ultrabook.

I 2011 kom Intel så på banen med begrebet “ultrabook”, hvilket betyder, at en computer skal leve op til en række krav fra Intel, før producenten må benytte sig af processor-producentens officielle betegnelse.

Batteritid på mindst 5 timer

Bl.a. må en ultrabook ikke være tykkere end 18 mm (hvis den har en skærm på 13,3 tommer), batterilevetiden skal være mindst fem timer, og den skal som minimum være baseret på Intels Sandy Bridge-arkitektur.

Reelt er MacBook Air derfor ikke nogen rigtig ultrabook, men vi tester den sammen med de andre maskiner alligevel, fordi de mange Windows-baserede ultrabooks klart er tænkt som konkurrenter til MacBook Air.

Tynd og let ægte computer

En ultrabook (eller en MacBook Air) er for dig, der gerne vil have en maskine, der er stort set lige så let og transportabel som en tablet-computer, men som giver dig den fuldstændige computerfunktionalitet inklusive tastatur.

Husk, at testen er et øjebliksbillede. Eksempelvis deltager Sony ikke, fordi selskabets nyeste model ikke kunne nå frem til os inden deadline.

Acer Aspire Timeline Ultra M3 - En besynderlig skabning

Acer Aspire Timeline Ultra M3.png

Man kan knap forstå, hvordan Acer vover at kalde denne slæbbare computer for en ultrabook.

Acers ”ultrabook” er klart den billigste i denne test, men får alligevel ikke vores anbefaling som bedste køb. I forhold til ydelse klarer den sig pænt i testen med en Geekbench score på 5906. Skærmen er på hele 15,6”, men har alligevel en maksimal opløsning på sølle 1366 x 768 pixels. Det er helt absurd.

Faktisk er Acer Aspire Timeline Ultra M3 så stor, at der både er plads til fuldt tastatur inklusive numeriske taster og indbygget dvd-drev, og med en kampvægt på godt to kilo vejer den næsten dobbelt så meget som de letteste af konkurrenterne.

Designet er kedeligt, og computeren er fremstillet af hård, sort plastic. Tastaturet har ingen bagbelysning, og tasterne er gummiagtige med en alt for kort vandring.

Vurdering:

  • 3 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 6.689 kr.

www.acer.dk

Plus:

  • Lydsvag harddisk
  • Indbygget dvd-drev

Minus:

  • Alt for stor og tung
  • Ringe opløsning til trods for stor skærm

Apple MacBook Air 13” - Referencemodellen

Apple MacBook Air 13?.jpg

Det er næppe et tilfælde, at Apples ”ultrabook” hedder ”Air” til efternavn. Fra yderst til inderst er den designet med skyen i tankerne.

Hvad den rå ydelse angår befinder MacBook Air sig med en Geekbench score på 6004 helt på linie med Dell XPS, som har en score på 6038. Det er dog værd at bemærke, at MacBook Air på det område af benchmark-testen, som handler om billedbehandling, klarer sig væsentligt bedre end nogen anden maskine i testen – inklusive Core i7-ydelsesmonstret fra ASUS.

Designmæssigt er MacBook Air en fryd for øjet med sit kabinet af aluminium, som er støbt i et stykke. Maskinen har noget nær det perfekte tastatur med god afstand mellem tasterne og en god, lang vandring. Den store touchpad garanterer nem betjening, og skærmen er flot, skarp og lysstærk. Maskinen som sådan er naturligvis fuldstændig stille, da Apple har indbygget flotte 256 GB SSD (flash-hukommelse) i MacBook Air i stedet for en harddisk.

Vurdering:

  • 5 stjerner af 6 mulige
  • SPECIELT ANBEFALET

Pris:

  • 11.999 kr.

www.apple.dk

Plus:

  • 256 SSD
  • ”cloud computer”
  • Mesterligt design

Minus:

  • Kun Wi-Fi
  • Sidste års model

ASUS Zenbook UX32VD - Monsterydelse

Asus Zenbook UX32VD.png

Den nyeste ultrabook fra ASUS er som en computerversion af et bonsai-træ. Ydelsen er som på en kæmpe computer, men i denne udgave fylder den ingenting.

ASUS Zenbook UX32VD er med en Geekbench score på 7350 testens vinder, når det gælder rå og brutal ydelse. Det er også den eneste maskine i testen med en Intel Core i7-processor. Herudover er Zenbook'en også testvinder, hvad angår skærmopløsning. Hele 1920 x 1080 pixels er der blevet plads til på den 13,3” store skærm, som er så lysstærk og farverne så dynamiske, at det næsten er for meget. Man får en kæmpe arbejdsplads stillet til rådighed på den måde, men det gælder om ikke at være svagtsynet, så små bliver ikoner og tekst på skærmen.

Med en pris på under 9.000 kr. for en ydelse på dette niveau er ASUS Zenbook UX32VD nærmest et røverkøb, og vi tøver ikke et øjeblik med at give denne computer prædikatet Bedste Køb.

Vurdering:

  • 5 stjerner af 6 mulige
  • BEDSTE KØB

Pris:

  • 8.999 kr.

zenbook.asus.com

Plus:

  • Monsterydelse
  • Højeste skærmopløsning
  • Fremragende, indbyggede højttalere

Minus:

  • Lidt for billigt tastatur

Dell XPS 13 - Ikke ringe

Dell XPS 13.png

Dell er mere kendt for effektiv supply chain end for gode computere, men den nye XPS 13 ultrabook kan Dell nu godt være bekendt.

Det fornægter sig ikke, at Dell primært fremstiller computere, som skal være billige snarere end lækre. XPS 13 er skam en pæn ultrabook, men i virkeligheden er den nok mere praktisk, end den er indbydende. Toppen eller ”låget” er fremstillet af aluminium, mens computerens bund er lavet af en slags hård, nopret gummi med to ”fødder”, som sørger for, at XPS 13 står ordentlig fast, uanset hvilken overflade, den placeres på. Med en Geekbench score på 6038 ligger den helt på linje med MacBook Air og er dermed hurtig nok til langt de fleste brugeres behov.

Hvis Dell XPS 13 var et stykke chokolade, ville den være en Ritter Sport: Kvadratisk, praktisk, god! Tastaturet er lækkert med store taster, som sågar har en lille fordybning, der gør tasterne nemmere at ramme. Men de har en kort vandring, og tastaturet har ingen bagbelysning.

På samme måde er skærmen pæn, men med 1366 x 768 pixels har den langtfra testens højeste opløsning.

Vurdering:

  • 4 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 9.490 kr.

www.dell.dk

Plus:

  • SSD

Minus:

  • Ingen indgang til SD-kort
  • Tastatur uden bagbelysning

HP ENVY 14 Spectre - Hele pakken

HP Envy 14 Spectre.jpg

Med denne ultrabook får man hele pakken. Design, ydelse, skærm og lyd spiller sammen, og det hele går op i en højere enhed.

HP ENVY 14 Spectre har retfærdigvis ikke testens højeste ydelse. Faktisk er det kun Toshiba Portege Z830, som scorer lavere i Geekbench end HP ENVY 14 Spectre, der må nøjes med et resultat på 5643, men den score er tæt nok på både Acer, Apple og Dell til, at vi kan leve med det. Maskinen byder nemlig på mange andre lækkerier, der fint kompenserer for den lidt beherskede ydelse.

Når man første gang pakker HP ENVY 14 Spectre op af sin kasse, får man den der ”wauw”-følelse, som tyder på et produkt, hvor der er tænkt over alle detaljer, herunder materialer, design, former og kvalitet.

Skærmen er meget  lækker med flotte og skarpe farver og noget nær testens højeste opløsning. Lyden leveres af Beats Audio, og maskinen er i øvrigt lykkeligt fri for al den crapware, der ellers forpester mange Windows-maskiner.

Vurdering:

  • 5 stjerner af 6 mulige
  • SPECIELT ANBEFALET

Pris:

  • 10.999 kr.

www.hp.dk

Plus:

  • Lækre materialer og design
  • SSD
  • Flot skærm og god lyd
  • Brugervenligt tastatur
  • 14” skærm

Minus:

  • Lidt for lav ydelse

Samsung Series 9 - Sådan ser ”ultra” ud

Samsung Series 9.png

Den tyndeste og letteste ultrabook i testen er også den bedste. Ingen over og ingen ved siden af Samsung Series 9.

Hvad angår ydelse bliver Samsung Series 9 slået med et mulehår af ASUS Zenbook UX32VD med en Geekbench score, som er 74 point bedre end Samsung Series 9, som opnår en Geekbench score på 7276. Men bemærk lige, at der sidder en Intel Core i5 processor på 1,7GHz i Samsungs ultrabook i modsætning til en Intel Core i7 2,4 GHz i ASUS' nye Zenbook.

Mest af alt ligner Samsung Series 9 med sit sorte design og et lækkert tastatur med grøn bagbelysning MacBook Air's dæmoniske fætter. Her har Samsung virkelig kælet for detaljerne og gjort stort set alt rigtigt.

Skærmen er også ekstremt flot med klare farver, som dog er mere behagelige for øjnene end de lidt for skarpe og dynamiske farver på  ASUS Zenbook UX32VD. Samsung vinder testen, fordi Series 9 er det mest fuldendte, lækre, brugervenlige og velfungerende produkt.

Vurdering:

  • 6 stjerner af 6 mulige
  • BEDST I TEST

Pris:

  • 10.999 kr.

www.samsung.com/dk

Plus:

  • Tynd og let
  • Overlegent design
  • Høj ydelse

Minus:

  • SSD er kun 128 GB
  • Tasternes vandring er lidt for kort

Toshiba Portege Z830-10Q - Dyr, men dårlig

Toshiba Portege Z830-10Q.png

Testens dyreste ultrabook er langtfra den bedste. Nærmest tværtimod.

Toshibas ultrabook er tydeligvis lavet med erhvervskunder i tankerne, og det er måske grunden til, at den er så dyr – nemlig over 12.000 kr.! Toshiba Portege Z830-10Q er på stort set alle punkter ringere end alle andre ultrabooks i denne test. Starter vi med ydelsen, leverer Toshiba den ringeste Geekbench score på blot 5211. Det er en forskel på godt 2000 point op til testens to bedste maskiner fra ASUS og Samsung.

Det stilfulde design skuffer også hurtigt, når man opdager den meget plastic-agtige kvalitet og de irriterende, skarpe hjørner. Tastaturet har bagbelysning og en god afstand mellem tasterne, som til gengæld lider under en alt for kort vandring. Desuden virker de skrøbelige.

Og når nu Toshiba Portege Z830-10Q koster på den forkerte side af 12.000 kr., hvorfor skal brugeren så belemres med al den ”crapware”, som pc-producenterne ellers plejer at fylde på de mere billige maskiner for at få fremstillingsprisen ned?

Vurdering:

  • 3 stjerner af 6 mulige

Pris:

  • 12.245 kr.

toshiba.dk

Plus:

  • SSD
  • Fingeraftrykslæser

Minus:

  • Mat og kedelig skærm
  • Kantet design
  • Ringe ydelse

Læs hele testen på Lyd & Billede/Gear her

Test: MacBook Pro er et mesterværk 

Test: Når småt skal være godt

29-03-2014: Test af seks lette bærbare computere med 11-tommers skærm. Læs artikel

Test: Otte Windows 8-hybridcomputere

07-04-2013: Er det en god idé, at computere skal være tablets og ultrabooks på samme tid? Læs artikel

Test: Stortest: Her er den bedste alt i en-computer

25-07-2014: Alt i en-computeren er med Windows 8 blevet endnu mere interessant. Produkttypen har mange fordele sammenlignet med almindelige stationære computere og bærbare computere. Her tester vi en række spændende, nye modeller. Læs artikel

Test: Store kræfter i små maskiner

14-03-2013: Den stationære computer er en truet it-art – blandt andet fordi den fylder for meget. Men hvis du vil have den stationæres kræfter og et mindre kabinet, kan du overveje en mini-pc, som også er et godt supplement til en bærbar pc. Læs artikel

Nyhed: Fem gode computere med touch og Windows

04-09-2012: Her er fem touch-computere, som understøtter Windows 7 – og som også vil virke med Windows 8. Læs artikel

Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...